Morten Mikkelsen |
1. april 2005
Ved hjælp af en kampagne med over tusind breve til undervisnings-minister Bertel Haarder (V) forsøger efterskoleelever at påvirke lovgivningen
Efterskoleelever over hele landet er i øjeblikket ved at mobilisere en kampagne til fordel for at bevare 10. klassetrin på efterskole som et tilbud for alle, der har lyst. Elevernes mål er at kunne overdrage flere tusind personlige breve til undervisningsminister Bertel Haarder sidst på måneden . Baggrunden for kampagnen er det nye regeringsgrundlags erklæring om, at 10. klasse skal målrettes, så det kun er et klassetrin for svage elever.
– Hvis tilbuddet om 10. klasse på efterskole kun er for de fagligt og socialt svage elever, er der dels mange efterskoler, der vil lukke, dels mange unge, der går glip af en spændende mulighed, siger Silas Skovsbo, elev i 9. klasse på Unge Hjems Efterskole i Højbjerg ved Århus og en af de tre initiativtagere til kampagnen "Skriv til Bertel".
Sammen med sine efterskolekammeraterne Julian Christensen og Fatima Madsen har han henvendt sig til alle landets omkring 24.000 efterskoleelever med en opfordring om at skrive et brev til Bertel Haarder. Foreløbig er der kommet omkring 1000 breve, men håbet er at nå op på 5000, inden brevene efter planen skal overdrages til ministeren ved en aktion sidst i april.
– Det bliver ikke en demonstration, for dels vil vi hellere i dialog end bare udtrykke utilfredshed, dels synes vi ikke, man kan demonstrere mod noget, man ikke ved, hvad er, forklarer Silas Skovsbo.
Sagen er nemlig, at regeringen nok har tilkendegivet, at 10. klasse skal ændres, men præcis hvordan det skal ske er ikke afklaret. En lov vedrørende 10. klasse ventes tidligst at blive fremsat til efteråret. Alene tilkendegivelsen i regeringsgrundlaget og Bertel Haarders erklæring om, at der skal være færre elever på 10. klassetrin, har dog skabt frygt og bekymring overalt i efterskoleverdenen.
– Vi er bange for, at der vil blive skåret i støtten til 10. klasse, siger Kathrine Dalsgaard, elev i 9. klasse på Vesterdal Efterskole på Fyn og i øjeblikket med til at organisere den landsdækkende kampagne.
– Vi er i gang med at få mobiliseret en aktion i forbindelse med aflevereingen af de mange breve, hvor vi også vil prøve at få nogle kendte mennesker, der selv har gået på efterskole, til at tale vores sag. Og på vores egen efterskole har vi trykt T-shirts med teksten "Bevar os vel, Bertel", fortæller Kathrine Dalsgaard.
Hun understreger, at der skal være tale om en aktion for efterskolerne, men ikke imod regeringen. Og i øvrigt vil hun ikke selv fortsætte i 10. klasse, men foretrækker at gå direkte i gymnasiet fra 9. klasse:
– Men jeg vil gerne være med til at argumentere for, at mange elever efter 9. klasse ikke er klar over, hvad de vil, og at 10. klasse kan ruste dem til at træffe den rigtige beslutning.
Silas Skovsbo fra Unge Hjems Efterskole har derimod selv planer om at gå i den lokale "anderledes 10. klasse", hvor traditionelle skolefag som dansk og matematik er erstattet af projekter, kreative fag og emner som politik, filosofi og etik.
– Jeg hører til dem, der mener, at 10. klasse på efterskole er en spændende mulighed, man ikke må tage fra folk. Jeg håber, at hvis vi kan få en dialog om det med Bertel Haarder, kan vi også bevare denne mulighed, siger han.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad