Mørkets og nærværets mester

Det afgørende er imidlertid ikke, hvordan Caravaggio døde, men hvad han nåede at skabe i live. I hans samtid var hans realistiske stil både udskældt og hyldet. Nogle mente, at hans malerier manglede decorum: de var for jævne, for vulgære, for realistiske. Andre, som digteren Marzio Milesi, roste Caravaggio for netop dette. "Lad andre om at imitere og forskønne ting, du gør dem ægte og levende," som han skrev i en ode til maleren.

Personligt giver jeg Milesi så inderligt ret. Caravaggio imiterer ikke bare; han gør levende. Sætter kød og krop på de bibelske ord og fortællinger. Billedforbud er ikke hans metier. Billedoverbud er det derimod. For om nogen er Caravaggio nærværets mester. Hvor andre abstraherer, konkretiserer han. Giver liv, fylde og visuel virkekraft til det kristne budskab.

Et centralt værk i udstillingen er piskningen af Kristus. Eller rettere forberedelserne dertil. For i stedet for selve handlingen skildrer Caravaggio, hvorledes Pilatus' håndlangere gør klar. En binder Kristus fast til søjlen. En anden er ved at samle et bundt grene til et ris. En tredje står klar med et i hånden. Hans mund er halvåben, det er lige før, han skal til at svirpe risene. Lige før at Kristi krop vil vride sig under smerten. Lige før, men ikke endnu. Kristus står i billedets midte. Hans krop svajer let, hvilket får hans voluminøse torso til at træde yderligere frem. Dette er ikke den lidende Kristus, men den sejrende. Kristus som menneske, sanseligt skildret i olie på lærred.

Der er noget grundlæggende teatralsk over Caravaggios kunst. På nærmest filmisk vis sætter han motivet i scene, lader sine figurer selvbevidst posere som i den fantastiske fremstilling af en ung Johannes Døberen, der i tilbagelænet positur giver den som nydelsessyg yngling. I den forstand viser Caravaggio os ikke bare verden. Han viser den frem for os, stiller den an, ofte i det mest afgørende øjeblik. Det er som at være med i et teater med den forskel, at man hos Caravaggio altid får plads på første række.

Kunstnerens kalkulerede brug af lys og skygge spiller en afgørende rolle for både spændingen og fortællingen. Eksempelvis i de to versioner af Kristus i Emmaus, hvor Caravaggio skildrer netop det øjeblik, hvor Kristus påskedag bryder brødet ved gæstgiverens bord i Emmaus og derved giver sig til kende for sine disciple. Caravaggio lader opklaringens lys falde ind som en guddommelig stråle, der oplyser disciplenes ansigter.

De to versioner af motivet, det ene fra 1601, det andet fra 1606, viser i øvrigt meget pædagogisk, hvor Caravaggio malerisk set kommer fra, og hvor han er på hen den dag i maj, hvor jorden pludselig brænder under hans fødder. Fra lyset til mørket fristes man til at sige, idet hans sene værk virker meget mere nedtonet, mere dystert stemt, præget af en større psykologisk fintfølelse, en mere udpræget sans for det tilbageholdte drama.

Tag f.eks. billedet af Salome med Johannes Døberens hoved på et sølvfad. Det er en kendt motiv, blodigt og grumt og skildret så mange gange før og efter. Men aldrig som her hos Caravaggio, hvor dramaet nedtones til fordel for ansigtets psykologi og billedets kompositoriske strenghed og rytmik. Salomes blik er både vemodigt og halvt spøgefuldt, som om hun både forskrækkes og betages af sin egen magt. Hendes røde sjal falder i bløde folder over hendes skulder, perfekt balanceret af bødlens rygvendte positur og den ældre kvinde i midten. Som i Caravaggios andre malerier er det personernes forskellige blikretninger, der skaber billedets dynamik.

Eller tag skildringen af Peters fornægtelse. Dramaet er intenst frembragt med få virkemidler. En kvinde kigger oprevet på en mand, som spørgende kigger på Peter, der med rynkede bryn og sørgmodigt blik afviser hans spørgsmål. "Nej, jeg kender ikke noget som helst til Jesus Kristus", synes han at sige, mens lyset mere end antyder det modsatte. For det er det, han kan Caravaggio. Få billederne til at tale, fortælle en historie så afgrundsdyb og skæbnesvanger med ganske få virkemidler.

Udstillingens sidste billede viser David med Goliats afhuggede hoved i sin hånd. Blodet drypper og brølet synes endnu at hænge på Goliats læber. David derimod er tavs, dog stadig med beslutsomhedens drag om sin mund. Det siges, at Caravaggio har malet sit eget portræt ind i Goliats ansigt og sin elskers ind i Davids. Det siges også, at maleriet var tiltænkt pavens nevø og i den forstand en substitut for Caravaggios eget hoved. Der siges så meget og mere til. Det forunderlige er, at man selv bliver så stille, konfronteret med disse mennesker, disse skæbner, disse blikke, ansigter, kroppe så tæt på kød og blod som maling kan komme. Stille som i andagt, afmagt eller bare i ren og skær ordløs overvældelse over billedets egen kraft.

Caravaggio: The Final Years. National Gallery, London. Indtil den 22. maj 2005. Til udstillingen er udkommet et rigt illustreret katalog. Det anbefales at bestille billetter i forvejen på www.nationalgallery.org.uk eller på telefon +44 (0)20 7747 5935

kultur@kristeligt-dagblad.dk