Musik er forførende, den kan få mennesker til at tro og føle både det gode og det onde, og det har Salman Ahmad taget alvorligt. Han vil have mennesker til at føle med hjertet.

I dokumentarfilmen ser vi ikke, at Salman Ahmad taler med "den elektriske mullah" i to timer, men vi oplever udvikling i mødet. Det går fra, at mullahen proklamerer, at tyve skal have hugget hænderne af, kvinder være hjemmegående, og at Taleban er vejen frem, til at mullahen ønsker endnu et møde med rockstjernen. Så bryder mullahen ud i sang.

Det bliver heller ikke fortalt i filmen, at mullahen elskede musik og dans som lille. Så enten kan man sige, at hans sang var hyklerisk, fordi han selv forbød det, eller også kunne han ikke lade være. Måske har mullahen og rockstjernen den elektriske guitar tilfælles?

Salman Ahmad mener, at vi skal se på det, vi har tilfælles, i stedet for det, der gør os forskellige. Vi skal ikke dele verden op i øst og vest, men se indad. Inden for islam er der også forskelle. Han er selv sufist, der kaldes for islams tredje vej.

– I sufismen er musik og poesi kærlighed, og det er Gud. Gud sidder i vores hjerter, det er humanisme, siger han. Sufi-traditionen handler også om tolerance og pluralisme, men det ser vi ikke i fjernsynet.

Hvorfor vil du overhovedet tale med mennesker, der aldrig bliver enige med dig?

– Det handler ikke om enighed, men respekt og dialog. Når man taler sammen og lærer hinandens synspunkter at kende, får det os måske ikke til at ændre os, men det får os til at respektere og forstå den anden parts synspunkter, siger han.

Hvordan taler du med ekstremister?

– Jeg taler som en muslim. Jeg argumenterer ud fra Koranen. Der står ingen steder, at musik er forbudt. Mullaherne kan ikke bevise det med citater, og de ved, at millioner af unge mennesker lytter til rock og pop. De lytter til mig, ser MTV, og mullaherne føler, at deres magt bliver truet, de kan ikke kontrollere de unges tanker, forklarer han.

De unge pakistanere har ændret sig inden for de sidste 15 år, men det betyder ikke, at de er blevet mere vestlige. Man kan være moderne, muslim og fra øst. Salman Ahmad betragter sig selv som moderne muslim, beder fem gange om dagen, men taler engelsk og spiller guitar.

Er rockmusik ikke vestlig?

– Tænk på The Beatles, der lod sig inspirere af Østen og blandede indisk musik med rock. Musik er humanismens stemme, det er en bro mellem mennesker og kulturer. Da jeg voksede op, lyttede jeg til alt fra jødisk folkemusik, sufi-musik til Led Zeppelin. Det gav mig alle de farver. Det er derfor, verden er smuk. Hvis alle talte samme sprog og gik i samme farve, ville livet være kedeligt. Musik er liv, det er ikke kedsomhed, siger han.

Tror du, mullahen begynder at tænke på en anden måde, efter I havde talt sammen?

– En enkelt samtale kan ikke ændre verden, men den kan så et frø.

Hvad er forskellen mellem musik og det at tale med hinanden?

– Folk kan gemme sig bag ord, misforstå, fordi de taler forskellige sprog. Musik er dialog med sjælen. Hvis du lyver med musik, ville du hurtigt kunne mærke det. Jeg tror, musik er den mest magtfulde dialog, nogen kan have. Det er måske derfor, mullaherne er bange for musikken, for den forfører, som de også er i stand til med tro, siger han og henviser til en passage i dokumentarfilmen, hvor børn sidder i trance og lærer Koranen udenad, næsten som om de var til rockkoncert.

Amerikanske soldater går i krig til lyden af pumpende rockmusik?

– Det er præcis det, mullaherne sagde til mig. Jeg sagde: Ord kan dræbe, og ord kan hele. Du kan ikke forbyde ord. Du kan ikke forbyde medier. Hvis du bruger MTV til underholdning og uddannelse, kan du nå ud til unge mennesker. Popmusikken skal påtage sig et socialt ansvar.

Hvordan finder vi ligheden i hinanden?

– Eksempelvis gennem poesi. Sufi-poeten Rumi bliver læst af mange i Vesten, og de forstår ham. Politikere vil splitte og dæmonisere for at få magt, journalister vil vinkle i sort og hvid, kunstnere vil samle os og forstå.

Har vi ikke brug for stereotyper for at vide, hvem vi selv er?

– Vi ser verden gennem to øjne, men kunstnere kan se med hjertet. For de kan føle sig selv og andre. Når du føler med hjertet, falder alle masker væk.

Hvorfor skal vi så tro på Gud, kan vi ikke bare tro på vores hjerter?

– Selv i Koranen står der, at du ikke kan tvinges til at tro. Du kan nå Gud ved at tvivle på ham. Hvis du er i tvivl, søger du stadig efter sandheden. Hvis du søger efter sandheden, vil du en dag finde Gud.

Interviewet er forbi. Jeg tager også hat på.

– Fin alpehue, hvorfor har du den på?, spørger han.

– Den er rød, svarer jeg.

Der går ikke mange timer, før vi ses igen. Nu i Grand-Teatret, for at se "Rockstar and the Mullahs". Selvom Salman Ahmad er filmens hovedperson, sidder han næsten bagest på stolerækkerne lige bag mig.

– Hvor er din hat? hvisker han.

Vi har hattene tilfælles, jeg tager den på. Omkring os sidder danskere og pakistanere fra nær og fjern. Salman Ahmad sidder ved siden af sin fars bedste venner. De bor i Danmark, han kalder dem moster og onkel, for han har kendt dem hele sit liv. De ser stolte ud. Lyset slukkes, filmen begynder. Vi befinder os i Peshawar, i det nordvestlige Pakistan, hvor regeringen ikke har så meget at skulle have sagt, ganske tæt på grænsen til Afghanistan med deres Taleban-soldater.

I denne del af Pakistan indførte man for få år siden et forbud mod musik – også til bryllupper. I stedet gjalder "den elektriske mullah" ud gennem skrattende højttalere om fordelene ved Taleban. Og det holder han fast i, som han sidder der og taler med rockstjernen i filmen.

Men det er, som om der bliver blødt op, som om det begynder at handle om noget helt andet. Og så synger mullahen. Han synger om hjertet. Salman Ahmads budskab er kommet ud et helt andet sted, end nogen havde forventet. Sunget af én, der prøver at udslette musikken. Så tændes lyset i biografen, og her i den danske virkelighed rækker en pakistansk pige hånden op. Hun vil vide, hvad hun skal gøre fra Danmark for at hjælpe med at nuancere debatten om islam, Mellemøsten og pakistansk kultur.

– Det vigtigste er, at vi taler med hinanden indbyrdes. Hvis vi alle gør det, kan det mærkes, siger rockstjernen.

Og Waqas Quadrii, den pakistanske del af det danske rockband Outlandish, rækker hånden op.

– Jeg er bange for, at hvis jeg så filmen for første gang, ville jeg tænke, at pakistanere enten er fundamentalistiske mullaher eller sufistiske headbangere. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at der også er mennesker i midten. Jeg har familiemedlemmer i Pakistan, som aldrig beder, siger han.

Selvom filmen har forsøgt at nuancere, er det stadig mere kompliceret. En mand med lang solgul fletning rækker hånden op.

– Er det ikke paradoksalt, at mullahen synger, når han nu mener, at det er forbudt, spørger han.

– Måske er det, fordi han gerne ville med på min næste turné, svarer Salman Ahmad, og så begynder han at spille en sang. Det er ikke en rocksang, men en sufi-sang.

– Jeg har nu altid sagt til ham, at han burde være læge, han har jo fået sin uddannelse, han kan stadig nå det, siger Salman Ahmads "faster". Hun har til gengæld fundet ud af, at han er begyndt at undervise i sufisme på universitetet ved siden af sin musik. Hun er glad for, at han er religiøs. Hun er ikke selv sufist, bare muslim. For hende handler det også om hjertet.

– Vi må ikke glemme, at mange pakistanske intellektuelle flytter ud af landet til USA, og så er det jo meget nemt at sige, man gør noget. De burde måske tage tilbage til deres hjemland og hjælpe derfra, siger en ung pakistaner, der også bor i Danmark.

Jeg giver rockstjernen hånden.

Ser vi dig snart i København igen?

Salman Ahmad tager sig til hjertet.

– Inshallah, siger han.

Rockstar and the Mullahs

**Vises på den flerkulturelle filmfestival Salaam DK i Gloria Biografen i København den 1. marts. Selve festivalen afholdes fra den 27. februar til den 9. marts. Se mere på www.salaam.dk

**Læs mere om Junoon på www.junoon.com.

**Dokumentarfilmen er produceret i 2003 for BBC af Ruhu Hadid og Angus Macqueen.

kultur@kristeligt-dagblad.dk