Leif Kiil Sørensen |
15. april 2005
To af de fire kandidater ved det foreståede bispevalg i Lolland-Falsters Stift kommer fra det grundtvigske Kirkeligt Samfund
Da fristen for opstilling af kandidater til sommerens bispevalg i Lolland-Falsters Stift udløb i går, stod det klart, at fire mænd kommer til at dyste om det øverste kirkelige embede i stiftet. Samtidig blev det tydeligt, at den grundtvigske del af stiftet ikke har kunnet samle sig om én kandidat, men opstiller hele to kandidater, som begge har dybe rødder i den grundtvigske forening Kirkeligt Samfund.
De fire bejlere til bispeembedet bliver sognepræst Jens Christian Nielsen fra Nysted på Lolland og provst Steen Skovsgaard fra Gellerup ved Århus samt de grundtvigske kandidater sognepræst Helge Baden Nielsen fra Herfølge og domprovst Ole Opstrup fra Maribo.
Ole Opstrup er formand for Kirkeligt Samfund på Lolland, og formanden for arbejdsgruppen bag hans opstilling er provst Jens Lose, som er formand for Kirkeligt Samfund på Falster. Et par måneder efter, at Ole Opstrup blev præsenteret som kommende kandidat, dukkede også sognepræst Helge Baden Nielsen op som kandidat. Han sidder i Kirkeligt Samfunds styrelse på landsplan, og det samme gør hans arbejdsgruppes formand, dyrlæge Elisabeth Abildtrup.
I Ole Opstrups arbejdsgruppe undrer formanden, Jens Lose, sig over opstillingen af Helge Baden Nielsen.
– Jeg finder det mærkværdigt, at man synes, det er nødvendigt at opstille en grundtvigsk kandidat mere, siger han og fortsætter:
– Med mit kendskab til stiftet – hvor jeg har været præst i 22 år og er opvokset – er det vanskeligt at forestille sig, at der kan være stemmer til mere end én grundtvigsk kandidat. Når jeg står bag Ole Opstrup, hænger det sammen med, at han har et grundtvigsk ståsted, men at han samtidig altid har opfattet sig som en præst, der vil omfatte hele sognet. Han er med andre ord ikke sekterisk grundtvigianer. Og når man har en velkvalificeret kandidat inden borde, bør man opstille vedkommende.
Bag opstillingen af Helge Baden Nielsen står Elisabeth Abildtrup.
– Vores begrundelse for at opstille ham er, at han er repræsentant for det grundtvigske i en moderne form. Helge Baden Nielsen har en enorm kapacitet, når det gælder viden, erfaringer og visioner. Han har et meget, meget bredt erfaringsgrundlag, som han har hentet mange forskellige steder fra, og dermed lukker det sig ikke så meget om det lokale. Vi skal have en kandidat, som ud over at forstå og respektere traditionen samtidig er parat vil en udvikling og til at bære folkekirken ind i moderniteten, siger Elisabeth Abildtrup, som ud over medlemskab i Kirkeligt Samfunds styrelse også sidder i lokalbestyrelsen på Lolland, hvor Ole Opstrup altså er formand.
Kirkeligt Samfund på landsplan har valgt at støtte Helge Baden Nielsens valgkampagne med 10.000 kroner.
Formand for styrelsen, sognepræst Jens Brun, forklarer:
– Når grundtvigske kandidater og deres bagland søger Kirkeligt Samfund om tilskud til deres valgkampagne, så støtter vi dem. Det har været fast praksis i mange år. Vi vil gerne støtte dem, fordi de siger noget, som Kirkeligt Samfund er interesseret i at få bragt ud.
Ole Opstrup har ikke søgt støtte til sin kampagne.
– Deri ligger ikke noget misforhold mellem mig og Kirkeligt Samfund. I min gruppe har vi blot hele tiden vidst, at vi ville føre en stilfærdig valgkampagne, og vi har været enige om, at jeg selv klarede det økonomiske. På den måde er vi ikke afhængige af nogen, siger Ole Opstrup.
Jens Brun understreger, at den økonomiske støtte til Helge Baden Nielsen ikke er udtryk for, at man så foretrækker ham som biskop i Lolland-Falsters Stift.
– Det har altid været sådan, at Kirkeligt Samfund stiller de grundtvigske bispekandidater lige og ikke kaster sit lod i vægtskålen for en bestemt af dem. Vi er glade for, at både Helge Baden Nielsen og Ole Opstrup har sagt ja til at lade sig opstille, siger han.
kiil@kristeligt-dagblad.dkI næste uge bringer KristeligtDagblad interview med alle fire kandidater.
BISPEVALG PÅ LOLLAND-FALSTER
Efter ni år på posten fratræder biskop Holger Jepsen embedet med udgangen af august, når han fylder 70 år.
Den nye biskop skal vælges af de cirka 650 menighedsrådsmedlemmer og de 64 præster i stiftet. De kan møde alle fire kandidater ved et stort valgmøde den 25. april i Maribo.
Stemmesedler sendes ud torsdag 28. april, og frist for aflevering er torsdag 19. maj.
Der er indsættelse af den nye biskop i Maribo Dom-
kirke søndag 11. september.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad