Ind i et nyt liv

– Det har været en proces med mange gåder og voldsomme modsætninger. Den ene gåde har været, at de søgte efter et trygt sted og finder en flad strand, der objektivt set er det mest trygge i verden, og så kommer der en stor farlig flodbølge. Da jeg var barn på Bornholm, tog vi om sommeren til Balka Strand, der var flad og forbundet med det trygge. Vi tog ikke til klipperne ved Jons Kapel. Havde de ikke været så forsigtige og i stedet valgt en klippestrand, som de kunne være kravlet op på, da flodbølgen kom, var de sikkert blevet reddet.

– Den anden gåde er, at det er meget, meget lang tid siden, at der sidst har været en flodbølge. Statistisk set havde der været langt større risiko for, at der var sket noget på vej til lufthavnen eller under flyveturen.

– For at komme videre i livet er det væsentligt at lade de døde være døde. Ved ikke at kunne gøre det, kommer der en usikkerhed ind. Derfor er det ikke glædeligt, men der er en taknemmelighed over, at min søn og svigerdatter er blevet identificeret. Vi håber, at også børnene bliver det. Vi håber på at kunne holde begravelse med jordpåkastelse over alle fire. Vi håber, at de kan blive fundet hurtigt, så vi kan holde begravelse samtidig – men det ved vi ikke. Vi kan i princippet blive ringet op om fem minutter – det ved vi heller ikke.

– I hele dette er der en usikkerhed, der gør det vanskeligt at komme videre og sætte et punktum. Vi er ikke herre over det. Ikke over at jordskælvet skete, og at flodbølgen kom, hvor vores kære var. Men vi ved, at flodbølgen var mest ødelæggende i Khao Lak.

Den 61-årige tidligere minister, landsformand for Kristeligt Folkeparti og sognepræst er forsinket. Som generalsekretær for Isobro, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, har han været til et møde, der trak ud, med Told og Skat om momsregnskab. Med hurtige skridt kommer han ind i arbejdsværelset i villaen i Birkerød, hvor hustruen, cand.theol. Inger Margrethe Kofod-Svendsen, har sørget for kaffe til gæsterne. Energisk fortæller han om en travl tid med at starte den store konkurrence, DM i Indsamling, der finder sted søndag 8. maj, op igen. Indsamlingen til fordel for forældreløse børn i Afrika, som ISOBRO samarbejder med DR og Dansk Tipstjeneste om, var programsat til januar. Men så kom flodbølgekatastrofen, og i stedet gjaldt det tsunamiens ofre i Sydøstasien.

– Det betød, at der var en masse arbejde, der måtte pakkes ned. Det kostede os cirka en million kroner, blandt andet fordi vi var kontraktligt forpligtet af ansættelser. Hvor januar skulle have været en intensiv måned, bliver det nu april. Der er en logistik, der skal køre, og neddroslingen har betydet meget ekstraarbejde. Det handler også om at remotivere folk. Det vil fylde i min kalender frem til afviklingen af indsamlingen, siger Flemming Kofod-Svendsen.

– Jeg er meget optaget af, at Asien-katastrofen ikke udløser en ny katastrofe i form af, at forældreløse børn i Afrika ikke får hjælp. Vi har en mappe med 19 velbeskrevne projekter. Mit håb er, at vi kan samle penge ind, så de planlagte projekter kan realiseres. Der er mange projekter til aids-ramte. Mange børn har mistet en far, en mor eller begge forældre af sygdommen. De unge er Afrikas håb, og de skal hjælpes med uddannelse, medicin osv., så de kan blive en ressource. Det er et utrolig stort problem, at en hel generation af 30- til 50-årige afrikanere er døde. Spørgsmålet er, om det flotte indsamlingsresultat til flodbølgeofrene i januar betyder, at danskernes lyst til at hjælpe er blevet større. Jeg tror, det vil lykkes.

Hvor finder du kræfterne til det?

– Jeg arbejder hver dag, og jeg tager en dag ad gangen. Venner, der er læger og sygeplejersker, har sagt, at jeg må prøve at balancere. Man må ikke arbejde for meget, når man er ramt af en personlig krise, men heller ikke falde hen i apati. Dér tror jeg, at det er værdifuldt at have forpligtelser, men det gælder også om ikke at have for meget overarbejde. Min kone og jeg går ture og morgensvømmer, og det er også værdifuldt. Vi har også sat en lejlighed i stand til vores datter, og det er godt at have noget jordnært at tage sig til. Og så har jeg fået det råd at tage imod den hjælp, som folk vil give. Utrolig mange har sendt os mails, breve og blomster. Vi har et stort netværk, og det er vi taknemmelige for.

– Som jeg selv har sagt som præst ved mange begravelser, er døden barsk. Den er hård. Nogle dage før Jacob, Lisbeth og børnene rejste til Thailand, begravede jeg min svigerfar på 92 år. Dér tog vi afsked med en kær morfar, der døde mæt af dage, og der var døden noget naturligt, for han blev svagere og svagere og ønskede, at han måtte flytte hjem til Gud. Det er en helt anden situation, end hvis det er unge mennesker eller børn, der står med livet foran sig. Det har jeg også prøvet som præst. Jeg kan huske et ungt sportstrænet par, der havde været ude at sejle. På vej i havn blev manden, der var omkring 30 år, stukket under øjet af en bi. 10 minutter senere var han død og efterlod hustru og barn. Vi, der er præster, har oplevet begravelser, hvor døden er barsk og grusom i enestående grad. Døden betyder, at der er nære bånd, der bliver hugget over.

I påsken skal Flemming

Kofod-Svendsen, der nu er hjælpepræst, holde gudstjenester og prædike langfredag i Høsterkøb Kirke og 2. påskedag i Birkerød Kirke, hvor han har været sognepræst i 27 år.

– Jesu lidelseshistorie hjælper mig i min egen sorg ved, at opstandelseshåbet er en levende virkelighed. Påsketeksterne vil ikke være nye for mig. Men Kristi sejr over døden, som er fundamentet for min frelse og dermed også håbet om evigt samvær med Gud i hans herlighedsrige, vil jeg formidle på ny.

Flemming Kofod-Svendsen er bondesøn fra Bornholm. Hans forældre havde Koosgård ved Nexø med køer, grise og 70 tønder land med hvede, byg og roer. Faderen sad i menighedsrådet i Ibsker i 20 år og var formand for Evangelisk Luthersk Missionsforening i Aarsdale. Forældrene var også aktive i Ydre Mission. Flemming Kofod-Svendsen og hans søster gik i søndagsskole.

– Jeg er opdraget i et hjem med daglig bibellæsning, familieandagt, bordbøn og aftenbøn og var med i kirke og missionshus. Hjemmet var præget af gudsfrygt, hvor Gud er en levende virkelighed, og hvor man var med i missionerende arbejde på forskellig måde. Missionsforeningen havde missionærer i Etiopien. Da jeg kom i realskole og senere gymnasiet, og hvis vi havde besøg af missionærer, der havde afrikanske kirkeledere med, har jeg ofte måttet tolke og oversætte. Nogle gange var deres afrikansk-engelsk lidt anderledes end det, jeg lærte i gymnasiet.

Hvad er det for et kristendomssyn, du er vokset op med?

– Det lå under det hele, at budskabet om frelse i Jesu Kristus skal vi ikke beholde for os selv, det skal udbredes til naboerne og til verdens ende. Undervejs har jeg vel stillet spørgsmål, det ville være mærkeligt andet. Men jeg har ikke gjort oprør. Den grundtone og grundholdning, der prægede mit hjem, hvor Gud var centrum, har overbevist mig. Det budskab har jeg selv villet række videre til mine børn. Qua min uddannelse til teolog har jeg læst bøger og set og rejst meget. Men den forståelse af kristendommen, som jeg er vokset op i, er en integreret del af mig i dag. Der er ingen grundlæggende forskel på, hvad mit hjem stod for og det, jeg står for i dag, siger Flemming Kofod-Svendsen, der har salmebog og Bibel liggende ved hånden på skrivebordet og løbende slår op i begge for at finde en salmestrofe og et bibelcitat.

– Det er, hvad jeg vil kalde for klassisk kristendom. Der er tre bærende piller i mit kristendomssyn: Skabelsen, påskemorgen og Kristi genkomst. Hvis man skal sige det meget folkeligt, så tager du Brorson, Grundtvig og Kingo og lægger sammen, og så har du den teologi, jeg står for: En tro på, at Gud er skaberen som i Brorsons salme "Op al den ting som Gud har gjort". Dér har du den meget fine jordiske forestilling af Gud som skaber. Det er Gud, der er opretholderen og hans skyld, at jeg kunne vågne op rask i morges, og at vi kan spise os mætte.

– Så tror jeg, at der er sket et historisk syndefald. Da Gud havde skabt, var alt såre godt. Men mennesket gjorde oprør mod Gud og vendte ham ryggen, og det havde skæbnesvangre konsekvenser. Vold, voldtægt, bagtalelse. Og den gode jord kom i disharmoni, og derfor kommer der flodbølger og jordskælv. I Det Gamle Testamente står, at Gud vil sende sin søn Jesus Kristus for at genløse det tabte. Teologen Regin Prenter siger det meget godt i sin bog "Skabelse og genløsning", at efter syndefaldet er der brug for rehabilitering. Gud sendte sin søn, der levede det fuldkomne liv, døde, og så det helt afgørende: Opstod påskemorgen. Døden blev besejret. Det er der mange salmer om som "Hil dig frelser og forsoner" og sejrrige påskesalmer som "Krist stod op af døde". Sejrsjubelen er noget helt bærende i den kristendomsforståelse, jeg er vokset op med.

– På et givet tidspunkt kommer Kristus igen, og i stedet for den verden, der på mange måder lider, vil han oprette en ny himmel og jord. Som der står i Lukasevangeliet kapitel 21, vers 25: "Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se menneskesønnen komme i en sky af magt og herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig". Det læser jeg som et løfte om, at på et tidspunkt kommer Kristus igen, og da går denne jord under, og så genskaber han Paradis, hvor der ingen lidelse er. Døden skal ikke være mere, ej heller sorg og pine, thi det, der var før, er forsvundet.

På hvilken måde hjælper det dig i sorgen over at have mistet din søn og hans familie?

– Vores håb var, at de havde overlevet flodbølgen, at de var på hospital. Sidst i januar talte jeg med Udenrigsministeriet, som sagde at nu havde man indstillet eftersøgningen af overlevende i Khao Lak. Politiet var her for at få dna-test, og vi var klar over, at når de spørger om det, er det for at finde lig. Det var en barsk tid. Det er hårdt at leve i uvished, hvor du håber. Først et stort håb og en lille frygt, men hvor frygten vokser, og til sidst er det som at holde fast i et halmstrå. Det er et meget ubehageligt budskab at få: Der er ikke håb om, at vi vil komme til at se vores familie i live. Der var holdt mange gudstjenester og bedemøder, men det under at finde dem i live indtraf ikke.

– Det værste er, at vi har mistet vores familie. At dem, vi var så glade for på enhver måde, ikke er iblandt os. Det, som er bærepunktet i vores håb, og det er vores kristne overbevisning, er, at Kristus har sejret over døden, og at døden ikke har magten. Vores familie er gået ind i Guds herlighedsrige, og de er i et anderledes og herligere fællsskab med Kristus, end jeg nu er. Der er to muligheder: At Kristus kommer før, jeg dør, eller kommer efter jeg er død, for at oprette en ny himmel og jord. Da er jeg overbevist om, at jeg vil være sammen med min søn, svigerdatter og børnebørn. Det er det kristne opstandelseshåb, som for alvor hjælper mig og min familie igennem.

– Det betyder ikke, at det er let, at der ikke er savn. Vores familie er præget af tætte relationer, og det er kærlighedens væsen, at jo tættere du i kærligheden er forenet med et andet menneske, jo sværere er adskillelsen. Vores børnebørn gik i skovbørnehave her i Birkerød, og min kone hentede dem ofte, og så var de her og legede ude i haven. Det, som har været rigdom, er ekstra barskt nu. Det, der er fryd, glæde og harmoni, føles ekstra smerteligt i denne situation. Og den voldsomme usikkerhed gør det lidt vanskeligere. Men i min forståelse er vi kun midlertidigt adskilt fra min familie på grund af overbevisningen om, at vi skal være sammen i den nye himmel og på den nye jord.

– Mange har sagt, at de beder for os. Og jeg synes da også, at den ene dag går efter den anden, og at vi løser vores opgaver. Det kan ske, at tingene bliver ekstra nærværende, og at tårerne vælter frem som nu, men vi er ikke endt i apati. Vi er fattige, at vi har mistet vores kære, men vi er rige, at vi har haft dem, siger Flemming Kofod-Svendsen og finder et lommetørklæde op af lommen for at tørre sine øjne.

Du har under hele forløbet givet interview til aviser, radio og tv. Hvordan kan du holde til det?

– Først var det for at komme med så mange informationer som muligt i håb om, at de blev fundet, og det bragte os i kontakt med mange mennesker. Men også fordi mange mennesker, der også har mistet, har givet udtryk for, at de er blevet hjulpet af det, jeg sagde. Og så har jeg altid fulgt et ord fra Første Peterbrev kapitel 3, vers 15 i Det Nye Testamente: "Men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har". Jeg føler mig forpligtet af Første Peterbrev kapitel tre. Så det er for at være lydig. Jeg er opdraget i et hjem, hvor man ikke beholdt evangeliet og den kristne forkyndelse for sig selv.

Hvorfor er du ikke vred på Gud?

– I begyndelsen mærkede jeg meget den vrede mod Gud, som jeg har læst om i Det Gamle Testamente. Hvorfor? Men som dagene er gået, er den vrede og utilfredshed blevet afløst af noget andet, der har udgangspunkt i Esajas Bog kapitel 55, vers otte og ni i Det Gamle Testamente: "For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren". Jeg accepterer og anerkender, at Gud har andre planer og veje, end jeg har. Så det er gledet over i hvilen ved, at Gud har planer, som jeg ikke forstår, og som er højere end mine.

– Mange har skrevet og fortalt, at vores søn og svigerdatter betød meget for dem. De stod i en rig tjeneste i Kristeligt Forbund for Studerende, og de drømte om engang at skulle ud som præstepar i folkekirken. Hvorfor skulle det afbrydes? Som jeg også fortalte til samværet efter mindegudstjenesten, som vi holdt i Egedal Kirke i Kokkedal den 5. februar, så spurgte mine konfirmander mig en gang om, hvorfor jeg var så kedelig at høre på, når det var så spændende at høre på min søn, der et par gange underviste dem. Der er mange gåder, og de gåder får jeg aldrig løst. Der er en række dispositioner, som Gud har foretaget sig, hvor man må sige: Hvad går der af dig, Gud?

– Som profeten Esajas skriver: Gud har nogle planer. Han må også have planer med dette - med min søn, svigerdatter og børnebørn. Gud har altså villet tage den familie hjem til sig. De er nu i et fællesskab med Gud, der er anderledes og langt herligere end mit. De er gået gennem døden og ind i et nyt liv.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Flemming Kofod-Svendsen

er født i 1944 i Åkirkeby på Bornholm. Student 1962, Rønne Gymnasium. Cand. theol. 1969, Københavns Universitet. Generalsekretær for Kristeligt Forbund for Studerende 1970-77. Sognepræst ved Birkerød Kirke 1976-2003. Landsformand for Kristeligt Folkeparti 1979-90, parlamentarisk leder for partiet 1990-93. Medlem af Folketinget for Kristeligt Folkeparti 1984-94 og fra 1998-01. Boligminister 1987-88. Hjælpepræst ved Birkerød Kirke fra februar -03. Generalsekretær for ISOBRO fra -01. Leder af Credo Forlag 1976-79. Har haft en række poster i repræsentantskaber og bestyrelser for blandt andet Menighedsfakultetet, Dansk Bibel Institut, Radiorådet, Mellemfolkeligt Samvirke, Forsvarskommissionen, Kreditforeningen Danmark og Kofoeds Skole. Har skrevet bøgerne "Etik og teknologi", "Sandheden er det første offer", "Den politiske udfordring" og "Mellem foragt og guddommeliggørelse". Flemming Kofod-Svendsen bor med sin hustru cand. theol. Inger Margrethe Kofod-Svendsen i Birkerød. Foruden Jacob og hans to børn, der omkom under flodbølgen, har parret tre børn og tre børnebørn.