Kunst og kirke udfordrer hinanden

Det har affødt en række værker, der fortolker den kristne fortælling i et moderne billedsprog og sætter den i relation til det liv, nutidens menneske lever. To kunstnere, der har bevæget sig ind på den kirkelige kunstscene, er Per Kirkeby og Arne Haugen Sørensen. Begge er de insisterende i den måde, de bruger farve og form i deres billeder. Deri adskiller deres kunst sig fra den billedkunst, der har præget den danske folkekirke i de sidste århundreder.

Folkekirken rummer mange forskellige holdninger til kunst i kirken. Dele af kirken mener, at billedets opgave i relation til kristendommen er at illustrere Bibelen. Dermed bør billederne være underordnet ordet frem for at indeholde en egen kraft. Andre mener, at kunsten har et potentiale til at åbne for oversete eller ukendte perspektiver i kristendommen.

Diskussionen om kunst i kirken tager udgangspunkt i reformatoren Martin Luthers tanker om ordet som den sande erkendelsesvej.

Luther lagde vægt på, at Guds nåde alene opnås igennem menneskets tro og ikke igennem dets handlinger. Det udsagn er i de forgangne 500 år blevet fortolket som en afvisning af alle genstande, der kan have til hensigt at vise en særlig hengivenhed over for Gud. Også i relation til udsmykning af kirkerummet har fortolkningen af Luthers tanker fået konsekvenser: I første omgang blev der skrevet tekster på før-reformatoriske altertavler om, hvordan billederne skulle læses. Siden blev kirkerne kalket hvide. Herefter kom en periode med romantiserende billeder, der illustrerede Bibelen.

I 1900-tallet fjernede kunsten sig fra den kirkelige scene, og billedets placering i kirken blev mere og mere perifer. I dag oplever vi imidlertid en gensidig interesse mellem kunst og kirke, som afspejler sig i kirkens rum og formidling.

Per Kirkeby er en af de kunstnere, der har genopdaget den kristne fortælling og nu er med til at give kirkens billedsprog nye former.

I perioden 1992 til 2002 har han udsmykket Frejlev Kirke vest for Aalborg, en gammel middelalderkirke fra 1100-tallet. Det første, man bemærker, når man træder ind i det lille kirkerum, er en særlig intensitet. Gule bænkerækker fylder rummet på en pågående måde, og lægger man nakken tilbage, ser man op i et fladt træloft, hvorpå en strøm af røde marmoreringer forgrener sig.

Det er ved første øjekast svært at tyde motivet på kirkeloftet. Dog er man ikke i tvivl om, at udsmykningen cirkler om eksistentielle problematikker, som foranderlighed og indre kraft, fremstillet med en smertelig alvor.

Ved nærmere eftersyn ser man, at motivet i loftets yderkanter forestiller kilerne fra Kristi kors. Andre billed-elementer ligner foden af korset, som her smelter sammen med Golgatas klippegrund.

Billedet er altså et korsfæstelsesbillede om end ikke et traditionelt et af slagsen. Korsfæstelsen vises i sin dybe alvor, hvor blodet strømmer hen ad kirkeloftet. Men trods blod og alvor kan de samme røde linjer også symbolisere blodårer, der livsnødvendigt lader blodet cirkulere i det menneskelige legeme.

Død fører til nyt liv, som i lignelsen, hvor hvedekornet må lægges i jorden og dø, førend det kan bære ny frugt.

Med loftsudsmykningen i Frejlev Kirke lægger Per Kirkeby afstand til den form for kristen kunst, hvis mål udelukkende er at illustrere de kristne fortællinger.

I stedet holder han fast i kunstens evne til at udfordre sin beskuer. Det får den konsekvens, at billedet ikke kun kan afkodes på én måde. I stedet indeholder udsmykningen adskillige nuancer, som giver beskueren frihed til at opleve billedsproget og selv fortolke betydningen af Kristi kors i Golgatas klippegrund -- et møde mellem himmel og jord, der på en gang rummer gudsforladthed og nåde.

Den bibelske fortælling bringes i spil på en anden måde hos Arne Haugen Sørensen end hos Per Kirkeby.

Arne Haugen Sørensen har i sit tidligere virke taget afstand fra kristendommen. Men siden 1980'erne har han arbejdet intensivt med at fortolke bibelfortællinger -- og gør det i et kraftfuldt og nutidigt billedsprog.

Hindborg Kirke ved Skive er bygget omkring 1150, og den blev i 1997 blandt andet tilføjet en altertavle malet af Arne Haugen Sørensen. Altertavlen forestiller "de tolv" bænket om bordet. Disciplene har aflange ansigter og dobbelte profiler, og de udstråler på samme tid undren og forargelse.

På bordet ligger frugter og bær. I højre side sidder Kristus, klædt i rødt og med vin og brød i hænderne. Det bekræfter formodningen om, at billedet forestiller indstiftelsen af nadveren. Til venstre i billedet lister Judas ud af døren -- ud til en by, hvis lys anes i det fjerne!

I billedet synliggøres nadverfortællingen. Ikke som en illustration af en konkret historie, men som en pendant til beskuerens eget liv (antagelsen af billedets reference til det moderne liv understreges ikke mindst af lysene fra byen i det fjerne!)

Figurerne er tilstrækkeligt abstrakte til, at beskueren kan identificere sig med dem. Nutidsmenneskets handlinger sammenlignes med de handlinger, disciplene udfører, og kunstneren spørger: Hvordan ville du reagere, hvis den, du havde sat al din lid til, forudsagde sin død, og at du ville forråde ham?

Derved bliver den bibelske fortælling en metafor, en ramme eller et spejl, for den måde, mennesker i dag omgås deres medmennesker på.

Arne Haugen Sørensen appellerer med sine billeder til det moderne menneske. Måske fordi han formulerer sine tanker om kristendommen på en fornyet måde, der er fri af religiøse lærersætninger.

Uden nostalgi udtrykker han en intens interesse for menneskers fælles historie og tro.

Det billedsprog, de to kunstnere bringer med sig fra den ikke-kirkelige kunstscene, er nyt for folkekirken. Det er et kraftfuldt billedsprog, der lægger vægt på, at billedets linjeføring, dets farve og form, kan være med til at bibringe beskueren erkendelser om forholdet mellem menneske og Gud.

Det forhold er sjældent let forståeligt, og billedsprogets force er derfor netop, at det fastholder Bibelens kompleksitet og forsøger at give sit bidrag til fortolkningen af Bibelens ord.

Samarbejdet mellem kunst og kirke bevirker altså ikke nødvendigvis, at kirken får billeder, der let kan aflæses og fortolkes. Men det betyder, at kirken bringer moderne kunstnere, der ikke tidligere har arbejdet med den kristne fortælling, i tale. Derved opstår muligheden for et kraftfuldt billedsprog, der kæmper med at give kristendommen nye fortolkningsmuligheder for det moderne liv og beskueren nye og synlige perspektiver på kristendommen.

kultur@kristeligt-dagblad.dk