Den korsfæstede og jøderne

Vi læser i Matt. 26,3-5: "Da samledes ypperstepræsterne og folkets ældste i gården hos ypperstepræsten, der hed Kaifas, og de enedes om at gribe Jesus med list og slå ham ihjel. Men de sagde: "Ikke under festen, for at der ikke skal blive uro i folket." Omtrent det samme læser vi hos Markus, og hos Lukas hører vi, at Judas søgte en lejlighed til at forråde ham til "ypperstepræsterne", uden at der blev opløb. Men der er en klar forskel på, hvordan beretningen om tilfangetagelsen, vandringen til Golgata og selve korsfæstelsen er skildret hos Lukas og hos de andre evangelister. David Flusser betragter Lukas som den bedst bevarede kilde til Jesu liv og død, bl.a. fordi han skelner mellem de ledende og det menige folk.

På vejen ud til Golgata tvinger romerne en mand, Simon fra Kyrene, til at bære korset for Jesus. Det berettes ganske kort af både Mattæus og Markus. Ja, Markus kan endda fortælle, hvem han er far til (Alexander og Rufus). Det, der især interesserer Lukas, er han derimod ene om at fortælle: "En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig mod dem og sagde: "Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!"" (Luk. 23,26-28). Alt dette mangler hos Markus og dermed også hos Mattæus.

Det første korsord er Lukas ene om: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." Det er ofte blevet tolket, som om Jesus bad om tilgivelse for jøderne. Dette korsord er i øvrigt udeladt også i flere af håndskrifterne til Lukas, og – siger Flusser – mon ikke disse afskrivere meget vel vidste, hvad de gjorde? (Jøderne skulle ikke tilgives!). Hvis man ser hele teksten i sammenhæng, er det mest sandsynligt, at ordene er møntet på soldaterne, som udførte henrettelsen – og dermed på romerne.

Mattæus og Markus har kun et kors-ord: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" – som jo er begyndelsen til salme 22. Og i disse to evangelier hører vi tre gange om forhånelser:

1) De, der gik forbi, spottede ham

og rystede på hovedet (Mark. 15,29).

2) Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme

måde (Mark. 15,31).

3) Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. (Mark. 15,32).

Mens de to røvere hos Mattæus og Markus begge spottede Jesus, er det her hos Lukas kun den ene, som gør det. Den anden irettesætter den første og får af Jesus det løfte: "I dag skal du være med mig i Paradis!". Det sidste korsord er Lukas også ene om: "Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd!" Da Jesus havde sagt det, udåndede han.

Hos Lukas hører vi også om spotten, men ikke fra det menige folk. Derimod hører vi tre gange noget ganske andet. 1) En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også nogle kvinder, som jamrede og græd over ham. (Luk. 23,26-28)

2) Og folket stod og så på. (Luk. 23,35) – man fornemmer næsten protesten!

3) Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. (Luk. 23,48-49). Der er vel ingen tvivl om, at de var stærkt berørte over Jesu død.

Et andet afsnit i Flussers bog er en karakteristik af statholderen Pontius Pilatus. Når vi læser de to første evangelier, kan man godt få det indtryk, at han er en følsom og retfærdig mand, der gerne så den uskyldige Jesus løsladt. Ifølge Mattæus demonstrerer han sin uskyld i Jesu død ved i folkets påsyn at vaske sine hænde og erklære: "Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag!" Og folket svarede: "Lad hans blod komme over os og vore børn!" (Matt. 27,25). Det har måske været en af årsagerne til, at kirken ret tidligt lagde skylden for Jesu død over på jødefolket.

Men der er andre kilder, som beskriver Pilatus ganske anderledes. Den jødiske filosof Philo opregner således hans syv dødssynder: Korrupthed, voldsomhed, tyvagtighed, vildskab, grov opførsel, hyppige henrettelser af udømte fanger og endeløs grusomhed. Dette negative billede af Pilatus afviger ikke meget fra det billede, den jødiske historiker Josephus tegner af ham. En kristen nytestamentler beskrev engang over for Flusser rammende og kort Pilatus som "en slagter". Lukas har da også en beretning om en grusom hændelse, som Pilatus foranstaltede: "På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr." (Luk. 13,1). Noget kunne tyde på, at forfatterne til de to første evangelier har villet hvidvaske Pilatus på bekostning af jøderne. En anden jødisk professor, Pinehas Lapide, fortæller også om, hvordan Pilatus lod mange jøder – frihedskæmpere – korsfæste. I øvrigt ved vi, at Pilatus på et tidspunkt blev frataget sit job som statholder og kaldt hjem, hvor hans skæbne er ukendt. Han var selv for den romerske besættelsesmagt for grusom.

Vi lever i en tid, hvor antisemitismen er i fremmarch mange steder. Man kan ikke undre sig over, at jøder i hele verden er på vagt og ængstes for, hvad der kan komme. I den forbindelse er det vel ikke mærkeligt, at der sidste år rejste sig en voldsom diskussion efter Mel Gibsons film, som nogle anser for anti-jødisk i sin skildring af Jesu henrettelse. Den gamle påstand, som førte til, at ordet "gudsmordere" hæftedes på jøderne, sidder der stadig.

Det kan ikke nægtes, at jødiske ledere, ypperstepræsterne og saddukæerne, var interesserede i at få Jesus skaffet af vejen. Men selv om Jesus havde mange samtaler med farisæere, hvor han direkte imødegik deres lovbundethed, har Flusser uden tvivl ret i, at en farisæer ikke kunne drømme om at udlevere en landsmand til romerne.

Men saddukæerne og ypperstepræsterne var den tids samarbejdspolitikere. I Joh. 11, 49-51, lige efter Lazarus' opvækkelse, læser vi: "Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: "I forstår ikke noget som helst. I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at et menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde."" Det gjaldt altså om først og fremmest at holde gode forbindelser til Rom.

Men det fremgår med al ønskelig tydelighed af alle evangelieberetninger, at dødsdommen blev afsagt og udført af de romerske myndigheder. Det, at Jesus blev anklaget for at kalde sig "den salvede", altså kongen, var et angreb på Rom.

Mogens Duelund Nielsen er

lærer og skolebibliotekar