Morten Rasmussen |
3. maj 2005
BESÆTTELSEN: Foghs kritik af samarbejdspolitikken udfordrer den nationale egoisme og ruster os til fremtidige kriser, lyder det fra den tidligere modstandsmand Jørgen Kieler
– Der er brug for den debat, som Fogh nu har taget hul på. Ellers risikerer vi, at de danske myndigheder også i fremtiden vælger den nationale egoisme uden tanke for, at det kan koste livet for mennesker i andre lande.
Budskabet er klart, når Jørgen Kieler, en af modstandsbevægelsens markante skikkelser, skal kommentere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) kritik af samarbejdspolitikken under besættelsen.
For i modsætning til de historikere, der har kritiseret statsministeren for at udtale sig unuanceret og uden forståelse for de politiske realiteter under Anden Verdenskrig, får statsministeren fuld opbakning fra Jørgen Kieler.
– Det er muligt, at mange af de yngre historiker kan se på besættelsestiden med nye øjne. Men det er alligevel underligt, hvordan de også ser på den med ens øjne, og alle når frem til en eller anden forklaring på, hvorfor samarbejdspolitikken var berettiget. Derfor er det positivt og tiltrængt, at selveste statsministeren nu fra officielt hold tør udfordre den holdning, siger den 85-årige Jørgen Kieler, som under besættelsen var medlem af Frit Danmark og Holger Danske-grupperne.
At diskussionen om samarbejdspolitikken atter dukker op, skyldes at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i weekenden gentog sin kritik af erhvervsliv og landbrug for aktivt at samarbejde med den tyske besættelsesmagt.
Samme kritik lød der fra statsministeren i august 2003 ved 60-års-markeringen for ophøret af samarbejdspolitikken. Og at kritikken nu gentages,umiddelbart før 60-årsdagen for befrielsen er fornuftigt, mener Jørgen Kieler, som i 1944 blev arresteret af tyskerne og sat i koncentrationslejren Porta Westphalica.
– Der er altså langt fra at acceptere en besættelsesmagt til aktivt at søge samarbejde med dem. Og det er, som jeg hører, budskabet fra statsministeren. Vi skal jo ikke glemme, at selv om vi måske reddede danske liv med samarbejdspolitikken, gav vi også tyskerne luft til at fortsætte krigen på andre fronter. Vores nationale egoisme kan meget vel have kostet liv i andre lande, siger Jørgen Kieler.
Statsministeren har selv begrundet sine udtalelser med, at der aldrig fra officielt hold er blevet taget klart afstand fra samarbejdspolitikken og sagt tak til modstandsbevægelsen. Men selv om Jørgen Kieler er enig i statsministerens udtalelser, vil han dog ikke give ham æren af at være den første med kritikken.
– Jeg mener faktisk, at Hans Hedtoft umiddelbart efter krigen gjorde det samme, da han talte om "aldrig mere en 9. april". Budskabet fra Hedtoft var på mange måder det samme som vi nu hører fra Fogh. Men efter Hedtoft har der været tavshed fra alle statsministre. Hvorfor ved jeg ikke, men en af oplagt årsag kan være, at vi ikke bryder os om bevidstheden af, at der så aktivt blev samarbejdet med den tyske besættelsesmagt, siger Jørgen Kieler.
For den tidligere modstandsmand er der ingen tvivl om, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med sine udtalelser har sat en ny dagsorden i debatten om besættelsestiden.
– Det er jo ikke fordi, at han siger så forfærdeligt meget nyt. Men at han som statsminister siger det, betyder noget, fordi det dermed bliver det officielle Danmark, der tager et opgør med samarbejdspolitikken. Det er et vigtigt signal. Især hvis vi skal undgå at begå samme fejl i fremtiden, siger Jørgen Kieler, som ikke tør sige, hvorfor Fogh overhovedet har taget hul på debatten.
– Jeg har aldrig mødt statsministeren, så det ved jeg ikke. Det kan godt være, at han også tænker taktisk og bruger det som et slags argument for krigen i Irak eller andre aktuelle politiske spørgsmål. Det ved jeg ikke. Men det vigtigste er også, at det bliver sagt, lyder det fra Jørgen Kieler.
rasmussen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad