Fornuften må aldrig være det afgørende i forståelsen af Bibelen

For mange år siden besøgte jeg en ældre kvinde i mit tidligere sogn. Hun fortalte, at hun aftenen forinden havde været til bibelkreds, hvor de havde gennemgået Jonas' bog. Her var der én af deltagerne, som stædigt havde fastholdt, at Jonas naturligvis ikke virkelig havde været inde i hvalen. Det kunne jo ikke lade sig gøre, sagde han. Det kunne og skulle alene forstås som billedtale.

Hun havde valgt ikke at sige noget, for hun var jo ikke så belæst som han; men i sit stille sind havde hun alligevel tænkt: Hvorfor var det dog så vigtigt at understrege, at det ikke var sket? Og hvorfor skulle det i grunden ikke kunne lade sig gøre?

Er alt da ikke muligt for Gud? spurgte hun mig. Jo, svarede jeg. Selvfølgelig! Jeg ville i hvert fald ikke afvise, at det kunne være sket. Er det naivt, enfoldigt eller fundamentalistisk?

Tja ...

Jeg vil naturligvis ikke hævde, at vi ikke må bruge vores fornuft, når vi læser Bibelen, tværtimod. Vi skal også skønne, hvad der er Guds vilje og selv lytte og tage stilling til, hvad der står, og hvad det betyder. Men jeg vil til gengæld nægte at lade fornuften være den sidste og afgørende instans for læsningen og forståelsen af Bibelen. For jeg tror, at der er en anden og mere frugtbar – og i grunden også mere poetisk og ægte måde at læse Bibelen på.

Som Luther siger i Kirkepostillen: "Evangeliet er så klart, at det ikke behøver nogen videre udlægning, det skal blot betragtes, anskues og tages inderligt til hjerte. Og ingen får mere gavn deraf end de, der lader deres hjerte være stille, glemmer alt andet og retter blikket mod det. Det er ligesom med solen, der jo netop lader sig se i et stille vand og også tilfører det sin stærke varme, mens den ikke kan ses og altså heller ikke opvarme det brusende og løbende vand. Derfor, hvis du altså her vil have lys og varme, hvis du vil se den guddommelige nåde og erfare underet, så dit hjerte opflammes, oplyses og fyldes med andagt og glæde, så se til, at du er stille og lader billedet præge sig dybt i dit hjerte, for da skal du erfare under over under."

At betragte, anskue og inderligt at tage til hjerte det, man læser og hører. Herunder også beretningerne om de mange utrolige tegn og undere, som er sket og skal ske. Dem skal vi ikke bare skrælle af for at komme ind til en dybereliggende mening. Disse tegn, begivenheder og udsagn er nemlig nødvendige for troens skyld, og hvis vi skræller dem af, kan det derfor vise sig at gå ud over troen.

Som Jens Christensen skriver i sin bog: Konfrontation: "Carlyle sagde, at barken på et træ er noget ydre og synligt, men skrab den af, og du har dræbt træet. Hvor ofte vi dog ser sandheden af den bemærkning, hvor fattigfolk skræller træernes bark af til brændsel uden at drømme om, at de dermed dræber træerne. På lignende måde skræller mange kristne til stadighed det ene udvortes og synlige tegn eller symbol efter det andet af den tro, som én gang for alle blev overgivet til fædrene, uden at indse, at de dermed i virkeligheden dræber troens træ både for sig selv og for andre."

Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falsters Stift

Læs mere under temaet, Biskoppen og tegnene på dommedag