Efter Ibs ønske

Linda var ulykkelig. Hele sit liv havde hun passet syge og døende mennesker på plejehjem, og nu genkendte hun symptomerne på demens og alzheimers hos den mand, hun havde elsket i snart 15 år. Men der var intet, hun kunne gøre.

I 1986 gav lægerne ham diagnosen malersyndrom. Han havde glemt, hvem han snakkede med i det øjeblik, han lagde røret på. Linda så ham køre sin bil over for rødt midt inde i byen uden at ane, hvad der skete omkring ham. Og han kunne ikke længere restaurere møbler uden at ødelægge dem. Som dagene gik, forsvandt han mere og mere ind i værkstedet til sine samlinger.

Men han havde også klare dage, og det var dem, der tog modet fra ham. På de dage kunne han betragte sig selv og den tilstand, han var i, og det fik ham til at trække sig væk fra familien og vennerne, så de ikke skulle se, hvad han var blevet til.

En kold dag i februar 1988 nåede Ibs nedtur et lavpunkt. Linda havde længe prøvet at overtale ham til at besøge sin gode ven, der var blevet indlagt på det psykiatriske plejehjem Brøndbylund, også med malersyndrom. Sammen var de taget afsted i den gamle Renault Dasia, og Ib havde taget to øl med til sin ven, lige som når de havde mødtes i gamle dage. Men da han havde rakt dem frem med et stort smil, havde han kun fået tomme øjne tilbage. Vennen sad blot og kiggede ud i luften og kunne ikke engang genkende sin egen kone.

– Jeg vil aldrig ende sådan, havde Ib sagt, da de var nået hjem igen.

– Den dag, jeg bliver færdig med at sætte flaskerne i system og får lavet et katalog, så er jeg her ikke mere. Hun havde selvfølgelig protesteret. Sagt, at han ikke måtte sige sådan. Foreslået at gå den medicinske vej, selv om hun vidste, at der endnu ikke var meget at stille op mod demens og alzheimers. Som plejehjemsassistent var hun opdraget til at prøve alting, og måske kunne medicinen i det mindste tage nogle af de fysiske smerter, han var begyndt at få, så humøret kunne blive bedre. Men Ib afslog alt. Han ville ikke være forsøgsdyr, sagde han, og heller ikke de venner, Linda fik til at snakke med ham, kunne få ham fra beslutningen om at ende sit eget liv. I stedet blev Ib mere og mere vred på hende.

– Hvis du bliver ved, fortæller jeg dig ikke, hvornår jeg tager afsted. Så kan du høre fra politiet, hvor de har fundet mit lig, truede han, og Linda trak sig tilbage.

Selv om hun aldrig havde brudt sig om dem, begyndte Linda i de efterfølgende måneder at tage Ib med rundt på kræmmermarkeder. Han elskede at gå og rode i gamle ting, og hun ville gerne fylde hans sidste tid med gode oplevelser. Desuden vidste hun, at strabadserne ville tappe så meget af hans energi, at han de næste tre-fire dage ikke ville nå videre med sit flaskekatalog.

Hun græd stadig, når Ib ikke så det. Men inde i sig selv var hun i gang med at indstille sig på, at hun ikke kunne forhindres hans selvmord. Hun var overbevist om, at det ikke bare var trusler eller et råb om hjælp, for han ville ikke være for stolt til at lade sig hjælpe, hvis han troede, det gjorde en forskel. Men det var den tro, han havde mistet. Han havde endda skrevet en anbefaling til den mand, der skulle efterfølge ham som Lindas livsledsager: "Hvis hun ikke får sin vilje, kan hun blive temperamentsfuld. Så stryg hende med hårene. Lav hende noget god mad", havde ét af rådene i anbefalingen lydt.

Linda forsøgte at holde sammen på sig selv, men det var opslidende hver dag ikke at vide, om i morgen blev den sidste dag, de havde sammen. Så en dag i november 1988 forlangte hun at få kortene lagt på bordet. Hvis han virkelig mente, at han vil ende sit liv, ville hun vide, hvornår det skulle ske, hvad hendes rolle skulle være, og hvad der skulle ske bagefter. Måske kunne hun råbe ham op ved at blive praktisk, tænkte hun, men Ib afslørede ingen slinger.

– Når tiden er der, så er den der, var hans svar.

I stedet fik Linda ham til at love, at han ikke ville hænge sig i stuen, for de havde deres datter og et barnebarn boende på 1. sal, og de skulle ikke finde ham.

– Men udstødningsrøret må jeg vel bruge, brokkede han sig.

Linda fik ham også til at love at skrive et afskedsbrev. På plejehjemmet havde hun flere gange oplevet, hvordan pårørende begyndte at mistænke hinanden efter et selvmord uden et brev, og det ville hun ikke igennem.

Da samtalen var slut, følte Linda sig tom inden i. De havde altid talt meget direkte til hinanden, men hun var alligevel blevet forskrækket over at høre Ib tale så roligt om detaljerne omkring sin egen død. Det måtte være tæt på, tænkte hun, og i de følgende dage og uger gjorde hun det til en vane at kigge efter, om bilen var i garagen, og om slangen til støvsugeren manglede i kosteskabet. Desperat efter at kunne nå at få sagt ordentligt farvel.

Det var lørdag 10. december 1988, at det endelig tegn kom. Tiden var kommet. To af Ibs venner var på besøg. De satte sig som altid ved køkkenbordet.

– Vi skal lige have en sidste øl. Hente du dem fra garagen, havde han spurgt hende.

Hun hentede kun tre.

– Hvor er din henne?, havde han spurgt.

Men Linda skulle ikke have nogen. Hun vidste, at det var afskedsøl, og hun ville ikke dele sin afsked med andre.

Dagen efter havde hun dækket pænt op og lavet engelske bøffer med masser af løg og brune og hvide kartofler. De delte en flaske vin og fik irish coffe bagefter. De havde været stille, bare nydt maden og hinandens selskab og havde gået den sædvanlige tur ned over markerne bag huset med de tre hunde.

Linda følte sig rolig. Hun havde ikke brug for den store afsked. Den havde hun fået løbende de sidste mange uger. Hun ville bare opleve en hyggelig aften i køkkenet, kun de to, en sidste gang, og hun vidste, at Ib havde det på samme måde. Det var en værdig salut.

Mandag morgen 12. december var det den skurrende lyd fra sodavandsflaskerne, der havde fået hende til at bede ham om at vente med at sætte dem i system, til hun var gået. Og han havde sagt, at hun aldrig ville høre den lyd igen. For første gang nogensinde havde han også tilbudt at køre hende hen til den fysioterapeutklinik, hun havde åbnet. Så kunne han ordne den liste ved døren, som han havde lovet i månedsvis.

Linda var overrasket over, at han overhovedet vidste, at hun skulle til klinikken. Hun havde fortalt ham det så mange gange, uden han havde kunne huske det. Han må have kigget i min kalender og planlagt der her, havde hun tænkt.

Da de kom til klinikken, havde hun taget sig af en patient med det samme, mens Ib gik i gang med listen. Da hun var færdig, ventede han uden for på parkeringspladsen. Hun var gået ud til ham, og han havde taget om hende og kigget hende længe i øjnene.

– Kan du nu have det rigtig godt, sagde han.

Det var ikke en ordlyd, han normalt ville have brugt. Linda kunne ikke holde tårerne tilbage. Hele hendes krop rystede i hans arme. Sådan stod de i flere minutter.

– Tak for mange gode år, fik hun sagt.

17 år var det blevet til helt præcist. De bedste i hendes liv.

Ib slap taget om hende og gik hen til sin bil. Linda kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan hun skulle reagere. Det havde jo været på vej så længe, og hun havde forberedt sig mentalt. Samtidig foregik det på en parkeringsplads, hvor der kunne komme kunder til klinikken hvert øjeblik.

Bilen var startet, Ib havde vinket, og så var han væk. Klokken var kun 10 om morgenen, men Linda lukkede alligevel klinikken af og satte sig inden for ved skrivebordet. Hun vidste, at Ib skulle have ro til at afslutte sit sidste projekt, så hun kunne ikke tage hjem. I stedet havde hun sat sig til at ordne regnskaber. Papirerne var blevet våde af hendes tårer.

Telefonen havde vækket hende fra en døs klokken fire. Det var hendes datter. – Ib er kørt væk i bilen. Der ligger et afskedsbrev, forklarede hun og sagde, at hun tog væk. Hun havde ikke lyst til at være det. Få uger forinden havde Linda fortalt Ibs fire stedbørn, at han nok ikke ville være der længere, og den ældste pige på 30, som boede på førstesalen i deres hus, havde hurtigt fornemmet, hvad der skulle ske.

Linda gik de seks kilometer hjem for at få mere tid til at gå, og for at få styr på tankerne. Egentlig var hun mest af alt lettet. Det var så hårdt at se ham falde sammen og trække sig væk. Og nu havde han endelig fået fred. Men hun var også nødt til at tænke praktisk. Hvad skulle hun forklare politiet? Hun havde jo ikke grebet ind, selv om hun kunne, og det ville de vel spørge ind til. Men vel ikke anholde hende for?

Hjemme på køkkenbordet lå brevet lagt frem med en uåbnet øl og et krus stående ved siden af.

– Skål min skat, stod der på en lille gule lap under flasken.

Hun havde samlet hundene sammen og gået en tur med dem for at være sikker på, at Ib fik fuldført sit selvmord. Hun var sikker på, at han aldrig ville tilgive hende, hvis politiet fandt ham og nåede at genoplive ham. Det skulle være på hans måde. Under hans kontrol.

Ibs mor havde taget det værst. Og hans venner. Antydninger og beskyldninger føg i luften. Hvorfor havde hun ikke stoppet ham? Hvordan kunne hun vide, at han ikke ville stoppes? Også flere kolleger på plejehjemmet bebrejder hende, at hun med sin viden om demente ikke greb ind. Men hvad var det for et alternativ, hun kunne tilbyde ham, svarede hun gerne? I bedste fald kunne hun forhale udviklingen, men hvorfor udsætte ham for flere års lidelse? Tænkte de slet ikke på, at hun jo også mistede det bedste, hun nogensinde havde haft? Desuden havde hun jo blot fulgt hans eget ønske.

Hun kom aldrig i tvivl, om hun tog den rigtige beslutningen og er det heller ikke i dag. I stedet undrer hun sig nogle gange over, at debatten om aktiv dødshjælp er så definitiv. For selv om det, hun gjorde, ikke var aktiv dødshjælp, så lå det i den gråzone, som ingen rigtig snakker om eller tager stilling til.

– Politikerne og Det Etiske Råd er nogle bangebukse. De tager stilling til andres død uden selv at have haft den inde på kroppen. Og de glemmer, at der er stor forskel på selvmord og at tage sit eget liv. Det, Ib gjorde, havde han nøje planlagt, og ingen kom til skade. det skete ikke i affekt, og den skelnen må man huske i debatten. I det hele taget bør vi i langt højere grad diskutere nuancerne omkring vores frivillige død, for jeg tror på, at stadig flere vil komme i en situation, hvor de faktisk overvejer selv at gøre en ende på livet. Og måske involvere andre i det, siger Linda Ahrenschneider.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Selvmord

I 2001 begik 727 danskere selvmord. Det er en halvering siden 1985. Næsten dobbelt så mange mænd som kvinder begår selvmord. De sidste fem år har politiet kun registreret et enkelt tilfælde af medvirken til selvmord. Tallet for medvirkener er væsentligt større, da de ikke bliver registreret, hvis der ikke er en anmeldelse, eller hvis der ikke bliver rejst tiltale. Ingen har endnu forsket i, hvor stort fænomenet medvirken til selvmord reelt er.

Kristelig Dagblad følger i næste uge op på historien med et temaside om ældre mænd og selvmord. Vi taler blandt andet med en psykolog om hvilke signaler, man skal være opmærksom på.