Læren fra krig og besættelse

Et andet eksempel er, at danske avisredaktører blev indkaldt til irettesættende samtaler, hvor de af ledende embedsmænd fik at vide, at de og deres aviser ikke burde skrive kritisk om regimet i Berlin og dets gerninger.

Sådan handler et frit land ikke. Danske myndigheder lod sig langsomt binde på hånd og mund i et desperat forsøg på at undgå, hvad der så alligevel viste sig ikke at kunne afværges. Ved indledningen af Besættelsen brød det hele sammen.

Efter Befrielsen var man lykkeligvis hurtig til at erkende, at der kunne trækkes en lige linie fra tilpasningspolitikken og helt frem til den 29. august 1943, hvor der endelig blev sagt fra.

Slagordene "Aldrig mere en 9. april" blev det begreb, der mere end noget andet skulle bestemme de følgende års retning for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, inspireret af modstandsbevægelsens modige valg under de fem mørke år og siden beslutsomt implementeret af datidens førende politikere.

Der blev effektivt gjort op med dogmet om, at Danmark stod sig bedst med ikke at vælge side og fritage sig selv for et ansvar for den europæiske og internationale udvikling iøvrigt.

Første skarpe hjørne blev rundet med tilslutningen til Atlantpagten i 1949. Som medlem af NATO deltog Danmark i de følgende årtier, omend ikke altid lige aktivt, i inddæmningen af Sovjetunionen og afværgningen af et kommunistisk verdensherredømme.

Næste milepæl blev nået med udmøntningen af den meget aktive danske politik i FN fra slutningen af 1950erne og fremefter. Det handlede både om penge og om indsættelsen af danske soldater som fredsbevarende tropper i internationale brændpunkter. En politik, som stadig er aktuel og relevant, og som vi med rette kan være stolte af.

Den sidste hjørnesten i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i efterkrigstiden faldt på plads med tilslutningen til det europæiske samarbejde ved folkeafstemningen om EF-medlemskab i 1972.

Der skulle denne gang en omvej til, fordi det først måtte undersøges, hvorvidt der var et nordisk alternativ til en dansk placering i Europa. Det viste sig imidlertid hurtigt ikke at kunne bære, og tanken om det nordiske alternativ faldt da også helt til jorden med Sveriges og Finlands optagelse i EU.

Når vi i dag drøfter besættelsestidens begivenheder, er det vigtigt at forstå forskellen på dengang og nu. Danmarks udsatte placering i foråret 1940 er i vor egen tid blevet erstattet af medlemskab af et netværk af alliancer, der understøtter vores frihed, stabilitet og velstand.

Kronen på værket blev sat med de seneste udvidelser af NATO og EU med en lang række lande fra Øst- og Centraleuropa, herunder den set fra dansk side meget vigtige optagelse af de baltiske lande.

Disse udvidelser har ført til, at det danske sikkerhedspolitiske miljø har nået en sjælden konsensus om, at Danmark i sin 1000-årige historie aldrig har ligget lunere sikkerhedspolitisk. Det er store ord, men de er ikke desto mindre rigtige.

Vi er på alle sider omgivet af venner og ikke nok med det. Vi deltager i et aktivt, forpligtende samarbejde med dem alle. Og som et tredje element er potentielle kriseområder i vores eget nærområde blevet neutraliseret af samarbejde i indtil flere alliancer.

Som et lille land i Europa har vi nået den enestående position, at vi på alle områder - politisk, økonomisk og militært - møder de store lande sammen med andre mindre nationer. Når vi taler med eksempelvis Tyskland og Rusland, gør vi det ikke alene, men sammen med andre.

Forankringen til USA er det ene ben, der understøtter det hele. Der kan være elementer i den amerikanske politik, vi ikke bryder os om, eller amerikanske politiske figurer vi fra tid til anden betragter mindre flatterende. Men det rokker ikke ved forholdet til amerikanerne som grundlaget for "Aldrig mere en 9.april".

Det andet ben er forankringen i Europa. Vi kan og bør også være kritiske overfor EU, når samarbejdet bevæger sig ad stier, vi ikke ønsker at betræde eller skejer ud i retninger, vi anser for uhensigtsmæssige eller direkte skadelige.

Men i det samlede billede repræsenterer EU-medlemskabet ikke en indsnævring af Danmarks handlemuligheder. Der er tværtimod tale om en tilbageerobring af den suverænitet, som enkeltstaterne har mistet i kraft af den internationale udvikling gennem mange år, senest under globaliseringen. Det nye er, at vi nu udøver denne suverænitet sammen med andre.

Det var denne fundamentale erkendelse, man nåede frem til herhjemme på baggrund af erfaringerne før, under og lige efter "De fem forbandede År", og erkendelsen gælder stadig den dag i dag.

(uddrag til citat):

Når vi i dag drøfter besættelsestidens begivenheder, er det vigtigt at forstå forskellen på dengang og nu. Danmarks udsatte placering i foråret 1940 er i vor egen tid blevet erstattet af medlemskab af et netværk af alliancer, der understøtter vores frihed, stabilitet og velstand.