Ja til Camilla kan betyde farvel til kirke og kolonier

Det lyder slemt.

Alligevel hører alt dette dog til småtingsafdelingen sammenholdt med de langt mere alvorlige konsekvenser, som ægteskabet kan risikere at få for ikke kun Charles, men for monarkiet som institution.

Det, der står på spil, er intet mindre end prins Charles' fremtidige rolle som overhoved for den anglikanske kirke og for det Britiske Statssamfund, Commonwealth.

Selv om hundredtusinder af fraskilte anglikanere verden har gjort som prins Charles og Camilla Parker Bowles og valgt at trodse kirkens modstand mod skilsmisse og ægteskab nummer to, så har netop dette ægteskab understreget de modsatrettede synspunkter, der eksisterer inden for den anglikanske kirke i og uden for Storbritannien.

Liberale anglikanere ser primært monarken som et symbol, og mange håber sågar på, at det kontroversielle bryllup vil sætte en udvikling i gang, der gør den anglikanske kirke mere tolerant over for skilsmisse og ægteskab nummer to.

– De fleste mener, at det, som Charles og Camilla gør, er bedre end det nuværende arrangement – at leve sammen i synd, som

nogen kalder det, siger Paul Handley, redaktør af avisen The Church Times, til nyhedsbureauet AP.

Ikke alle er enige.

Konservative anglikanere mener, at Charles tramper på kirkens traditioner ved at gifte sig med sin elsker gennem mange år – en fraskilt kvinde. De frygter, at ægteskabet kan ende med at svække den britiske anglikanske kirke, som fungerer som ankerkirke for det 77 millioner menneskers stærke anglikanske kirkesamfund verden over.

De ser ægteskabet som en yderligere svækkelse af kirkens moralske fundament – et fundament, der allerede er rystet af debatterne om homoseksuelle biskopper, kvindelige præster og spørgsmålet om, hvorvidt kirken skal velsigne homoseksuelle ægteskaber.

– Der er mange, der føler, at det, som Charles og Camilla gør, er utroskab i Guds øjne, siger

George Curry, formand for foreningen Kirkesamfundet, der er en sammenslutning for traditionelt tænkende anglikanske præster. Vi har derfor udsigt til den vanskelige situation, at vi muligvis får et overhoved for den anglikanske kirke, der er i konflikt med kirkens lærdom, uddyber han over for AP.

Den kristne tænketank Ekklesia opfordrer på sin hjemmeside til debat om en reform af forholdet mellem kirke og stat. Ekklesia påpeger, at "kirken nu er i den anormale situation, at dens fremtidige overhoved og troens vogter er en mand (...) som selv ærkebiskoppen af Canterbury (øverste leder af den anglikanske kirke, red.) ikke kan tillade bliver gift for anden gang i sin egen kirke".

Ekklesia gør dermed# opmærksom på, at Charles og Camilla – efter at have rådført sig med ærkebiskop Rowan Williams – besluttede at blive gift ved en civil ceremoni efterfulgt af en kirkelig velsignelse. Årsagen til den beslutning er, som Ekklesia påpeger, at den anglikanske kirke ikke vil være med til at annullere ægteskaber, hvilket ville gøre det muligt for par at blive gift i kirken for anden gang.

I 2002 besluttede kirken imidlertid at slække lidt på reglerne ved at give præster mulighed for at vurdere, hvorvidt par opfylder særlige "exceptionelle krav". Blandt andet må det nye ægteskab ikke bygge på gammel utroskab. Det er imidlertid tilfældet med Charles og Camilla, hvorfor en kirkelig vielse er udelukket.

Konservative anglikanere mener imidlertid, at selv en kirkelig velsignelse kun bør finde sted, hvis Charles under ceremonien undskylder til Camilla Parker Bowles' eksmand. Ifølge kirkens regler er kun Charles fri til at gifte sig igen, fordi Diana er død – det på trods af, at Camillas eksmand allerede året efter deres skilsmisse i 1995 giftede sig igen.

Den tidligere pressesekretær for Buckingham Palace Dickie Arbiter afviser, at prinsen bør undskylde offentligt for det, han kalder en "privat sag". "Og", påpeger han, "hvem ved om prinsen allerede har undskyldt, enten pr. brev eller personligt?"

Men Arbiter erkender, at det indikerer, at kirken fortsat ikke er tilfreds, og at der er elementer inden for kirken, der vil blive ved med at kaste ting op i luften, indtil vi kommer på den anden side af brylluppet.

Han og andre fokuserer i stedet på, at ægteskabet er blevet anerkendt af den øverste leder for den anglikanske kirke, ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, som også foretager selve velsignelsen. Han har sagt, at ægteskabet "er i overensstemmelse med den anglikanske kirkes retningslinjer".

Ærkebiskoppens velsignelse anses af konservative anglikanere som et tydeligt tegn på kirkens moralske nedtur. I 1996 viste en rundspørge, at flere end halvdelen af Englands biskopper modsatte sig ideen om et bryllup mellem Charles og Camilla. I 1997 advarede den daværende ærkebiskop af Canterbury, George Carey, om, at kirken ville blive kastet ud i en krise, hvis Charles valgte at gifte sig igen. I dag siger Carey pludselig, at brylluppet er godt for Storbritannien, samt at folk bør støtte det.

Forfatteren R.J. Nimmo bemærker:

– Historisk set har Gud ofte kunnet overbevises om at gå med til bryllupsplaner. Hvad der anses for acceptabelt kommer som regel an på, hvem der sidder på tronen på jorden.

Han peger på, at den anglikanske kirke netop blev startet i det 16. århundrede af kong Henry VIII, der brød med Vatikanet, fordi paven ikke ville tillade ham at lade sig skille fra sin kone, så han kunne gifte sig med sin elsker.

Som iagttager Ingrid Seward, der er redaktør for Majesty Magazine, bemærker, så er det ikke så lidt ironisk, at Charles valgte at udskyde sit bryllup pga. begravelsen af pave Johannes Paul II:

– For 500 år siden brød hans forfader, kong Henry VIII, væk fra kirken i Rom for at kunne gifte sig med sin elsker; nu flytter Charles sit bryllup for at tækkes de italienske kardinaler.

I så fald er han ikke den første. Siden Henry VIII's tid er kirken gået i mere konservativ retning. I 1936 måtte kong Edward abdicere for at kunne gifte sig med amerikaneren Wallis Simpson, der havde været gift to gange tidligere. I 1955 måtte prinsesse Margaret opgive sin plan om at gifte sig med en fraskilt mand efter pres fra Churchill-regeringen og kirkens ledere. Og i 1992 formåede prinsesse Anne at forbigå kirkens regler ved simpelthen at lade sig vie for anden gang i den mere liberale presbyterianske kirke i Skotland.

Prins Charles behøver hverken at frasige sig tronen eller rejse til Skotland, men på trods af ærkebiskoppens velsignelse er der dog kommet yderligere malurt i bægeret. Hans egen mor, dronning Elizabeth II, har nemlig meddelt, at hun og prins Philip ikke vil være til stede under selve den civile ceremoni, men kun under den kirkelige velsignelse. Dette blev af medierne straks tolket som, at dronningen ikke brød sig om sin svigerdatter.

Den virkelige årsag er imidlertid – om muligt – værre set fra Charles' synsvinkel. Dronning Elizabeth II har nemlig ladet sive til pressen, at årsagen er, at hun føler, at det er uforeneligt med sin rolle som overhoved for kirken at deltage i en civil vielsesceremoni; især en hvor arvingen til tronen er involveret. Hun ønsker ikke at skabe præcedens, som vil kunne skade den anglikanske kirke.

– Hun føler, at hun bliver nødt til at sætte sin rolle i forhold til kirken forud for sin rolle som mor, fortæller en anonym medarbejder ved hoffet til The Telegraph.

– Hun tager sin rolle som overhoved for den anglikanske kirke enormt seriøst. Hun mener ganske enkelt ikke, at hendes position tillader hende at være til stede.

Som om denne slet skjulte kritik af, at prins Charles sætter egen lykke forud for monarkiets og kirkens ve og vel, ikke er nok, så er Commonwealth-landene nu også begyndt at grynte. Mens debatten i Storbritannien mest har været centreret om, hvorvidt Camilla vil blive kaldt "dronning" eller "princess consort", som hoffet har foreslået, så er indbyggerne i Storbritanniens tidligere kolonier ikke i tvivl om, at deres overhoved en dag vil have dronning Camilla ved sin side. Det kan give de republikanske bevægelser i landene ny vind i sejlene, mener iagttagere, og dermed true prins Charles' chance for at blive ikke kun det britiske statssamfund, Commonwealths, overhoved, men også statsoverhoved for de 15 tidligere kolonier, der fortsat anerkender den britiske monark som deres øverste leder. Det er bl.a. Canada, New Zealand og Australien såvel som flere caribiske nationer.

Joel Kibazo, talsmand for Commonwealth-sekretariatet, som tilbyder medlemslande rådgivning i forhold til de forfatningsmæssige implikationer, som ægteskabet får, siger til The Times:

– Vi kan forstå, at nogle af staterne, der bliver berørt, ønsker at finde ud af, hvad deres muligheder er. Vi ved, at en eller to ønsker udmeldelse.

I den australske avis The Australian skrev lederen af landets republikanske bevægelse, Allison Henry, at "udsigten til en fremtidig kong Charles og dronning Camilla har mindet australierne om det uafsluttede arbejde i forhold til vores republik".

Australierne stemte i 1999 med 55 procent mod 45 procent for at beholde den britiske dronning som landets overhoved.

Commonwealth-talsmand Joel Kibazo antyder imidlertid, at stemningen i statssamfundet har ændret sig, og at der nu synes at være et voksende ønske om, at det næste overhoved skal vælges gennem en demokratisk proces.

– Prins Charles vil ikke automatisk blive leder af Commonwealth. Det vil blive besluttet af de 53 medlemsstaters ledere, siger Kibazo til The Times.

Blandt almindelige mennesker hjemme i Storbritannien er stemningen over for brylluppet og Camilla Parker Bowles lunken, men det er kun Diana-støttegrupper, der direkte modsætter sig vielsen i dag.

– Fint nok, hvis Charles ønsker at gifte sig med Camilla, men han må opgive kravet på tronen, siger Eva Bogdan fra London, der er medlem af en gruppe kaldet Diana-cirklen.

– Han og Camilla har ødelagt to ægteskaber. De brugte Diana, og derefter skrottede de hende. Det kan ikke være rigtigt, siger hun til AP.

Langt de fleste briter er dog mere eller mindre ligeglade med brylluppet, som de har haft 10 år til at vænne sig til. Ifølge en meningsmåling i tabloidavisen The Daily Mail regner kun 31 procent af de adspurgte med at følge den kirkelige vielse på tv. 58 procent støttede dog ægteskabet. Dette kan meget vel hænge sammen med, at mange briter udmærket kan identificere sig med parret og deres ønske om at blive gift for anden gang. Ud af ca. 256.000 ægteskaber indgået i 2002 havde den ene part i 58.000 af tilfældene været gift før. I 47.000 tilfælde blev ægteskab indgået mellem to parter, der begge havde været gift før, viser tal fra det nationale statistikkontor.

Ifølge Ingrid Seward fra Majesty Magazine morede det i starten briterne at følge med i bryllupsforberedelserne. Efter en tid tog ligegyldigheden over. Men nu, siger Seward, har det ændret sig til en "dønning af sympati for Charles og Camilla. Ærlig talt, det eneste, der mangler at gå galt, er, hvis Charles ikke dukker op i kirken".

Det lover Charles' tidligere pressesekretær, Dickie Arbiter, at prinsen gør:

– De har ventet i 33 år på dette, minder han om.

rodgers@kristeligt-dagblad.dk