Fra død til liv — fra mol til dur

Men der er ikke kun en måde at spille opstandelsen på, fortæller Eva Maria Jensen. I barokkens tid er korsfæstelsen udtrykt ved de indadvendte toner i mol, så man for alvor kan mærke, at det gør ondt. Publikum kommer til at lide med Jesus. Opstandelsen fungerer som kontrasten med en storslået afslutning med mange instrumenter, der klinger i dur, mens koret jubler og bringer os den tiltrængte forløsning.

Men himlen og det evige liv kan også vises ved det fine og enkle. Det er de lyse korstemmer, den blide harpe, der giver associationer til engle. Det kan være længerevarende musikstykker uden drama, hvor vi toner med på en evighedsbølge. Her er det ikke jubelen, men håbet om evigheden for os alle. Det er musik, der bringer os en trøst i svære tider.

– Særligt den type musik bliver brugt i musikterapi for døende, fordi den er beroligende og en blid form for evighedsfornemmelse. Opstandelsen er forbundet med løftet om, at vi kommer til at leve i en anden dimension, siger Eva Maria Jensen.

Chefdirigent for Danmarks Radios Symfoniorkester, Thomas Dausgaard, har jævnligt opstandelsesmusikken mellem sine hænder, og hans job er at få musikerne til at spille opstandelsesbudskabet ud af nodepapiret og helt ned til bagerste stolerække i en koncertsal, så publikum ikke er i tvivl om, hvad der sker, og hvornår det sker. Musikken skal være et fælles projekt for hele salen.

– Musikken kan give oplevelsen af opstandelsen, et forløb eller et drama, hvor opstandelsen danner kontrast til det forudgående. Et stykke musik kan bevæge sig fra disharmoni til harmoni, fra kamp til sejr, fra mol til dur og fra død til liv. Det opfatter jeg som en guddommelig bevægelse, der ligger i mange andre værker end dem, der hjælpes af en tekst, siger han.

– Bevægelsen fra død til liv deler vi i orkesteret og med kor og solister, hvis de er med, og med publikum. Sammen overvinder vi død, lidelse og trøstesløshed, som jeg tror er et grundlæggende menneskeligt behov. Musikken kan samle os i en følelse af noget, der er større end os selv, og det er i sig selv også en guddommelig oplevelse.

Men for at nå dertil må Thomas Dausgaard have opstandelsen i tankerne fra første anslag.

– Når jeg har med et opstandelsesværk at gøre, relaterer alle begivenheder på vejen sig mod det håb, der ligger nedenunder. Det er klangbunden for hele værket. Det er grundlaget for, hvordan vi spiller og former alt fra den enkelte tone og frase til det store forløb. Når det lykkes, er det for mig de lykkeligste øjeblikke. Vi bliver et med publikum i følelsen af håb og befrielse, siger han.

Magi og en gennemgående klangbund er også, hvad Erik Haumann, komponist og organist i Risskov Kirke ved Århus, gerne vil have frem i valget af musik og salmer for hele påskens forløb i kirken. Lige fra palmesøndag til opstandelsen.

– Hvis man skærer det hele fra og kun tænker på opstandelsen, så har den ingen betydning. Vi skal have gruen og det triste med, og det kan vi godt håndtere, når vi ved, hvad der venter forude. Der er musikken fantastisk, for den siger ikke tingene ligeud. Meget er underforstået, og det passer godt til ubegribeligheden i opstandelsen, siger han.

Ud over at være organist og ansvarlig for valget af musik til Risskov Kirke i påsken, bruger Erik Haumann også meget af sin tid på at komponere selv. Det er blevet til flere stykker opstandelsesmusik, herunder en salme med tekst af Lisbeth Smedegaard Andersen. Men hvordan sætter man toner til noget så væsentligt i kristendommen og så ufatteligt som opstandelsen?

– Opstandelsen sprænger rammerne for, hvad vi tror, der er muligt, og det skal den også. Den fornemmelse skal ind i musikken. Derfor nytter det efter min mening ikke kun at operere med enkle durklange. Opstandelsen er også håbet om, at alt det mørke kan forsvinde, og derfor mener jeg, man skal tage fat om roden, før det bliver ægte, siger han.

– Nok af samme grund egner jeg mig ikke til at skrive opstandelsessalmer. En salme skal kunne bruges som fællessang, og det kan den salme, jeg har skrevet, ikke. Dertil er den alt for kompliceret i harmonien. Jeg har brug for længere tid og mere spillerum til at bygge op til selve opstandelsen, end en salmemelodi giver, siger han.

Når Erik Haumann sætter sig til orglet for at komponere opstandelsesmusik, er det med en vis portion ydmyghed. Han sidder nemlig med kristendommens omdrejningspunkt mellem hænderne, men det er samtidig det, der facinerer ham.

– Det er det stærkeste og det væsentligste, men nok af samme grund elsker jeg at give mig i kast med det. Musikken kan det ubegribelige, og den kan illustrere det mystiske. Musik er ikke banal, og nok derfor egner den sig til det umulige.

duus@kristeligt-dagblad.dk