Den fremstormende spanske filmkunstner Alejandro Amenábar er aktuel med sin nyeste film "Mit indre hav", som efterfølger gyseren "The others" fra 2001.
"Mit indre hav", som fik årets Oscar for bedste udenlandske film, adskiller sig væsentligt fra de tidligere produktioner, idet den i en langt mere realistisk stil først og fremmest opfordrer til etisk og moralsk stillingtagen. Hovedpersonen Ramón Sampedro, som spilles af Javier Bardém, er lammet fra halsen og nedefter, og det altdominerende spørgsmål, som filmen rejser, er valget mellem retten til sin egen død eller pligten til at fortsætte livet, til det ebber ud af sig selv.
"Mit indre hav" er baseret på en virkelig historie, som udspillede sig i Spanien for få år siden. Virkelighedens Ramón Sampedro var blevet lammet efter en ulykke i havet, og efterfølgende lå han i 29 år lænket til sin seng. Skønt han blev passet og plejet omsorgsfuldt af sin familie, ønskede han blot at dø, og han førte retssager ved spanske og internationale domstole for at få lov til at bede nogen om at gøre en ende på hans liv – hvilket han jo ikke selv var fysisk i stand til.
Selvom han ikke fik medhold, lykkedes det ham i 1998 at begå selvmord ved andres hjælp på en måde, hvor ingen kunne hænges op på mord. Forinden havde han skrevet en bog om sit liv, "Breve fra helvede", og det var læsningen af denne bog, der gav instruktøren Alejandro Amenábar ideen til filmen.
– Jeg blev fuldstændig fascineret af hans måde at udtrykke sig på, fortæller Alejandro Amenábar, og da jeg begyndte at tale med de mennesker, der havde kendt ham, blev jeg klar over, at her var en historie, der var værd at fortælle.
Alejandro Amenábar gik derfor i gang med at undersøge, hvordan Ramón Sampedros liv havde været ved at besøge de mennesker, der stod ham nær, og derved forsøge at forstå hans verden.
Den 33-årige Alejandro Amenábar har også i sine tidligere film "Snuff" (1996), "Open your eyes" (1997), som senere blev genindspillet som "Vanilla Sky" med Penélope Cruz og Tom Cruise i hovedrollerne samt "The others", med en formidabel Nicole Kidman som den overbeskyttende, strenge og kærlige mor, beskæftiget sig med grænsen mellem liv og død, det nuværende og det hinsides.
Han siger selv, at det interesserer ham, hvad det er, der for et menneske gør livet værd at leve, eller omvendt får det til at miste sin værdi. Netop i det spændingsfelt befinder filmen sig, og det er da også dette spørgsmål, der med vanlig Amenabarsk snilde vendes på hovedet i "Mit indre hav". Her har vi at gøre med et menneske, en mand, der i sin bedste ungdom blev lammet fra halsen og nedefter og derfor berøvet alt, hvad han senere skulle leve af – sin maskulinitet og mandighed, sin handlekraft og sin hele mulighed for at deltage aktivt i livet og skabe sig sin egen vej.
Alligevel har denne mand, Ramón Sampedro, et godt liv, som mange med deres fulde førlighed i behold nok ville misunde ham. Han er omgivet af kærlige og forstående mennesker, han har det materielt fint, og to unge kvinder er forelskede i ham. Han er intellektuelt stimuleret, og han har lært sig at skrive med munden. Men er dette nok til, at et liv er værd at leve? Ikke for Ramón Sampedro. Hans liv opfylder ikke det, som han kræver af et liv, for at det er værd at leve, og derfor ønsker han at afslutte det.
Det er ikke første gang, at meningen med livet og grænsen mellem liv og død tages op i spansk film.
Den sidste store spanske filmsucces herhjemme var Pedro Almodóvars "Tal til hende" (2002), som også beskæftiger sig med netop dette emne. Her har vi blot den situation, at to kvinder ligger i koma – det er altså her hjernen, der er slået fra – men alligevel kan de siges at have et godt liv. De er elskede og begærede, og den ene endda i en grad, så en mand vil gifte sig med hende på trods af, at han faktisk ikke har talt med hende mere end en enkelt gang, mens hun var ved bevidsthed.
Almodóvar synes her at hylde livet og kærligheden og at opfordre til, at vi overvinder de barrierer, der hedder kroppen og dens begrænsninger og lader følelserne leve. Som hovedpersonen Benigno (Javier Cámara) siger i filmen om sin elskede, der ligger i koma: "Hvorfor skulle jeg ikke gifte mig med hende? Vi har det bedre sammen end så mange andre ægtepar".
På sin vis kan man sige, at denne film plæderer for det modsatte synspunkt: Hvorfor skal vi mennesker ud fra vores stive konventioner afgøre, hvornår et liv er et godt liv? Kvinderne ligger i koma, men Benigno er overbevist om, at de hører, hvad han siger, og at hans elskede taler med ham og forstår ham. Og det lykkes ham faktisk at vække hende til live igen ved sin kærlighed.
At emnet er meget aktuelt ses ikke blot i filmens verden, men også af de sager om retten til sit eget liv – og sin egen død – som synes at dukke op i mediebilledet.
Fornylig skabte sagen om Terri Schiavo fra USA store overskrifter verden over, og i Frankrig har man netop vedtaget en lov, der tillader såkaldt passiv dødshjælp. Loven er enden på en heftig debat, som er opstået på baggrund af en tilsvarende fransk sag, hvor den 21-årige brandmand Vincent Humbert, som var blevet stum og havde mistet førligheden efter en trafikulykke, bad om lov til at dø. Han udgav bogen "Je vous demande le droit de mourir" ("Jeg beder om at få lov til at dø"), og den vakte en heftig debat i Frankrig. Efterfølgende forsøgte Vincent Humberts mor at gøre en ende på sønnens liv ved at give ham en indsprøjtning, men den bragte ham blot i dyb koma. Få dage senere slukkede en læge for respiratoren og blev anklaget for "forsøg på forgiftning med henblik på at dræbe".
I Holland har man allerede for år tilbage lempet på loven om, hvordan og hvor længe man skal holde en person i live, og den hollandske model er da også forbilledet for pensioneret overlæge Torben Alsner, som i en diskussion med teologiprofessor Svend Andersen i Kristeligt Dagblad den 8. marts 2005 er fortaler for lovliggørelse af aktiv dødshjælp.
"I de tilfælde, hvor et menneske er døende, uhelbredeligt syg og i ubærlige lidelser, så er man blot i live, men ikke levende", siger Torben Alsner, mens teologiprofessor Svend Andersen derimod mener, at man ikke kan gradbøje livet. Han fastholder, at "enhver afbrydelse af et andet menneskes liv skal være en strafbar handling" set i lyset af, at beskyttelsen af det enkelte menneskeliv er "noget af det mest grundlæggende i samfundet, både moralsk-etisk og juridisk".
Her står diskussionen, og spørgsmålet er, om den ikke står, hvor den hele tiden har stået: Hvem skal afgøre, hvornår livet ikke mere er værd at leve, og hvem skal i givet fald kunne slukke for det? Er det et anliggende for Gud, for lægeverdenen eller for den enkelte selv.
I "Mit indre hav" stilles synspunkterne direkte, skarpt og galgenhumoristisk over for hinanden i form af en præst, som besøger Ramón Sampedro for at overbevise denne om, at livet er værd at leve, trods alt. Og at en afslutning på livet ikke er en afgørelse, som mennesker skal træffe.
Anne Højgaard Christiansen er cand.mag. og journalist