400 menighedsråds-medlemmer og præster var ved at sprænge rammerne, da de fire kandidater til bispeembedet i Lolland-Falsters Stift mødtes til duel
Der var optræk til trafikprop ved Maribo-Hallerne, da kirkefolk fra landets mindste stift i denne uge mødte frem i stort tal for at møde de fire teologer, som gerne vil være stiftets næste biskop. Indenfor fik arrangørerne travlt med at finde ekstra stole frem, da de 300 første var optaget allerede et kvarter før mødet.
400 af de i alt 700 stemmeberettigede menighedsrådsmedlemmer og præster blev vidner til en skarp duel på ord mellem to af stiftets egne og to kandidater udefra.
Som ved et eksamensbord sad de alle fire ved den grønne dug: sognepræst Jens Christian Nielsen fra Nysted på Lolland og domprovst Ole Opstrup fra Maribo sammen med sognepræst Helge Baden Nielsen fra Herfølge og provst Steen Skovsgaard fra Århus.
Mange af de varmeste emner i den kirkelige debat kom på bordet, og kandidaterne fortalte om deres syn på velsignelse af homoseksuelle, Grosbøll-sagen og demokratisering i folkekirken.
Bagefter var deltagerne godt tilfreds med, at debatten havde været så ligefrem.
– Det er første gang, jeg møder kandidaterne, og jeg synes, at jeg er blevet klogere på, hvad de står for. De har været gode til at formulere sig og få forskellene frem. I forvejen vidste jeg lidt om, hvem jeg kunne tænke mig at stemme på, men nu er jeg helt sikker, sagde Ulla Persson fra Stokkemarke på Lolland.
Fra Askø var kommet Ejvind, som ikke ønsker sit efternavn i avisen. Han ville godt have haft endnu mere kirkekrig på kniven:
– Selv om jeg ikke havde forestillet mig, at kandidaterne ville komme op at tottes, havde jeg alligevel inden mødet tænkt, at forskellene ville komme tydeligere frem, end de gjorde. Men på den anden side skal man nok også passe på med at trække grænserne alt for skarpt op, sagde han.
I morgen sendes stemmesedler ud til de godt 700 stemmeberettigede, som har tre uger til at sætte deres kryds.
kiil@kristeligt-dagblad.dkKIRKE OG TRO SIDE 4