Meningsmåling giver provst Steen Skovsgaard 45 procent af stemmerne ved bispevalg på Lolland-Falster
Den næste biskop i Lolland-Falsters Stift kommer sandsynligvis til at hedde Steen Skovsgaard. Ifølge en meningsmåling, som Kristeligt Dagblad har foretaget, kan han se frem til 45 procent af stemmerne fra vælgerne, som er menighedsrådsmedlemmer og præster i stiftet.
Valget begynder i dag, når de omkring 700 stemmeberettigede modtager deres stemmeseddel. De skal sætte kryds de næste tre uger, men ifølge målingen blandt 272 af de 700 har 80 procent allerede nu besluttet sig for, hvem de vil stemme på.
45 procent foretrækker provst Steen Skovsgaard fra Gellerup ved Århus. Hans nærmeste konkurrenter bliver de to grundtvigske kandidater, Maribos domprovst Ole Opstrup, med 24 procent af stemmerne og sognepræst Helge Baden Nielsen fra Herfølge med 21 procent. 10 procent stemmer på sognepræst Jens Christian Nielsen fra Nysted.
20 procent af vælgerne har endnu ikke besluttet sig, men hvis to ud af tre tvivlere stemmer på Steen Skovsgaard, har han over 50 procent og er valgt. Hvis ingen kandidat opnår halvdelen af stemmerne, går de to med flest stemmer videre til en ny valgrunde.
Også ved en sådan anden valgrunde ser Steen Skovsgaard ud til at få flest stemmer. Hvadenten den anden kandidat bliver Ole Opstrup eller Helge Baden Nielsen, viser meningsmålingen, at han vil få et tilstrækkeligt antal stemmer fra de "frasorterede" kandidaters vælgere til at opnå flertal.
kiil@kristeligt-dagblad.dkLæs mere under KIRKE OG TRO