Et barbarisk torturinstrument

I 1968 fandt man nord for Jerusalem skelettet af en korsfæstet mand. Undersøgelser viste, at han var blevet cirka 26 år. Man kunne se, hvordan træskiverne skulle forhindre kødet på underarmene i at glide ud over naglerne, og naglen, der gik igennem venstre hæl, var der stadig. Den var bøjet, da den var blevet hamret ind i stolpen.

Den slags fund minder om, hvad korset i sit udgangspunkt var. Et instrument i en barbarisk henrettelsesmetode.

Opfundet af perserne og siden brugt af især romerne over for slaver og ikke-romerske statsborgere.

Da den store slaveopstand under gladiatoren Spartacus blev nedkæmpet i år 71 f. Kr., skal den romerske feltherre og politiker Crassus have ladet 600 slaver korsfæste.

Den dømte bar selv korsets tværbjælke ud til retterstedet, hvor han blev afklædt, fæstnet til tværbjælken og anbragt på en i forvejen rejst pæl. Den døende kunne hænge og lide i op til flere dage afhængigt af, hvor voldsomt vedkommende var blevet pisket forinden. En soldat holdt vagt, indtil døden indtraf, og tog det for lang tid, blev den døende slået ihjel. Vagten brækkede simpelthen benene på den lidende, så han ikke mere kunne støtte sig til den anbragte klods under fødderne. Kroppen faldt derfor ned, og den døende kunne ikke få vejret. Dødsårsagen var kvælning. For at være helt sikker på, at den korsfæstede var død, når vagten forlod ham, stak han et spyd i den lemlæstede krop.

Da Jesus blev korsfæstet, var det på foranledning af de jødiske ledere. De var under romersk besættelse og havde derfor ikke ret til selv at foretage henrettelser, men fik overtalt romerne til at anse Jesus som en politisk trussel og dødsdømme ham.