Hjemløs påske

NÅR FAMILIEN DANMARK rykker sammen, bliver det sværere for de mennesker, der i forvejen har det svært. Julen er traditionelt en travl tid for væresteder for samfundets udstødte, men som det fremgår af dagens avis, er billedet det samme i påskedagene. Herberger og varmestuer forventer at få rykind, når resten af samfundet lukker ned for at fejre helligdagene med familie og venner. Udsigten til påskens helligdage er forjættende for mennesker med travlhed, arbejde og familie, mens de bliver truende for mennesker, der i forvejen er sat uden for samfundet.

I forvejen er foråret en tid med kontraster. Man anslår således, at antallet af depressioner stiger med 10-20 procent i april og maj, ligesom antallet af selvmord også er signifikant højere i forårsmånederne. Eksperter kan ikke umiddelbart forklare stigningen, men gætter på, at det er kontrasten, der gør udslaget. Det er slemt at være ensom og trist, men når alt peger i retning af lysere tider, bliver det ganske enkelt endnu værre at være udenfor.

DET ER DOG ARBEJDE – eller måske rettere mangel på arbejde – der først og fremmest sætter folk udenfor. Nok kan sociologer og etnologer fortælle historien om, at vi i disse år opgraderer hjem og familie, når vi taler identitet, men samtidig viser tal fra Socialforskningsinstituttet, at vi i forhold til 1987 tilbringer halvanden time mindre med familie, venner og børn – om dagen.

Da man i slutningen af 1700-tallet indskrænkede antallet af helligdage, skete det blandt andet med henvisning til, at helligdagene snarere blev brugt til lediggang og laster end til sand gudsdyrkelse. Arbejdet er et kald, og det protestantiske ideal er den arbejdende samfundsborger. Her er et ideal, der – på godt og ondt – er blevet realiseret og det i en grad, så Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ligefrem advarer om, at stress og psykiske lidelser som følge af arbejde er ved at blive en folkesygdom.