Påskens munterhed

Lige så lidt som Jesu lidelseshistorie kan fremstilles som en tragedie, lige så lidt lader det sig gøre med en hvilken som helst anden historie, der har et kristent perspektiv eller rettere udsyn. Jeg kender i hvert fald ikke nogen. Den eneste undtagelse er historier, der direkte eller indirekte beretter om kristendommens undergang. Dem findes der eksempler på. I dem har tragedien sejret over komedien. Men de bliver modsagt, så længe budskabet om den første påske fremdeles er i omløb, og det er den fremdeles.

Det er mærkeligt, hvordan vi i vores kulturkreds er fanget ind af denne spænding mellem tragedien og komedien, men forståelig nok med den arv, vi har modtaget fra Athen og Jerusalem, arven fra de store græske tragedier, der har sat deres spor i teaterhistorien helt op til vor egen tid, og fra historien om Jesu lidelse, død og opstandelse, der har sat tilsvarende spor. Vi fascineres af tragedien.

Den synes umiddelbart at være mere virkelighedsnær. For ender ikke langt de fleste historier her i livet sådan, at de gode græder, og de onde ler? Måske ikke så meget i de små livshistorier, så i hvert fald i de store, dem, der foregår på offentlighedens arena? Ser man verden i det perspektiv, giver tragedien en et bud på "overlevelsesstrategi" (bemærk anførelsestegnene), nemlig den, at kan man ikke overleve med en sag, som både er sand, god og ret, kan man i det mindste dø for den. Det giver både sagen og en selv betydning.

Der er noget absurd, men også betegnende ved den kendsgerning, at det salmevers, som huskes bedst af den salme, som fremdeles mange danskere kender, "Altid frejdig, når du går", er det sidste: "Kæmp for alt, hvad du har kært,/dø, om så det gælder!/Da er livet ej så svært,/døden ikke heller."

Men tragedien snyder. Dens alvorsperspektiv lader sig ikke fastholde. Den modsiges rent umiddelbart af livet. Det kan opleves hver eneste gang, man overværer et tragedie i teatret, enten i form af et teaterstykke eller af en opera. Helten og heltinden dør, tæppet falder – for kort efter igen at blive trukket fra, og se! Der står de alle lyslevende igen, og vi klapper. Den oplevelse er for mig altid en slags påskeoplevelse, en oplevelse af påskens munterhed.

Tragedien har ikke det sidste ord, uretten, ondskaben og døden har ikke det sidste ord. Det har livet, retfærdigheden og kærligheden. Efter at vi har gennemlevet hele tragedien som tilskuere og også erkendt dens virkelighedsnærhed og ladet os bevæge af den, gør denne afslutning med de lyslevende døde fra tragedien på scenen og vores bifald til dem tragedien igen til en fiktion. Det er der i allerhøjeste grad noget humoristisk ved. Den guddommelige humor?

Der er imidlertid en ting, som det her er bydende nødvendigt at huske. Påskebudskabets afsløring af tragedien som fiktion betyder på ingen måde, at alvoren af den lidelseshistorie, der indgår i tragedien, er gjort til fiktion. Det modsatte er tilfældet. Det belærer netop Jesu lidelseshistorie os om, og derfor hører beretningen om den med som en nødvendig vej for os til påskens sejrsbudskab.

Den viser os, hvor alvorligt Gud tog og tager den lidelse, som mennesker enten selv gennemlider eller påfører hinanden. Det er en alvor, som vi selv står til ansvar over for for som aktører i en lidelseshistorie. Det er en alvor, som skaber håb for os, når vi selv befinder os i en lidelse, der synes udsigtsløs. Påskens munterhed, der også hænger sammen med budskabet om tilgivelse for al synd, stadfæstet af Jesu korsdød, er udsprunget af denne alvor hos Gud. Men denne alvor er gennemlyst af Guds humor, der fik og får det sidste ord, skal vi tro påskens evangelium.

Derfor er kristenlivet ret beset et liv i munterhed. Kan det være andet, når det både ved vor dåb og over vor kiste lyder: "Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde."

Theodor Jørgensen er tidligere professor i teologi ved Københavns Universitet