Han kan ikke tilgive landsforræddere

De unge, der gik ind i Frikorps Danmark, vidste ligesom de andre danskere i tyskernes tjeneste godt, hvad de gjorde, og hvad der var ret og vrang, mener Thomas Jensen, som ikke var i tvivl om det rigtige i selv at gå med i modstandsbevægelsen. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

Læs også

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Jørgen Steens | 4. maj 2005

Mordet på Kaj Munk fik pensioneret sognepræst Thomas Jensen ind i modstandsbevægelsen

Thomas Jensen var toldelev i Aalborg, da han kom ind i modstandsbevægelsen. Den direkte tilskyndelse og anledning blev mordet på Kaj Munk. Efter befrielsen deltog han den 5. maj 1945 i arrestationen af danske nazister og landsforræddere. Thomas Jensen blev senere præst og var i over 27 år sognepræst i Holme ved Århus. Han er fuldt ud klar over, at mange vil mene, at han som præst må kunne tilgive de danske medløbere.

– Men det kan jeg ikke, kommer det med eftertryk fra den gamle, nu 81-årige modstandsmand, der på jakken altid bærer et lille dannebrogsflag i metal og emblemet fra "Modstandsbevægelsens Veteraner" – sammenslutningen af gamle danske modstandsfolk – hvis logo også er på døren ind til Thomas Jensens lejlighed.

LÆS OGSÅ: Helte og skurke: Folkekirkens rolle under besættelsen

– Selv om de dengang fik samarbejdsregeringens officielle støtte, vidste de unge, der gik ind i Frikorps Danmark – ligesom andre danskere i tyskernes tjeneste – godt, hvad de gjorde, og hvad der var ret og vrang. Vi vidste jo alle sammen, hvad nazismen stod for, og vi havde allerede i 1930'erne hørt om nazisternes jødeforfølgelser.

Annonce

– Skal man tilgive, kræver det, at modparten først erkender sine fejl og forbrydelser. Sådan er det også over for Vorherre, og den erkendelse mangler vi stadig!

Om alderen tillod det, ville Thomas Jensen have gjort det samme i dag og gået til kamp, hvis Danmark atter blev besat af et umenneskeligt regime.

– Man skal kæmpe mod ondskaben. Det gjorde Kaj Munk. Ingen af os i modstandsbevægelsen var i tvivl om, at vi gjorde det rigtige, og at jeg dengang var med til at kæmpe for Danmarks frihed, har siden i livet betydet utroligt meget for mig, fordi jeg vidste, at jeg valgte rigtigt. Vi fik også klart at vide, at det kunne være med livet som indsats, og det blev det jo for mange af modstandsfolkene.

I tilbageblik føler Thomas Jensen, at Vorherre holdt hånden over ham et par gange, hvor modstandsgrupper var blevet trevlet op af tyskerne, umiddelbart før han selv kom med, og han derfor undgik at blive opdaget og arresteret.

– Det var jo ofte tilfældigheder, der var skyld i, om man blev taget. En af mine kammerater var lige begyndt i modstandsarbejdet med at sælge illegale blade, da han blev taget af tyskerne og sendt i kz-lejr. Gud har passet på mig, og er det da ikke mærkeligt?

Thomas Jensen var 16 år , da tyskerne besatte Danmark.

– Vi sad derhjemme og hørte det i radioen, og der blev fældet tårer. Et par timer efter var jeg nede på Vesterbro, hvor de tyske militærkolonner kørte ind igennem Aalborg og med tyske Stuka-fly ovenover på vej til Norge. Der herskede en uhyggelig stemning blandt alle danskere: Nu var vi besat. Det var ganske forfærdeligt, syntes jeg.

Den unge Thomas Jensen var ikke i tvivl om sit nationale danske ståsted. Det havde han fået med hjemmefra, og fra de præster han havde stiftet bekendtskab med gennem det kirkelige ungdomsarbejde i FDF. Familien boede i Aalborg Vestby og kom her til at opleve englændernes bombardement af Aalborg Lufthavn på nærmeste hold.

Nytår 1942 blev han ansat som toldelev på toldkassererkontoret i Aalborg, hvor de tog sig af deklarering af tyske skibe, der lagde til i havnen. En dag blev Thomas Jensen sendt ned til det tyske troppetransportskib "Wuri" for at foretage den obligatoriske optælling af toldfri spiritus til mandskabet.

– Jeg talte op, men de blev ved med at hente spiritus frem, meget mere end tilladt ifølge toldreglerne, men de var ligeglade med, at jeg forsøgte at stoppe det. De blev bare ved. Efterhånden var der samlet 10 besætningsmedlemmer omkring mig, og stemningen blev mere og mere truende, så jeg valgte at fortrække, inden jeg blev smidt i vandet.

Bagefter er Thomas Jensen alligevel glad for, at tyskerne fik en ekstra tår over tørsten, besættelsesmagt eller ej. For transportskibet blev kort efter bombet og sprængt i luften ud for Hals Barre, og ligene drev i land på den svenske og danske kyst i dagene efter.

Mordet på Kaj Munk i begyndelsen af januar 1944 gjorde et voldsomt indtryk på hele den danske befolkning, husker Thomas Jensen.

H.H. Siegumfeldt, på det tidspunkt præst i Øster og Vester Hassing ved Aalborg, senere ved Sct. Pauls kirke i Århus, skrev en mindetale over Kaj Munk, som blev trykt illegalt i en lille folder og solgt til fordel for modstandskampen. En ung boghandlermedhjælper med tilknytning til modstandsbevægelsen spurgte Thomas Jensen, om han ville være med til at sælge. Thomas Jensen fik afsat 125 stk. og blev kort tid efter spurgt, om han ville være med til mere?

– Det sagde jeg ja tak til, men mens mine forhold blev undersøgt, blev Aarsgruppen i Vesthimmerland taget af tyskerne, fordi et af gruppemedlemmerne snakkede over sig på Restaurant Ritz i Aalborg, og de fleste henrettet. Som følge deraf blev der lukket for tilgang i flere måneder. Man turde ganske enkelt ikke tage nye ind. Det blev så første gang, hvor jeg følte, at Gud havde holdt hånden over mig.

I slutningen af 1944 rejste Thomas Jensen til København for at gøre sin uddannelse færdig på toldmedhjælperskolen. I København fik han værelse i "Frøken Thomsens pensionat" i Store Kongensgade. Det lå lige over den tyskervenlige avis "Fædrelandet"s redaktion, så der var sabotagevagt i gården, "så der blev passet godt på os". Thomas Jensens nabo var sabotør. Han gik for at studere, men havde travlt med at organisere benzin fra tyskernes lagre til modstandsbevægelsen. Jakob Kjellerup, som han hed, havde relationer til Toldstrup, dæknavnet for toldassistent J.A. Jensen fra Skive, som var leder af den jyske modtagelsesafdeling for nedkastede engelske og amerikanske våben.

I København oplevede Thomas Jensen arrestationen af det danske politi den 19. september 1944 og tyskernes ildkamp med vagten på Amalienborg. De unge toldelever kunne følge slaget fra toldetatens skole i frilagerets bygning i Amaliegade.

– Herfra så vi også dronning Alexandrine, der i "Krone 1"-bilen hastede tilbage til Amalienborg for at være sammen med sin Christian. Hun fik et gjaldende hurra med på vejen fra os, og det var så det sidste glædelige, der skete den dag, for så rykkede tyskerne frem.

I dagene umiddelbart før Thomas Jensens tilbagevenden til Jylland blev ØK schalburteret. Lufttrykket ved eksplosionen fik dørene til at springe op i Frøken Thomsens pensionat mere end 300 meter væk.

Den nyuddannede toldmedhjælper blev ansat i Hobro, hvor Gestapo netop havde optrævlet modstandsbevægelsen – anden gang, hvor Thomas Jensen oplevede det, som om Vorherre holdt hånden over ham, fordi han først kom til byen efter denne begivenhed. Under største forsigtighed gik man nu i gang med at opbygge nye modstandsgrupper. Bylederen, journalist Otto Lippert, kontaktede Thomas Jensen, som dannede gruppe sammen med ungdomsledere fra FDF, KFUM og de gule spejdere i DDS. Gruppen holdt sit første møde i en villa, nabo til De Gamles Hjem i Hobro, som tyskerne brugte til lazaret.

– Så imens vi fik de første instruktioner i jernbanesabotage og modtagelse af nedkastede våben, kunne vi høre de tyske vagter gå frem og tilbage på nabogrunden ved De Gamles Hjem. Det var lidt for tæt på, så vi fandt et andet mødested.

En af de mest dramatiske og farlige oplevelser, Thomas Jensen husker, var, da han som gruppeleder fik til opgave at arrangere et møde mellem bylederen og en af sabotørerne, der havde været med til at sprænge den tyske øverstbefalende, von Hannekens tog i luften. Sabotagen havde fundet sted dagen før, og de involverede sabotører var eftersøgt over hele Jylland.

– Mødet foregik i en privat lejlighed ved højlys dag, og jeg blev placeret som vagtpost i køkkenet med en ladt revolver med ordre til at skyde, hvis der kom ubudne gæster. Bagefter forstår jeg egentlig ikke, at jeg turde. Vi var blevet skudt alle sammen, hvis tyskerne havde opdaget os.

Thomas Jensen har fundet sit falske legitimationskort frem fra dengang, hvor han hedder Egon Pedersen og bor på en gammel FDF-kammerats adresse. Det er udstedt i marts 1945, halvanden måned før befrielsen.

– På det tidspunkt vidste vi jo ikke, hvor hurtigt det ville komme til at gå, og hvordan det ville udvikle sig. Derfor måtte vi forberede os på, at vi måske blev nødt til at gå under jorden. Fordi det kom til at gå så hurtigt, nåede vores gruppe ikke at komme i aktion, men vi var alle sammen i gruppen klar til det og vidste, hvad det indebar, og at det kunne koste livet. Men vi talte aldrig sammen om vores frygt.

Blandt minderne fra dengang er også et lille sort/hvidt foto af Thomas Jensens modstandsgruppe. Fem unge mænd i plusfour, vindjakker og lang frakke, med maskinpistol og halvautomatiske amerikanske karabinere. Billedet er taget på befrielsesdagen. Natten før havde de haft travlt med at rense og efterse våbene, så de var klar til befrielsesdagenes arrestationer og bevogtningsopgaver.

Våbnene blev ellers opbevaret og skjult i lærer Christensens ottoman i dennes lejlighed på skolen. Lærer Christensen sov i flere måneder over sprængladninger, håndgranater, maskinpistolen og karabinerne. Thomas Jensen fortæller, hvor nervøs han var, da han, efter at være blevet gruppeleder, transporterede papkassen med våbnene på sin cykel ned til skolen. For tyskerne havde garageanlæg i gården, men ingen af de tyske vagter fattede tilsyneladende mistanke.

Tyskernes gengældelsesaktioner optrappedes i krigens sidste år i takt med modstandsbevægelsens sabotage-aktioner.

Februar 1943 oprettedes Schalburgkorpset, et tysk hjælpekorps, som sammen med Hipo-korpset svarede igen med clearingmord og schalburgtage. Desuden anvendte man mindre grupper af danske og tyske terrorister, som f. eks. Petergruppen, som Brøndumbanden var en del af, og Lorentzen-gruppen. Disse udførte mere end 200 mord i Danmark.

Natten mellem den 24. og den 25. februar 1945 blev Thomas Nielsen ved et tilfælde involveret i en af Petergruppens blodige aktioner. Med en tidsindstillet bombe sprængte de et passagertog i Tobberup ved Hobro.

Thomas Jensen var med en kammerat ude i byen og kunne se lysskæret på himlen. Da de kom forbi Falckstationen, mødte de en af ambulancerne på vej ud til ulykkesstedet. Chaufføren, der var alene, spurgte, om Thomas Jensen og kammeraten ikke ville tage med som bårehold.

– Det gjorde vi jo så, men det blev en oplevelse, jeg godt ville have været foruden. Da vi kom derud, stod den sprængte waggon i lys lue, og i det svage morgenlys kunne vi se kvæstede og dræbte og menneskerester spredt ud over et stort areal. Der var 12 omkomne, og vi kørte retur til Hobro med en af de døde, efter at have været med til at rydde op. Den nat glemmer jeg aldrig. I dag er der et trækors på stedet.

Thomas Jensen har som pensionist deltaget meget aktivt i organisationen "Modstandsbevægelsens Veteraner", han har besøgt krigerkirkegårde i Europa og over det meste af verden, skrevet og holdt foredrag om sine oplevelser og stået for mindegudstjenester og -højtideligheder.

– Det er vigtigt, at vi ikke glemmer de mennesker, der dengang tog kampen op, fordi de formåede at se forskel på ret og vrang og risikerede det kostbareste, de ejede, deres eget liv. Så længe der er gamle modstandsfolk tilbage, vil vi blive ved med at mindes og ære dem, der satte livet til.

steens@kristeligt-dagblad.dk

THOMAS HENRIK JENSEN

Født 1923 i Aalborg. Ansat i toldetaten 1942-1947. Student fra Rønde Studenterkursus 1949. Præst i Års og Havbro 1956, Glostrup 1957, Gudme og Brudager 1960, og fra 1966 Holme og Tranbjerg ved Århus. Afsked 1993. Har blandt været lokalformand for Sudanmissionen i Års og formand for FDF 9. kreds.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock