Jeg var ikke et rigtigt menneske

Men hendes situation skulle blive langt værre.

Oksana var kommet til Italien med bus. De havde været fem kvinder, alle skulle arbejde og tjene penge. Præcis hvad arbejdet var, vidste hun ikke, men det var noget med børn eller ældre mennesker. Hun havde fået at vide, at der ville være en person, som ville skaffe hende det endelige arbejde, så snart hun kom til Rom.

Tilbuddet var opstået gennem en venlig kvinde, der var kommet til hendes hjemby Ternopil i det vestlige Ukraine nogle måneder tidligere. Et rejsebureau havde ordnet papirerne og sørget for visum for 1500 euro. De penge, og lidt til den første tid, lånte hun af nogle bekendte i overbevisning om, at hun hurtigt kunne betale dem tilbage og spare resten af sin løn op. Hun regnede med at være væk i et års tid.

Kontrakten forstod hun ikke. Den var skrevet på italiensk, men hun var ikke betænkelig. Hun var arbejdsløs og kendte flere, der havde tjent masser af penge i udlandet, blandt andet hendes svigerinde, der havde været i Napoli. Oksanas mand var død i en drukneulykke, da hun var 28 år, og siden havde hun levet som enke og selv opdraget deres to børn. Nu ville hun gerne hjælpe dem med at få bedre lejligheder til deres familier.

Men i Rom kom der ikke nogen og mødte de fem kvinder. De var i en fremmed by, i et fremmed land og kunne ikke tale sproget. De ventede. Efter fire timer kom en kvinde hen til dem, tilsyneladende tilfældigt, som talte russisk. Hun var fra Moldova og fortalte, at hun kunne skaffe dem et arbejde. Hun valgte tre af kvinderne ud, inklusive Oksana, og sammen kørte de i taxi til et landsted i udkanten af byen. Her tog en mand på cirka 50 år imod dem, som hurtigt traf sin beslutning.

Den moldoviske kvinde sagde, at han havde valgt Oksana. Hun skulle nu arbejde for ham og passe hans far på 81 år. Hvad der skete med de andre kvinder, vidste hun ikke, men hun var glad, for 700 euro om måneden var en høj løn for hende. Manden talte en smule polsk, som hun forstod lidt af. Det var ikke første gang, han valgte en kvinde til at tage sig af sin far.

Manden kørte hende til faderens hus, der lå langt fra den nærmeste nabo. Inde i huset ventede faderen, som ikke kunne gå, da han manglede et ben.

Hun blev vist op på sit værelse, og sønnen sagde, at hun skulle gøre, hvad hans far bad hende om. Den gamle mand talte kun italiensk, men hun fik en ordbog til hjælp, så hun kunne pege på de ord, hun skulle bruge.

Selve arbejdet var let at udføre, men det blev hurtigt psykisk hårdt at være der. Hun havde ingen at tale med og var ensom. Den gamle mand ville ofte have mad eller drikke sent om aftenen eller om natten. Han havde svært ved at sove og kaldte på hende, når hun endelig var faldet i søvn. Hun arbejdede hele tiden, op til 16 timer i døgnet, og havde ingen fridage.

Sønnen kom en gang om ugen med varer. Efter tre uger fik hun lov til at ringe til sine børn i Ukraine, men hun fortalte ikke, hvor ked af det hun var. Hun ville ikke gøre dem urolige og regnede stadig med at tjene godt på sit ophold.

Oksana kunne ikke komme ud, var fanget og indespærret i huset. Hun fortalte sønnen, at hans far blev mere og mere grov, og at hun var bange for ham, men han svarede, at hun skulle gøre, som han forlangte. Og hun skulle nok få sine penge.

Det skulle snart vise sig, at sønnen var langt værre end sin far.

Oksana var ulykkelig over sit nye liv. Hun fik ikke sin løn som lovet, og hun fortrød, at hun var taget af sted. Det var svært at begribe, at denne situation var overgået hende. Hun havde en uddannelse som ingeniør, og selvom hun ikke havde arbejde i Ukraine, så hun sig selv som en stærk kvinde. Men i huset var hun underlagt andres ønsker og kunne ikke være stærk.

Efter tre måneder tog sønnen hende med ind til byen, hvor hun skulle lave mad til en fest, han holdt for fem mænd og tre kvinder. De drak meget, og Oksana opvartede dem hele aftenen.

Sent på aftenen trak sønnen hende med ind på et værelse. Han var fuld, og hun var klar over, at han ville have sex med hende. Hun nægtede, men han var for stærk. Hun var bange og følte sig hjælpeløs, så hun føjede ham.

Oksana græd. Sønnen faldt i søvn, da han var færdig, og hun vristede sig fri. Gik ud på gangen, hvor hun mødte en af de mandlige gæster, der ikke var så fuld og den eneste, der var vågen. Hun bad ham om hjælp med de gloser, hun kunne. Han forstod og indvilgede i at hjælpe hende. Han kiggede i kommo-der og skuffer og fandt til sidst hendes pas i sønnens taske og gav det til Oksana. Klokken var cirka fire om morgenen. Manden spurgte, om hun havde nogle penge. Det havde hun ikke, så han gav hende 50 euro og sagde, at hun skulle stikke af.

Et par timer senere nåede hun til en kirke, hvor hun vidste fra sin svigerinde, at ukrainske gæstearbejdere plejede at mødes. Hun satte sig i kirken, græd og bad. Bad om, at Gud ville hjælpe hende til at skaffe penge, så hun kunne rejse hjem. En nonne kom og spurgte, om hun var sulten. Oksana svarede ja og blev vist ned i kælderen til en varmestue, hvor hun fik morgenmad.

Det var søndag, og om søndagen kom mange ukrainere til kirken for at gå til gudstjeneste. Hun talte med flere af dem og fortalte, at hun var blevet solgt og netop var flygtet, men at hun ingen penge havde til at komme hjem. Hun havde altid klaret sig selv, men nu måtte hun bede om hjælp. Det var ydmygende for hende, men der blev samlet sammen, og efter nogle dage havde hun penge nok til en billet hjem. Hun ville ikke blive i dette land.

Få dage senere sad Oksana i en bus på vej tilbage til Ukraine.

Efter tre og en halv måned var hun hjemme i Ukraine igen. Tilbage til en gæld, som hun stadig arbejder på at betale. Men hendes job som rengøringshjælp og som avisbud giver hende højest 900 kroner om måneden, så det tager tid.

Først ville hun ikke fortælle nogen om sine oplevelser. Hun ønskede ikke, at andre skulle vide, hvor slemt det var gået hende i Italien, selvom hendes nærmeste kunne se, at hun kom hjem uden penge.

Senere hørte hun om et center, der hjalp ofre for menneskehandel og kontaktede dem. Det hjalp at vide, at der var andre, der havde oplevet det samme, og hun har blandt andet fået psykologhjælp af centret.

Oksana er i dag 54 år. Hun har sort kort hår og har en brun hat på i fløjl med en sløjfe i højre side. Hendes negle er bronzefarvede.

Selvom hun egentlig gerne vil, er hun ikke gået til politiet. Hun stoler ikke på systemet og er bange for, at bagmændene vil få noget at vide og skade hende eller hendes familie. Selvom det er svært, prøver hun i dag at lægge oplevelserne bag sig. Det er kun de ansatte på centeret og hendes nærmeste familie, der kender sandheden.

– Jeg er en optimistisk person og forsøger at kigge fremad. Jeg har ikke så meget vrede tilbage mod den gamle mand. Han var måske lidt senil og var nok ikke helt klar over, hvad der egentlig var foregået. Men sønnen købte mig og spekulerede i at udnytte mig. Jeg forstår ikke, hvordan han kunne gøre det. Det gør jeg virkelig ikke. Jeg følte mig værdiløs som person og var bare en brugsgenstand. Jeg var ikke et rigtigt menneske, siger Oksana.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Oksana Kovalchuk er et opdigtet navn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Europas glemte slaver

Mellem 50.000 og 70.000 mænd og kvinder lever som slaver i EU, hvor de tvinges til at udføre fysisk arbejde på blandt andet byggepladser, landbrug og i private hjem. Med en temaserie sætter Kristeligt Dagblad fokus på Europas oversete menneskehandel.

Artiklerne på denne side udgør fjerde og sidste afsnit af serien, der i sin helhed kan læses under temaet, Europas glemte slaver

"Sønnen købte mig og spekulerede i at udnytte mig. Jeg forstår ikke, hvordan han kunne gøre det. Det gør jeg virkelig ikke. Jeg følte mig værdiløs som person og var bare en brugsgenstand."