Jeg kalder mig middelalderkristen

– Hverdagen var præget af kirkens ritualer. Sammen med skolen og min spejdertrop, som også var katolsk, blev der skabt et fællesskab, som var betydningsfuldt. Den nære verden var tryg, men udenfor var der usikkerhed. Jeg er barn af den kolde krig, og voksede op med frygten for at blive bombet af Sovjetunionen. Vi mærkede, at verden var under forandring, og den katolske kirke blev et slags refugium mod den verden, som var uden for ghettoen.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

– I dag vil jeg kalde mig kristen humanist. Det rummer en respekt for det enkelte menneske som skabt i Guds billede, hvad enten dette menneske er mand eller kvinde, kristen eller muslim, ung eller gammel. Denne ægte, kristne humanisme finder vi i middelalderen.

– Da jeg i 1964 kom til Berkeley for at studere på University of California, var ungdomsoprøret brudt ud, og jeg stod i en situation, hvor alt skulle kunne bevises, ellers var det vanvid. Mit verdensbillede var truet, men jeg kom igennem takket være det, som jeg vil kalde den historiske erfaring. Jeg erfarede, at selv om jeg aldrig nogen sinde kunne bevise nogle af troens sandheder, så kunne jeg vælge at tro på dem, ligesom folk har gjort det i 2000 år.

Hvad tror du på?

– Studiet af historien blev en vej for mig til den kristne tro, da jeg skulle genfinde troen efter mødet med det herskende verdensbillede på Berkeley. Det var ved at læse de middelalderlige kilder og fordybe mig i de tanker, at jeg kunne tilslutte mig kristendommen. Den kristne litteratur blev en utrolig inspiration for mig fra Bibelen og spcielt Matthæusevangeliet til Augustins bekendelser og Saint Anselms bønner og meditationer. Læsningen blev et møde med mennesker, som havde kæmpet med de samme spørgsmål, som jeg stod med. Og i de gamle kilder fandt jeg også en spiritualitet, som var gået tabt. Ganske langsomt løsrev jeg mig fra den traditionelle og autoritetstro katolicisme. Jeg fik en forståelse af, at den moderne katolske kirke ikke var den kirke, som eksisterede i middelalderen.

– I dag vil jeg kalde mig middelalderkristen. Min kirke er ikke mere, men jeg føler mig godt hjemme i både folkekirke og i den moderne, katolske kirke og indtager nadveren begge steder, selv om jeg ved, katolikkerne ikke er glade for det.

Hvad har du taget med dig fra dit barndomshjem?

– Troen på, at der er en anden dimension i tilværelsen end forbrug og konkurrencementaliteten, men også en ydmyghed over for tilværelsen. Vi kan ikke forklare alle ting, men jeg er blevet udfordret til at prøve at forstå.

– Jeg voksede op med syv søstre og en bror, så vi var en rigtig katolsk familie, men min familie gik i stykker i 1960'erne, da mine forældre blev skilt. Det var et enormt chok for mig og mine søskende, og det brud har påvirket os alle. For mange mennesker er 1960'erne erindringen om den gode tid. For mig var det den tid, hvor alt gik i stykker. Alt det, jeg havde regnet med og taget udgangspunkt i, brød sammen – familie, kirke, skole og Gud. Så i mit liv har studiet af historie været et middel til at genskabe et sammenhængende verdensbillede. Gennem mit arbejde med middelalderen kan jeg se, at min barndom var en slags sen udgave af middelalderen med en institution, kirken, som skabte rammen om alt. Min middelalder blev smadret i 1960'erne, ligesom den europæiske middelalder blev knust i 1500-tallet, så min livsopgave har været at forstå værdierne i den oprindelige kultur, men også hvad der gik galt.

Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?

– Bortset fra mit ægteskab, så er det det fællesskab, som jeg oplever, når jeg en eller to uger om året tager i kloster. Jeg har i snart 20 år været cistercienserlektor og undervist munke og nonner om deres historie og tradition. Jeg formidler min viden til dem, men samtidig får jeg lov til at leve nogle dage som dem. Det giver mig en fantastisk helhedsfølelse, for jeg oplever at høre til et sted, og i klostrene møder jeg noget af middelalderkirken.

Hvordan gør troen en forskel i dit liv?

– I begyndelsen af et undervisningsforløb siger jeg altid til de studerende, hvem jeg er, og hvad jeg tror på. Jeg siger, at jeg er kristen, og det kommer næsten altid som et chok for dem. Jeg synes, de har en ret til at vide, hvem de har at gøre med. For nogle kan det være meget provokerende, enkelte er ligeglade, men de fleste reagerer med begejstring, for her møder de et menneske, som fortæller, hvad han står for

Min opgave som historiker er at hjælpe mennesker til at forstå en periode af historien, hvor troen flyttede bjerge. Jeg kan videregive noget af min erkendelse til dem, og det er den måde, hvorpå jeg kan fungere som kristen inden for mit fag.

Har du et motto?

– En talemåde, som har betydet meget for mig gennem hele min opvækst og stadig præger mig, er "credo ut intelligam" (Jeg tror, for at jeg kan forstå, red.). Troen kan blive et grundlag for forståelse. I skolen blev vi altid udfordret til at forklare, hvad vi troede på. Det var ikke nok med udenadslære, men der var et ubønhørligt krav om dialog og samtale. Det er paradoksalt at vokse op i en verden, som var så religiøs, men samtidig rationel. Troen var udgangspunktet og var vejen til fornuft. Det er en meget krævende intellektuel disciplin, men en disciplin som er udtryk for, at vi skal respektere hinanden, og derfor skal vi kunne forklare os over for hinanden.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Brian patrick mcguire

58 år, er født på Hawaii og opvokset i Californien. Han har taget en doktorgrad på Oxford Universitet, England i 1971 og emigrerede samme år til Danmark. Han var i 1974 - 1996 ansat på Institut for græsk og latin ved Københavns Universitet, hvor han var med til at oprette Center for Europæiske Middelalderstudier. I 1996 blev han professor i middelalderhistorie på Roskilde Universitetscenter. I årene 1986 - 1997 var han aktiv i Landsforeningen af danske flygtningevenner. Han har skrevet seks bøger og udgivet næsten et hundrede artikler om forskellige aspekter af middelalderens religiøse liv. Brian Patrick McGuire er gift med Ann Kirstin Pedersen. Hjemmet ved Svallerup Strand nær Kalundborg deler de med fire katte. Parret har en 24-årig søn.