Af Dorte Kvist |
23. april 2005
MIT LIVSSYN: Dramatikeren Line Knutzon er nomineret til årets Reumert for sit stykke "Guitaristerne", som blev opført på Teater Mungo Park. Hun er glad for nomineringen, men er dybest set mest begejstret over, at den slags opmuntringer ikke er nødvendige for hende
Line Knutzon vil gerne være med til at lege. Hun er nomineret til Reumertprisen som årets dramatiker, og når den bliver uddelt i morgen aften, vil hun gerne tage fint tøj på og måske endda lade sig hylde. Men hun lægger ikke skjul på, at den leg, hun betragter prisuddelingen som, ville blive sjovere, hvis dramatikere også materielt blev belønnet for deres arbejde. I bund og grund er man nu engang mest interesseret i at kunne få noget at spise til aftensmad, som hun udtrykker det.
Hvordan er din tilstand lige nu?
– Jeg er bagud med arbejdet til serien "Måvens og Peder" til Radioteatret og prøver at kontrollere, at jeg ikke bliver hysterisk. Det hjælper jo ikke. Man skal holde roen, og indtil videre går det faktisk meget godt. Jeg ignorerer simpelthen problemet. Det er noget, jeg har opøvet, for jeg har prøvet det så mange gange og ved, at det altid går. Og skulle det pludselig ikke gå, falder verden ikke sammen af den grund.
Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?
– Når man lever i så splittede fællesskaber med skilsmisser, som jeg gør, opstår der særlige fællesskaber med eks-mænd og familie, som er meget vigtige for mig. Jeg har fire børn fra 8 til 15 år med to mænd, så det er et større puslespil at holde sammen på det hele, men det betyder meget at have de mænd omkring mig, som jeg har sat børn i verden med. Selv om vi ikke lever sammen. Og så er der arbejdsfællesskaber, som også er virkelig vigtige for mig. Jeg kan ikke arbejde, hvis jeg ikke er i den rigtige konstellation. Jeg er ultrafølsom over for det, så tillid i de sammenhænge er meget vigtig for mig. Jeg arbejder tit med de samme mennesker, som kender mine forcer og ved, hvad jeg kan og er god til. Jeg er meget konservativ i den retning.
Hvad har formet dit livssyn?
– Jeg kan vist ikke give nogen andre skylden for, hvordan jeg anskuer tilværelsen. Tusinde ting har jo inspireret én – lige fra en udsigt til et menneske. Min mor har en meget levende fantasi og har fyldt mig med mærkelige anskuelser. Min far har proppet noget uimponerethed ind i mig og har lært mig, at man ikke hele tiden skal stræbe efter noget nyt og forkromet. Det gælder i alle livets forhold. Mange mennesker jager rundt, fordi de tror, der gemmer sig noget, de skal have fat i. Der gemmer sig noget til alle, men man behøver ikke jage for at finde det. Ofte er det lige foran næsen på dig.
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
– Dem har jeg mange af i min omgangskreds. Mennesker, der er meget inspirerende at være sammen med. Af forfattere vil jeg nævne Suzanne Brøgger, som jeg altid læser, når jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op. Hun oplyser en tanke, dissekerer den og lægger den ud. Laver sammenhænge, som altid stikker dybt, og hvor hun får vendt tingene på en for mig ny måde. Jeg kan godt lide, når ting bliver set fra flere vinkler, og uanset udfaldet gør det mig rolig. I modsætning til, da jeg så filmen "Midt om natten" for nylig. Da jeg så den i 1980'erne, syntes jeg, det var en god film, men i dag bliver jeg bange for de holdninger, den giver udtryk for. De er umiddelbart åh, så humanistiske, men det er bare tyranni i egen rede. Det er ikke en anklage mod Erik Clausen og Kim Larsen, som jeg ellers har stor respekt for, for jeg var jo selv en del af det dengang. Bare folk købte en regnemaskine, var de nogle kapitalistiske fascistsvin, og det er altså en rædselsfuld holdning. Lige så svært har jeg det med de udsendelser, hvor folk bryder tudende sammen, fordi de har fået sat nye hylder op i et eller andet boligprogram.
Hvad tror du på?
– Jeg tror på livet og det, der er omkring mig. Hvis Gud findes, vil han allerhelst have, at det er det, man skal sætte højest.
Hvad er elendighed for dig?
– Der er den elendighed i verden, som er rædsom at se på. Og så er der den personlige. For mig er det værste, når man ikke kan bryde mønstre, som er destruktive for én. Man kan komme ind i trummerummer, der kan vare i uforholdsmæssigt lang tid, og hvor man ikke bryder sig om sig selv. Man pisker sig selv, har et kæmpedårligt selvværd og jager sig selv rundt i en manege. Det er elendighed for mig, når man ikke er i stand til at være sød ved sig selv.
Hvad er lykke for dig?
– Det er, når jeg ikke føler skyld i forbindelse med arbejde og i den skyldfrihed er sammen med mine børn – uden at have slæbt alt muligt dårligt ind i samværet med dem.
Hvad vil du gerne give videre til dine børn?
– At de midt i livets elendighed kan bevare lyse steder i sig selv. Jeg ønsker dem humoristisk sans, at de kan le, tænke og løse livets opgaver. Jeg kan ikke give dem noget materielt, jeg kan ikke give dem lejligheder eller hjælpe dem på den måde, men forhåbentlig kan jeg hjælpe dem til at være sig selv.
Hvad er dit syn på fremtiden?
– Generelt er det ikke særlig positivt. Verdenssituationen er væmmelig. Jeg har sådan en snigende fornemmelse af noget uhyggeligt, som jeg ikke kan definere. Jeg ved godt, at alle generationer har troet, at det hele ville gå amok, men der sker mange væmmelige ting, som der ikke er kontrol over. Det foruroliger mig.
– I det nære er fremtiden fyldt med glæde og tro på den. Den er lys. Sådan har jeg ikke altid haft det, men alternativet er, at jeg skulle synes, den var sort, og det gider jeg ikke. Jeg er opildnet og meget begejstret for at have lært at leve uden at have alle mulige gulerødder foran mig. For jeg ved, at de gulerødder, jeg har jagtet før, bare var gulerødder – som jeg måske oven i købet var allergisk over for. Lykken og glæden ligger slet ikke der. Når man har babyer, ser man frem til, at de kan det og det, når de er to år ... når de er fire år og så videre. Sådan har jeg det ikke mere. Jeg er meget glad for tingene, som de er lige nu.
Har du et motto?
– "Det, man siger, er man selv." Det tænker jeg tit på, når jeg skal til at sige noget surt eller dårligt om noget. Når mine børn siger noget strengt, siger jeg det altid til dem. Det er min mottoalarm, som er god at holde mod mig selv. Den er også god at have, når folk siger noget til mig, som jeg næsten ikke kan holde ud at høre på. Så tænker jeg: "Ja, ja ... det, man siger, er man selv."
livogsjael@kristeligt-dagblad.dkline Knutzon
uFødt 1965 som datter af skue-spiller og instruktør Lars Knutzon og bibliotekar Marianne Knutzon. Har optrådt som skuespiller i bl.a. filmatiseringen af Dan Turèlls "Mord i mørket", men er bedst kendt som dramatiker. Debuterede i 1990 på Aveny Teatrets Teaterlaboratorium og har modtaget en række priser og legater.
uI 2002 fik hun Dansk Blindesamfunds Radiospilpris for serien om Måvens og Peder, som hun stadig skriver til. Hun modtog i 1999 Reumertprisen som årets dramatiker for stykkerne "Først bli'r man født" og "Snart kommer tiden", og i år er hun igen nomineret, nu for stykket "Guitaristerne".
uLine Knutzon er mor til fire børn i alderen 8-15 år.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad