Leif Kiil Sørensen |
21. april 2005
BISPEKANDIDAT Provst Steen Skovsgaard ønsker stiftsråd, som skal samle og formidle nye ideer og initiativer i folkekirken
Han er islamekspert og præst i Århusforstaden Gellerup, der er et af Danmarks største indvandrerområder. Han er også naturelsker og lystfisker og bosat kun et stenkast fra det smukke område omkring Brabrand Sø. Alligevel er den 52-årige Steen Skovsgaard parat til at sige farvel til det hele og blive biskop i Lolland- Falsters Stift.
Hvorfor vil du være biskop?
– Det er ikke noget, jeg har besluttet mig for hverken at ville eller at søge. En gruppe mennesker i stiftet har opfordret mig til det, og det kald har fundet genkald hos mig. I første omgang sagde jeg faktisk nej tak, men så fik jeg en opringning mere, og efter et møde med gruppen dernede sagde jeg ja, efter at min kone og jeg havde besøgt egnen en dags tid, og jeg havde været inde at hilse på medarbejderne på stiftskontoret.
– Det har glædet mig meget, at der er en stor spændvidde i min baggrundsgruppe. Faktisk dækker den over alle de tre grupper, som ikke fik deres kandidat valgt ved det seneste bispevalg i stiftet.
Hvad kan du som biskop tilføre Lolland-Falsters Stift, og hvordan vil du gøre det?
– Jeg vil nævne et færøsk ordsprog, som jeg hørte, da jeg i 1988-1989 var præst deroppe: "Den fremmedes øjne ser klart." Det at være fremmed gør, at man har et klarsyn, som man måske ikke har, når man går med tingene til daglig. Jeg tror, jeg vil kunne levere et frisk pust til Lolland-Falster. En del i stiftet siger selv, at de har brug for sådan et frisk pust, og så skal der nok også være nogle, som mener, at luften er fin nok nu.
– Der er brug for fornyelse i folkekirken, og folkekirken burde have et fornyelseskontor, som også erhvervsvirksomheder har, for at mange andre kan få glæde af de initiativer, som sker rundt omkring. Sådan et kontor skal vel at mærke ikke selv forny, men derimod samle, vurdere og gennemføre ideer, som ellers ikke kommer længere end til det enkelte sogn. Det kunne være et stiftsråds opgave.
Hvad er folkekirkens største styrke?
– Det er, at den når så vidt og bredt og dybt ud til hele det danske folk i alle landets egne. Det enestående ved folkekirken er, at den kan være nær ved mennesker i deres livs største øjeblikke i både glæde og sorg, selvom de har forskellig tilknytning til kirken. Det kan folkekirken trods det traditionstab, som har fundet sted.
Hvad er folkekirkens største svaghed?
– Manglen på fornyelse. Der er som sagt behov for nogle strukturer omkring
fornyelsen. Man kunne også gøre meget mere ud af at samarbejde sognene imellem og også provstier og stifter. Især i byerne, men også på landet kunne man for eksempel have kirker, som koncentrerede sig om forskellige grupper. For at bevare kontakten til blandt andre konfirmander, som jo også på Lolland-Falster mangler følelsen af et fællesskab i kirken, kunne man lave ungdomsmenigheder, hvor man samlede de unge til gudstjenste og andre former for fællesskab. De kunne have en bestemt kirke at samles i med en præst, der havde det som sit særlige område.
Danskernes religiøsitet går uden om folkekirken. Hvordan kan man ændre på det?
– Jeg har selv gjort en erfaring her i sognet i forbindelse med en helsemesse, hvor vi som folkekirke ikke kunne få lov at deltage. I stedet tog vi så med som enkeltpersoner og snakkede med mennesker. Det gav os blandt andet kontakt med en religiøst søgende kvinde, som senere fik sine børn døbt i kirken, og det er for mig et flot eksempel på, at man kan nå noget ved at prøve at komme helt derud, hvor folk befinder sig. Vi må ud og være nærværende og ikke blive bag "de lukkede døre". Det gør mange allerede nu, men vi skal være endnu mere opmærksomme på det.
Skal folkekirken til at være herre i eget hus og have sin egen ledelse?
– Jeg går ikke ind for at adskille stat og kirke. Det er afgørende, at vi skaber nogle gode rammer for kirkens liv. Det kan man sagtens gøre ved at bruge det bestående system og blandt andet støtte og styrke menighedsrådene, og jeg ser også stiftsrådet som afgørende i arbejdet med at samle trådene i stiftet.
– I dag findes stiftsudvalg for økonomi og mission og meget andet, men der er ikke et stiftsudvalg for teologi. Jeg kunne tænke mig at udpege en teologisk tænketank, som drøftede spørgsmål om vielse af homoseksuelle, Grosbøll-sagen, nyreligiøstet og andre store og svære teologiske emner, som jeg ellers forudser, at man som biskop risikerer at komme til at sidde meget alene med. På den måde kan alle sten blive vendt – også den i skoen – inden biskoppen må skære igennem og træffe sin personlige beslutning.
– Jeg synes, at tanken om et landskirkeråd er spændende og vil bestemt ikke afvise det. Det er et af de spørgsmål, som bør gennemarbejdes grundigt i et udredningsarbejde om folkekirkens strukturforhold.
Skal folkekirken indføre velsignelse eller vielse af homoseksuelle?
– Nej. Det siger jeg, dels fordi jeg ikke kan finde grundlag for det i Bibelen, dels fordi velsignelsen er givet bort til forholdet mellem mand og kvinde. Det er ikke kærligheden som sådan, der velsignes i kirken. Men man kan sige, at ægteskabet er én af Guds velsignelser, som Han har givet som ramme for kærligheden mellem mand og kvinde. Her er jeg enig med biskopperne i deres udtalelse fra 1997, hvor de skriver, at ægteskabet er "Guds gode ordning for livsfællesskabet mellem mand og kvinde og som ramme om familiens liv og børnenes opvækst." Og så synes jeg ikke, at de havde behøvet at sige mere, bortset fra at det virkelig skal understreges, at de homoseksuelle både er medmennesker og medkristne, som vi skylder både forståelse og imødekommenhed, selvom vi ikke altid kan give dem det, de ønsker.
Det er et stort spring at flytte fra det indvandrerprægede storbysogn Gellerup til udkantsstiftet Lolland-Falster. Er det ikke for stort?
– Her kunne jeg jo nævne det nye slogan for landsdelen, "Lolland-Falster – naturligvis". Jeg er sikker på, at springet ikke er længere, end at jeg kan lande på begge ben. Gellerup er jo også et udkantsområde, hvor der er sociale problemer, men samtidig en enorm kreativitet og vilje til at prøve nye ting af. Det samme oplever jeg på Lolland-Falster. Det er et overskueligt stift, som godt kan gå hen og blive en folkekirkelig spydspids, fordi der i et lille stift kan være en stor sammenhængskraft og ikke så langt mellem beslutninger og beslutningstagere.
kiil@kristeligt-dagblad.dkSTEEN SKOVSGAARD
Født den 30. september 1952 i Bolbro ved Odense. Teologisk kandidat fra Aarhus Universitet i 1978. Derefter sognepræst i Gellerup Sogn og siden 1997 desuden provst i Århus Vestre Provsti. Steen Skovsgaard har i en årrække været hospitalspræst og stiftspræst vedrørende islam og kristendom. Han har været initiativtager og formand for KIVIK, Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og Kristendom og har skrevet to bøger om kulturmødet mellem religioner. Sidste år lavede han et konfirmandmateriale for psykisk og fysisk udviklingshæmmede børn. Steen Skovsgaard er gift med socialrådgiver Susanne Skovsgaard og far til fire børn.
BISPEVALG PÅ LOLLAND-FALSTER
Kristeligt Dagblad bringer i denne uge interview med de fire kandidater til det kommende bispevalg i Lolland-Falsters Stift: Sognepræst Helge Baden Nielsen fra Herfølge, sognepræst Jens Christian Nielsen fra Nysted, provst Steen Skovsgaard fra Århus og domprovst Ole Opstrup fra Maribo.
Den nye biskop skal vælges af de cirka 650 menighedsrådsmedlemmer og de 64 præster i stiftet. Han kommer til at afløse biskop Holger Jepsen, der efter ni år i embedet fratræder med udgangen af august, når han fylder 70 år.
Afstemningen begynder den 28. april, og resultatet offentliggøres den 19. maj. Der er indsættelse af den nye biskop i Maribo Domkirke søndag 11. september.
Med et netabonnement kan alle artikler om bispevalget i Lolland-Falsters Stift læses på
www.kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad