PÅSKE FOR MIG: For skuespiller Ann Eleonora Jørgensen er påske først og fremmest, at familien samles – vel vidende at højtiden handler om Jesu korsfæstelse og opstandelse
Skuespiller Ann Eleonora Jørgensen var i nærkontakt med nogle af de kristne grundelementer i filmen "Forbrydelser" fra 2003, hvor hun spillede den nye fængselspræst over for den indsatte, spillet af Trine Dyrholm. Hun havde åbenbart helt særlige åndelige evner – men bukkede alligevel under for fængslets ubarmhjertige verden.
Ann Eleonora Jørgensen fortæller om sit forhold til påsken og lægger ikke skjul på, at kirkegang ikke er blandt hendes påskeaktivi-teter. – For mig betyder påske først og fremmest samling af familien. Det er noget med påskefrokost, der er noget hygge – og så er foråret på vej, siger Ann Eleonora Jørgensen.
Igennem årene har det religiøse element dog også spillet en rolle for hende.
– Påsken er for mig en udmærket anledning til at fortælle sig selv og sine børn, hvad de her helligdage egentlig er for noget. Her får vi hele Jesu lidelseshistorie med korsfæstelse og opstandelse. Men det er også en mulighed for at ridse Jesu historie og dermed kristendommens grundlag op, siger Ann Eleonora Jørgensen.
– Det er ikke, fordi jeg gør mig nogle specielle tanker i påsken. Nu har jeg et barn på 10 år og et spædbarn. Det er en meget fin tid til at tale om Bibelen, og om man tror eller ikke tror på Gud, hvorfor vi har alle de helligdage, og hvad påsken er for en særlig tid. Men nu behøver den store af børnene jo ikke at få det at vide mere. For hende er det mest det at have fri og få besøg af familien, som betyder noget – og om påskeharen kommer. På den anden side er hun helt klar over, at påske var, da Jesus blev korsfæstet, siger Ann Eleonora Jørgensen.
vincents@kristeligt-dagblad.dkHvad betyder påsken for dig?
Kirkeligt set er påsken en større højtid end julen. Men hvilke traditioner er i brug, og hvad forbindes påsken egentlig med?
Her i ugen op til påsken, giver fem danskere deres svar på, hvad påsken betyder for dem.
I morgen er det sangeren Elisabeth, som fortæller sine barndomsminder om påsken som lange helligdage med lukkede biografer og uhyggelige symboler i kirken. Hun har blandt andet udgivet en cd med sine egne fortolkninger af en række salmer.