Hun vil vække en undren

Hvad er det vigtigste for dig at give konfirmanderne med?

– De skal vide noget. Hvordan de slår op i Bibelen, de skal kende historien om Jesus og forstå, hvorfor vi fejrer jul, påske og pinse. Og så vil jeg gerne vække deres nysgerrighed, ruske op i fasttømrede meninger og opmuntre dem til at stille spørgsmål. Vi læser skabelsesberetningen. De er meget skeptiske, men jeg fortæller dem, at det er beretningen om, at der er en god vilje bag den her verden. Om det lykkes at skabe den undren, afhænger meget af de unges modenhed, og hvordan de har det med hinanden på holdet.

– Konfirmanderne skal også forholde sig til, hvordan man lever som kristen. De ser folk med kors, nogle med tørklæder og orangeklædte hare krishna-munke, men hvad med vores trosliv? Det er vigtigt ikke at lægge en bestemt norm ned over dem, men give plads til den forskellighed, som også er i folkekirken. Men bøn er et emne, som jeg altid giver plads til. Det er mit indtryk, at de fleste beder. I undervisningen taler vi om, hvad man kan bede om, og jeg håber, at de forstår, at bønslivet er vores samtaleforum med Vor Herre, siger Eva Tøjner Götke.

Hvad er den største udfordring i forhold til konfirmanderne?

– At få dem til at tale og turde stille spørgsmål. Der er hold, hvor samtalen aldrig kommer til at fungere, fordi jeg møder en mur af negativitet, siger Eva Tøjner Götke.

Hun har mere end 10 års erfaring som præst, og i de år er der, hvis man skal tro undersøgelsen "Hva' så der?", sket en ændring i konfirmanders tro. I dag er det et flertal, som siger, at de tror på Gud.

Mærker du en forskel i de unges trosliv i forhold til tidligere år?

– At tale om Gud er kommet på dagsordenen i medierne, og dermed er det også blevet en faktor i de unges liv, som de forholder sig til. Religiøsiteten var et tabu, men er blevet frigjort. Konfirmander ved godt, at konfirmationstiden handler om andet og mere end en forståelse af Bibelen, og at de personligt skal forholde sig til Gud.

– Men samtidig med at de bekender en tro på Gud, så betoner hovedparten, at de tror "på deres måde". At tale om troen er at åbne op for ens inderste kerne, og det er der også en anden frimodighed omkring end tidligere. Med mobiltelefonens samtalekultur er det intime blevet offentligt, og det kan hos nogle unge også overføres til forhold omkring det religiøse, siger Eva Tøjner Götke.

Inden konfirmanderne i Thomas Kingos Sogn bliver konfirmeret, skal de have deltaget i mindst 10 gudstjenester. Formiddagstimerne på kirkebænkene efterlader ikke nødvendigvis positive minder, viser de svar, som bliver videregivet i "Hva' så der?". Kort fortalt mener de unge, at kirke er lig med kedelig. De vil hellere gøre sig erfaringer end læse og forstå.

Hvilke udfordringer rejser det for dig som præst?

– Det, som jeg skal give videre til konfirmanderne, er noget, som jeg brænder for, og jeg er sikker på, at hvis man selv er grebet af stoffet, så kan man også få andre til at blive inspireret og optaget af det, siger Eva Tøjner Götke.

Om et par uger siger Eva Tøjner Götke farvel og på gensyn til de unge, som hun de seneste måneder har fulgt, og snart kommer dagen, hvor et nyt hold af forventningsfulde teenagere møder op til indskrivning hos præsten.

Hvad sker der i konfirmationen?

– Konfirmationen er et møde mellem dem og Vor Herre. Ved konfirmationen hører de, at Gud tror på dem, og det gør Gud resten af deres liv og i al evighed. Ved konfirmationen kommer de selv Gud i møde. Vi synes, det er vigtigt med det gensidige og den personlige stillingtagen, men det kan være, at det er fuldstændig ligegyldigt for Gud, siger hun.

Kan man fortryde sin konfirmation?

– Nej. Man kan ikke fortryde over for en kærlighed, som vil én. Man skal forstå, at Gud er den kærlighed, som vil elske. Der kan vi hverken gøre til eller fra, siger Eva Tøjner Götke.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Eva Tøjner Götke, 41 år, cand. theol. fra Aarhus Universitet. Siden 1993 sognepræst i Thomas Kingos Sogn i Odense. Hun har desuden været ekstern lektor på Odense Universitet og undervist på Pastoralseminariet i København.

Konfirmationens historie

Konfirmationen har sin rod i dåbshandlingen i oldkirken, hvor det var voksne, som blev døbt, og efter dåbshandlingen fulgte en håndsoplægelse. Den bibelske begrundelse for denne handling er hentet i Apostlenes Gerninger kapitel 8 vers 14 til 16: "Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes ned til dem. Da de kom derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden; for den var endnu ikke kommet over nogen af dem, de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn." Denne forbøn for de døbte blev op gennem kirkens historie til konfirmationen.

I den katolske kirke er konfirmationen et sakramente, men ved Reformationen gjorde Luther op med konfirmationen som sakramente. Luther mente, at det kun var de handlinger som var indstiftet af Kristus, som kunne være sakramenter. I en tid efter reformationen var konfirmationen afskaffet, men de unge mennesker blev i stedet undervist i Luthers katekismus.

Den konfirmations handling, som kendes i dag, blev indført ved af Christian den Sjette i 1736. I forordningen blev det betonet, at det var den personlige omvendelse og bekendelse, som var vigtig for konfirmationen. Dette syn på konfirmationen ændrede Grundtvig på. Han fremhævede konfirmationens objektive betydning som Guds besegling af dåbspagten.

Det ritual, som står bagerst i salmebogen og bliver brugt ved konfirmationer i dag, er fra 1909. Og i modsætning til traditionen fra 1736 er det ikke nødvendigt at konfirmanden bliver overhørt og selv svarer. 1909-ritualet gør det muligt at se konfirmationen som en ren velsignelseshandling.

Kilde: Rektor, cand. theol. Eberhard Harbsmeier, Teologisk Pædagogisk Center