Jeg har fået tillid til Gud

– Når jeg maler, beskæftiger jeg mig jo med noget, som er større end mig selv. Derfor er det vigtigt ikke at have forudfattede meninger. Jeg føler maleriet som en slags samtale med Gud, og når et maleri lykkes, så er det som om, Gud på en eller anden måde svarer mig igen. Sådan har jeg ikke altid haft det. Før i tiden, da jeg var helt ung, følte jeg det nærmest, som om jeg ene og alene skulle frelse verden med mit maleri. At hvis jeg holdt op med at male, så ville verden falde fra hinanden, og derfor var det altafgørende at blive ved.

– Det var dengang, jeg malede billeder af dyr og damer, hvor dyrene altid skulle til at æde de dejlige tykke damer, og det var selvfølgelig et symbol på vores liv. Vi har jo alle stadig det dyr, der venter på at sætte tænderne i os til sidst, og selve den tanke, at vi til sidst skal dø, havde jeg svært ved at forlige mig med. Derfor malede jeg disse billeder, hvor jeg i reglen fik stoppet handlingen, lige inden dyret fik fat i damen. En besværgelse kan man kalde det, en slags besværgelse i et forsøg på at stoppe det onde. Derfor var det så nødvendigt at blive ved med at male. Det grundlæggende spil imellem det onde og gode har altid optaget mig, fordi det er vores betingelser her i livet.

Hvad tror du på?

– Jeg har fået tillid til Gud. Jeg spræller ikke imod mere, som jeg ellers har gjort det, og som mange af de gamle billeder var et udtryk for. Ordet Gud er jo egentlig et substitut for det, vi ikke kan begribe. Vi har ikke en jordisk chance for at begribe Gud, og derfor er det altså i sidste ende et spørgsmål om tro, eller tillid, vil jeg hellere sige. Og det er, hvad jeg har oplevet ved at leve et langt liv. Jeg har fået tillid til Gud.

– En svensk digter, der engang skulle skrive et forord til en af mine udstillinger, kaldte mig for "den forfulgte forfølger", og det dækkede faktisk meget godt. Jeg følte mig som om, der altid var nogen i hælene på mig, samtidig med at der var noget andet, jeg skulle forfølge, men for nogle år siden gik det op for mig, at sådan var jeg ikke mere. Jeg var ikke længere bange. Angsten havde forladt mig, ligesom hvis du forstiller dig, at du stopper op, og kigger dig tilbage og så opdager, at den forfølger, du havde regnet med, ikke er der mere. Jeg havde forliget mig med skæbnen, at man skal dø, og at dem, man holder af, også dør.

– Det var lige efter min datters død. Hun døde som 26-årig af en overdosis, og jeg var dybt rystet, men det blev også et vendepunkt. Eller rettere: Det er muligt, at det var det med min datter, der gjorde, at jeg blev en anden. Det kan jeg ikke rigtig selv tage stilling til, men det skete altsammen mens jeg malede altertavlen til Ringkjøbing Kirke. Jeg stod og malede den samtidig med, at jeg vidste min datter lige var død, og så lavede jeg opstandelsesbilledet.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Jeg har mange idealer. Som kristen kunne jeg jo kalde Kristus for mit ideal, eller jeg kunne sige Ghandi, men på en eller anden måde synes jeg bare, det bliver for meget. Alle kan blive enige om at nævne de der fredelige store skikkelser, men så er der jo også dem, der påtager sig det grimme arbejde. Dem, som har måttet gøre noget der måske ikke var så kønt og smukt, men alligevel var nødvendigt. For der er jo situationer i historien, hvor det er nødvendigt at have sådan nogle skikkelser, og de bliver så bare pløjet ned bagefter.

– Jeg var barn under krigen, og det kan løbe mig koldt ned ad ryggen, hvis man tænker på, at tyskerne havde vundet, eller russerne fået magt, eller hvis mine egne venner havde fået held til at indføre de sindssyge samfundsformer, de arbejdede for, i revolutionens navn. Folk, som tog ned og besøgte Pol Pot og den slags vanvittige regimer. Her var der så heldigvis nogen, som gik imod og kunne skære igennem. Men de var jo ikke populære i tiden.

– Her mener jeg faktisk, at vi skylder USA en stor tak. Amerikanerne har reddet os fra mange ting, men i min ungdom var USA jo lagt for had, akkurat som præsident Bush er det i dag. Jeg tør næsten ikke sige det, men jeg synes, han er en imponerende skikkelse, fordi han virker som et menneske, der har sine meningers mod, men alle de intellektuelle er enige om, at han er dum. Det kan være jeg tager fejl, men for mig at se er han rigelig klog, og modig nok til at gøre det "beskidte" arbejde, mens andre nøjes med at diskutere og vaske hænder.

– Hvis fascismen og nazismen havde besat USA, er jeg ikke sikker på, at Europa nogensinde ville have taget sig sammen til at hjælpe amerikanerne. Så ville vi have nøjedes med at snakke om det. På samme måde med terrorbekæmpelsen. Jeg mener, Bush skærer klart igennem, for vi oplever jo i dag et ekstremt had fra ekstremistiske grupper, som nødvendigvis må bekæmpes.

Hvad har du taget med dig fra dit barndomshjem?

– Jeg er søn af en enlig mor, og fra hende har jeg fået en mors grænseløse kærlighed og accept, men oplevede også hendes udsathed, for hun var utrolig udsat, og det satte sig fast i mig på den måde, at katastrofen hele tiden ventede lige om hjørnet. Vi var fattige, og katastrofen var altid en nærliggende realitet.

Hvilke fællesskaber er vigtige for dig?

– Jeg er jo fra en tid, hvor man meldte sig ud af folkekirken og endelig ikke skulle have sine børn døbt. Man gik rundt i Mao-tøj og hyldede den permanente revolution. Det hele skulle rives ned, og både mennesket og Gud blev reduceret. Gud eksisterede ganske enkelt ikke, og samtidig reducerede man sig selv til en slags maskine uden sjæl. Når vi dør, så bliver man til affald, og så er den ikke længere! Jeg kan huske, hvordan mine venner med store, skinnende øjne fortalte om dette, som om det var en stor vidunderlig sandhed, de kom frem med. Det var, som om det glædede dem at kunne komme med et så fuldstændigt deprimerende og fattigt synspunkt. Her var det så, at jeg i stedet for dette fattige valgte at tro på noget bedre, at tro på lyset. Det blev som at vælge imellem lys og mørke.

– Selv om jeg går uhyre lidt i kirke, så føler jeg mig i dag som en del af det fællesskab, og som del af det kristne tankegods. Det er ikke, fordi jeg er blevet gammel og er gået i kloster, men i dag er jeg blevet så klog, at det står klart for mig, at kirken har et budskab, der ikke er til at komme uden om, og som er afgørende i et menneskes liv. Det vigtigste er jo kærligheden, og at du vedkender dig samhørigheden med en gruppe. På mine billeder vender Judas sig væk fra fælleskabet og går ud af billedet. Judas tillægger uden tvivl sig selv en stor betydning, for han synes, det her med Jesus er ved at gå for vidt, og må stoppe det. Sådan tror jeg mennesker let får det uden Gud, så tillægger de sig selv en betydning, som de ikke kan bære og som ikke fører til noget. Judas begik jo også selvmord.

Hvordan er dit syn på fremtiden?

– Nu har jeg boet så længe uden for landets grænser, så jeg ikke er bange for udlandet, og jeg betragter EU som et utroligt fremskridt i menneskehedens historie. Vi hører jo sammen på en eller anden måde, og når jeg tænker på alle de krige, vi havde i Euopa før i tiden.

– Samtidig er der truslen fra de ekstremistiske terrorgrupper. Jeg mener, at det er totalt naivt, når mange danskere ikke anerkender, at det onde eksisterer. Det ved man i Spanien, hvis historie – både den gamle og den nye – er utrolig blodig. Enhver spanier ved, at ondskaben altid ligger og lurer, og i dag har vi jo ekstreme grupper iblandt os, som hader den vestlige verden. Islam i de islamiske lande er da måske udmærket, hvis det er den måde de vil leve på, men når de kommer iblandt os og vil slå os ihjel, så mener jeg, vi har ret til at bekæmpe det og sige, at det vil vi ikke tolerere, og at det er ondskab.

– I stedet har man så mange steder i Vesten travlt med at sige, at det er også Vestens skyld det hele. Det mener jeg er en fejlvurdering. Vores samfund har blot været levende og ekspanderende, og det har efterladt de andre måbende og med kolossale mindreværdsfornemmelser.

– Faktisk synes jeg, at vi gør dem en tjeneste ved nu at forsøge at indføre demokrati og få lidt gang i samfundene derude i Mellemøsten og de arabiske lande. Tænk, hvis det lykkes for Bush, så vil han blive husket som en virkelig stor præsident og en stor mand i verdenshistorien.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Det er svært at sige noget om, synes jeg, for det, man giver videre, er man nok ikke selv herre over. Jeg må indrømme, at jeg ikke har været nogen rigtig supergod far. Det tror jeg, kunstnere meget sjældent er, fordi de er så optaget af deres eget arbejde, så jeg vil gå så vidt at sige, at jeg håber, at mine børn vil tilgive mig mit fravær og håbe, at jeg så alligevel har givet dem et eller andet, som jeg ikke selv er sikker på. Men jeg har fået et meget bedre forhold til mine voksne børn nu her på det sidste.

Har du et motto?

– Jeg synes, at jeg med alderen har fået tillid til og mod til bedre at vurdere tingene og være ærlig, selv om det altid er meget lettere at gå i takt og tilslutte sig den sidste ærede taler. Men man har jo set alle dumhederne og er samtidig klar over, at man selv også kan tage frygtelig fejl. Alligevel mener jeg, at verden er blevet bedre, den er blevet meget, meget bedre på trods af sig selv og på trods af alle de idioter, fra nazister til kommunister og vore dages fundamentalister, som vil ødelægge verden, hvis de får magt – men det lykkes dem ikke, i hvert fald kun for en tid, for kærligheden er for stor, og her nærmer vi os noget, vi kunne kalde et motto, nemlig, at hadet kan ikke få lov til at vinde, for kærligheden er for stor.

steens@kristeligt-dagblad.dk

ARNE HAUGEN SØRENSEN

Født 1932 på Amager, maler og grafiker.

Debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1953. Mange udstillinger i ind- og udland, repræsenteret på de fleste danske kunstmuseer. Mange kirkeudsmykninger.

Tildelt stipendier og æresbevisninger, bl.a. Eckersberg Medaljen i 1975 og Thorvaldsen Medaljen i 1984.

Gift med Dorthe Krabbe. Familien har siden 1981 boet i den andalusiske landsby Frigiliana i Spanien, hvor de nu også har åbnet galleri, og Dorthe Krabbe er begyndt som keramiker.

Der er udgivet en række bøger om Arne Haugen Sørensens kunst. Senest i forbindelse med den aktuelle udstilling.