Historie og selvforagt

Hvorefter to nye rejsende kommer ind ...

Det besnærende ved metaforen er, at den giver en almen psykologisk forklaring på forholdet mellem "os" og "dem". I sin essens er den imidlertid en ironisk fremstilling af et stedfællesskab, der først rigtigt manifesterer sig, når "de andre" trænger sig på. Pointen er, at der ikke var noget (værdi)indhold, før de nye rejsende meldte deres ankomst, og at det derfor er absurd at forsvare det. Der er ikke noget at forsvare.

Denne tilgang spiller også en rolle i den danske debat, i den holdning, man (med nogen bæven) kunne kalde kulturradikal, eller blot relativistisk. Over for den står en noget sjældnere formuleret holdning, ifølge hvilken kulturen nok har et indhold, som det er værd at forsvare, og som måske er vigtigere end det enkelte individ.

"At have rod et sted er måske det sjælens behov, som på en gang er vigtigst og mindst anerkendt", skrev den franske filosof Simone Weil under Anden Verdenskrig, mens hun var i England som aktivist hos De Frie Franske. "Det er et af de vanskeligste behov at definere. Et menneske er rodfæstet i kraft af sit virkelige, aktive og naturlige medlemskab af en gruppe, der bevarer og videregiver fortidens skatte til sine medlemmer og til en vis grad forudføler fremtiden."

Så her har vi på den ene side "post-tyskeren", der sit liv igennem har prøvet at komme så langt væk fra Blut und Boden som muligt, og på den anden anti-nazisten, der filosoferer over nødvendigheden af rødder og fælles fortælling. Sådan er der så meget.

De fleste synes enige om, at den verserende diskussion af danske aktiviteter under besættelsen – tyske flygtninge, der får lov at dø i flygtningelejrene; jøder, der blev sendt ud af landet til den visse død i Tyskland; danskere, der over en bred kam samarbejdede lovlig villigt med besættelsesmagten – dybest set reflekterer den aktuelle indvandrersituation her i landet.

Det ville dog være synd at sige, at denne situation i almindelighed har bragt danskerne nærmere sammen som Enzensbergers rejsende. Snarere end en mere markeret fælles fortælling finder vi idelige forsøg på at dekonstruere den. Det er i tidens ånd.

Den historie, der skrives om besættelsen, synes på flere måder ude af balance. Meget nedtonet er det særlige forhold, at der faktisk rådede krig og nationen var trængt. Det er ikke længere et must at prøve at fastholde et overblik og et hierarki af forklaringer – analyse dominerer over syntese, og den lille historie dækker efterhånden for den store.

Vi inviteres bestemt ikke til at være stolte over nationens rolle i verdenskrigen. "Selvhad", kaldte forfatteren Ole Hyltoft det med ét ord i Politiken forleden, og han har ret, der ædes her store lunser ud af den danske helhedskultur – men selvom subkultur og særstandpunkt er blevet fremherskende, håber og tror man, at vinklingen blot er en medievinkling og ikke er dækkende for den almindelige holdning. Der er bare det aber dabei, at jo længere væk vi kommer fra besættelsen, desto mere undrende end just vidende bliver publikum.

Bag en Lylloffs eller en Vilhjalmssons (og deres forlags) selviscenesættelse omkring 60-året for befrielsen fornemmer man mediernes omsiggribende fetering af ofre, der nu også slår igennem i historien om besættelsestiden. Ofrets historie er altid en "god historie", for når der er ofre, er der også syndebukke et sted i nærheden. Men prisen for en sådan automat-fokus på ofrene bliver nemt balancen og overblikket. Og selvværdet.

Henrik Jensen er forfatter

og lektor i historie ved RUC