Angst og håb

Historisk set ved man, at de første kristne langtfra blev overbevist om det med det samme. Men fra skuffelsen over at Jesus ikke havde vist sig at være den frelser, der skulle forvandle deres trællekår til frihed, voksede troen på, at Gud havde vist mennesker sin uendelige kærlighed ved at blive menneske og gå i døden, så selv ikke dødsriget længere er uberørt af Guds frelsende kærlighed. For de troende blev det en kilde til efterfølgelse, at Gud havde taget menneskeskikkelse og gennemgået en lidelsesfuld død. Ikke mindst for de første kristne martyrer i Rom var det håbet om opstandelsen, der gav dem mening og mod til at stå igennem de pinsler, de blev påført, fordi de afstod fra at hylde kejser Nero som gud. Historikeren Tacitus beskriver således, hvorledes kristne blev korsfæstet og sat i brand, så de som fakler lyste op om natten.

HAR MAN SIDDET VED ET DØDSLEJE, ved man, at stillet over for lidelsen er den eneste trøst, der for alvor gives, forkyndelsen af Guds almagt, dødens overvindelse og opstandelsen. Det er ordene om, at vi ved Jesu opstandelse er blevet genfødt til et levende håb, der bærer igennem. Når vi sænker vore døde i jorden med netop disse ord og et ritual for jordpåkastelse, hvori det hedder, at "af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå", er det kernen i påskens budskab, der forkyndes. Påsken er ingen abstraktion, men fysisk og konkret. Jesu legeme opstod fra de døde, og sådan må vi også tro, at det vil ske for os. Opstandelsen var en konkret hændelse: Jesus viste sig for disciplene efter sin død, og lod tvivleren Thomas stikke sine fingre i naglemærkerne og sin hånd i hans side. Grækernes forestilling om sjælens overlevelse eller de moderne reinkarnationstilhængeres håb om, at der venter dem en endeløs sjælevandring fra krop til krop, er gjort til skamme. Kristendommen forstår mennesket som en uadskillelig enhed mellem krop og sjæl. Vandrer sjælen, er det, fordi kroppen følger med. Mennesket er skabt af Gud og skal ved troen på Kristus engang leve i al evighed med ham. Hvordan den fysiske opstandelse finder sted, ved ingen. Men ethvert forsøg på at reducere kristendom til udelukkende filosofiske fraser eller smuk symbolik gør vold på den virkelighed, der forkyndes i påsken.

I vor selvberoende tid, hvor lidelse og død ofte snarere anses for at være udtryk for svigt fra hospitalets side end et grundlæggende livsvilkår, er påskens budskab kilde til håb og liv. Det giver mod til at lade sig konfrontere med døden. Uden et afklaret forhold til døden, skygger den for livet. Dødsangst skaber ofte en form for livsangst. Derfor kan mennesket først for alvor leve, når det forholder sig til sin død. For som H.C. Andersen slutter sin salme: "Har jeg ej Gud, hvad har jeg da,/ når hele verden falder fra!" Når vi først har indset det, kan vi med påskens budskab leve vort liv frimodigt.

GOD PÅSKE

bjer