Af Tomas Revsbech Hansen |
8. april 2005
Holocaust-benægtere lægger kritisk "Auschwitz-vejledning" ud til skoleelever på internettet, så de kan så tvivl om, at jødeudryddelsen fandt sted
I flere måneder har danske skoleelever, der har skullet besøge koncentrationslejren Auschwitz, kunnet hente en kritisk "vejledning" på internettet, som fortæller dem, at Auschwitz ikke var en nazistisk udryddelseslejr.
Vejledningen er lavet af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning. Den opfordrer de unge til at være kritiske over for det, man fortæller dem om jødeudryddelserne, når de besøger kz-lejren. Vejledningen instruerer eleverne nøje i, hvilke ting de skal lægge mærke til, og hvilke spørgsmål de skal
stille til lærere og personale under besøget i lejren. Spørgsmålene skal tjene til at afsløre holocaust som opspind.
Eksempelvis skal eleverne bede personalet i Auschwitz om de originale tegninger til krematorierne og spørge, hvorfor dørene til krematorierne åbnede indad på tegningerne, når de nu åbner udad i lejren i dag. Ifølge
vejledningen beviser det, at gaskamrene aldrig blev brugt som påstået, fordi ligene af de gassede jøder i så fald ville blokere dørene.
Dr.phil Christian Lindtner, der er formand Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning, mener, at børn i dag føres bag lyset af historie-undervisningen om holocaust.
– Den vejledning, skole-eleverne får fra Dansk Center for Holocaust- og Folke-drabsstudier, er vildledende og ukorrekt. Det kan de ikke være tjent med, siger han.
Formanden for Foreningen af Lærere i Historie
og Samfundsfag, Lene Rasmussen, kender ikke til
holocaust-benægternes hjemmeside, men hun er forarget.
– Jeg synes, det er meget usympatisk at gå efter børnene. Men jeg forventer ikke andet, for disse mennesker skyer ingen midler, siger hun. Lene Rasmussen vil nu se på vejledningen og tage den op i foreningen.
– Eleverne skal gøres bevidste om, at alle og enhver kan lave en hjemmeside, og at man ikke skal tro på alt, hvad der står på internettet, siger hun.
revsbech@kristeligt-dagblad.dkLæs mere under Danmark