Påsken er genopstået

Der klippes gækkebreve og males æg i hjemmet hos folkloristen Anne Mendelsohn, der har gjort det til en dyd at videregive gamle familietraditioner til børnene. -- Foto: Kristian Djurhuus.

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Roberta Montanari | 19. marts 2005

TRADITIONER Gennem de seneste par generationer har mange lagt gamle familietraditioner på det mentale loftsrum. Nu støver den yngre generation traditionerne af og tilføjer ofte deres eget præg. Men usikkerheden over for traditioner viser sig blandt andet i nye bogudgivelser om emnet

Pigerne sidder stille og foroverbøjede ved det ovale bord. Den ene optaget af at tegne en pink blomst på et hårdkogt æg, den anden af at klippe snørklede mønstre i et gækkebrev, som skal sendes til hendes fætter. På bordet står påskeliljer og vintergækker, en bakke med hårdkogte æg – nogle malede – papir og farver og halvt færdige gækkebreve.

Vi befinder os på Nørrebro i 41-årige folklorist Anne Mendelsohns lejlighed. Hun har gjort det til en dyd at videregive gamle familietraditioner til de børn, der har lyst, når højtiderne nærmer sig. Ikke af religiøse årsager, for selv er hun ateist. Men fordi hun holder af traditionerne.

– Mange fra de seneste en til to generationer er ikke vokset op med, at "det gør man da bare", mange traditioner har fået lov at ligge i glemmekassen. Men nu fornemmer jeg klart en stigende interesse igen fra den yngre generation.

I den lyse stue med udgang til en lille have står en lillebitte sølvvase, hendes mands arvestykke, formet som en blomsterstilk. Den er fyldt med vintergækker fra haven, og står fremme, til de første violer kommer i maj. Det er en af folkloristens egne påsketraditioner.

Annonce

– En tradition er jo noget, de fleste er med i og har et forhold til. Man kan hade en skik som julen, men den er ikke til at komme uden om. Det er vigtigt at bevare traditioner, men man skal også huske på, at de er i stadig forandring. Mange af de skikke, vi i dag tager for givet og tror "altid" har været der, er ofte ret nye, fortæller Anne Mendelsohn.

Hun nævner som eksempel påskens anonyme gækkebreve, som børn ynder at sende til voksne i håb om, at de ikke gætter deres navne, og derved gør sig fortjent til et chokoladeæg. Den skik udbredtes først i starten af 1900-tallet. Tidligere var gækkebrevene frierbreve, og derfor – nødvendigvis – med afsender.

– I dag kan man gå på nettet og finde færdiglavede gækkebreve. Så kan man vælge mellem fem forskellige billeder og fem forskellige vers, og det er da selvfølgelig bedre end ingenting. Men det er nu engang mere personligt selv at have klippet og skrevet et brev. Det er jo også rart, at der ind- imellem plumper andet end rudekuverter ind ad døren, siger Anne Mendel- sohn.

At der skal lam og kylling på et rigtigt påskebord, er også en nymodens skik. Før dybfryserens og masseproduktionens tid kunne man slet ikke få disse varer, da hverken danske lam eller kyllinger naturligt er slagteklare til påske.

Til gengæld har æg og påske hørt sammen, lige siden man i middelalderen fik hønsehold i Danmark. En ægte gammel påsketradition som skidne æg er i dag blevet til æg med sennepssauce med sund spinat til, som kan importeres. På den måde tilføjer hver generation sit eget udtryk, mener Anne Mendelsohn.

Cecilia Mackenhauer på syv år og Nanna Schäferdinsen på otte bor begge i ejendommen, de plukker hjemmevant i en udskåren påskehøne fyldt med sukker- og chokoladeæg, som også står på bordet.

– Så længe det står fremme, må man tage alt det slik, man vil, siger Nanna forklarende og løfter et øjeblik hovedet. Det ringer på døren. Ind kommer 16-årige Jakob Kold Neess med hanekam og et blidt blik. Han slår sig ned ved bordet og begynder at klippe gækkebreve.

En gængs definition på kultur er, at det netop er alt det, man ikke tænker over – men bare gør. Og det er pudsigt at tænke på, at de unge i dag sandsynligvis vil føle sig mere hjemmevant i de gamle familietraditioner end deres forældre og bedsteforældre – den voksende interesse taget i betragtning.

At der dog hersker en del usikkerhed omkring traditionerne, som vi ikke længere tager for givet, men må støtte os til eksperters råd og vejledning om, vidner nylige udgivelser som "Dansk højtidsmad" fra Turbineforlaget og "Familiens bog om årets traditioner" fra Gyldendal om. Sidstnævnte er Anne Mendelsohn medforfatter til.

At børnene i folkloristens hjem er interesserede i traditionerne, er der ingen tvivl om. De synes, det er en hyggelig måde at være sammen på, når man år efter år laver nogle fælles ting. Og de er alle glade for den årlige påskefrokost i familien, hvor børn og voksne samles omkring et pyntet påskebord.

Derimod har de ikke rigtig noget forhold til den kirkelige side af sagen. Måske med undtagelse af Cecilia, der jævnligt går til "spaghettigudstjeneste" i den lokale kirke, hvor familierne bagefter spiser spaghetti med kødsovs i kirken.

Og det er netop den slags nye traditioner, kirken skal blive bedre til at åbne op for, mener Jens Brun, sognepræst i Gug nær Aalborg. Han har i flere år interesseret sig for de kirkelige familietraditioner, som han siden årtusindeskiftet oplever har fået en "renæssance".

– Der sker jo løbende en afvejning af, hvad der gør livet trygt og meningsfuldt. Gennem 1970'erne og 1980'erne oplevede mange, at velstand og fremgang i samfundet var det bærende.

– I dag står vi over for fænomener, der gør os bange, terror, naturkatastrofer og en usikker fremtid. Derfor får vi igen brug for at indhegne vores liv med symboler, der gør os trygge. Vi har i højere grad brug for at visualisere og i materiel forstand tage ydre symboler ind, så de ad den vej bliver en del af vores indre.

Jens Brun oplever i stigende grad, at både folkeskole og familier tager traditionerne op igen, med eksempelvis liljer, lam og påskeharer og grene, som knopskyder.

– Traditionerne i dag knytter sig ofte mindre til gudstjenesten og mere til det almenmenneskelige, som i påsken symboliseres af håb, glæde og forårets genkomst. Og det er sådan set i orden, så må kirken jo selv binde an og blive bedre til at føre nye traditioner ind i kirken. Tidligere var folkekirken præget af det billedløse ord, men jeg tror, der er behov for også at tage de ydre tegn ind i kirken.

Sognepræsten nævner som mulige "nye tegn" i kirken, at menigheden efter gudstjenesten skærtorsdag – hvor Jesus ifølge Bibelen spiste det sidste måltid med sine disciple – kunne spise sammen i kirken. Palmesøndag, hvor Jesus red ind i Jerusalem som en konge modtaget af folk med palmeblade, kunne man ifølge Jens Brun strø om ikke palmeblade, så birkegrene på kirkegulvet for at mindes historien. Desuden er det for ham vigtigt at forklare børn, at korset i påsken står som et sejrstegn:

– Jesus lever sin skæbne til ende uden at vige bort fra den. Derfor er korset symbol på trofasthed, håb og sejr.

Ideelt set mener han, at påsken skal fejres ved at følge den "stille uge" fra palmesøndag til påskesøndag for at mindes den bibelske historie, som ifølge Jens Brun er det helt centrale ved påsken:

Jesu indtog i den hellige by, den sidste nadver, der ifølge jødisk skik bestod af helstegt lam, usyret brød, bitre urter og rødvin. Disciplenes forræderi af Jesus, og så langfredag ad "Smertens vej", hvor han pisket og hånet går med korset på ryggen. Korsfæstelsen og siden genopstandelsen.

Natten mellem lørdag og påskesøndag rejser Jesus sig ifølge overleveringen fra de døde og stiger til himmels. Da solen står op påskesøndag, finder kvinderne et tomt gravsted blandt klipperne lidt uden for Jerusalem.

Ifølge præsten er påskens væsentligste budskab netop, at livet vinder over døden og så at sige "bryder ud af skallen". Han citerer fra salmen "Hil dig, Frelser og Forsoner" for at forklare sig:

– "Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden". Påsken handler grundlæggende om to forfærdelig stærke magter i kamp mod hinanden, livsmagten og dødsmagten. Og hvilken af dem bærer os egentlig oppe? Rationelt set er vores erfaring delt i to, på den ene side oplever vi livets gru og lidelse, på den anden side dets skønhed og vidunder. Selvom vi ikke har kontrol over det og ikke helt forstår det med vores forstand, er påsken vidnesbyrd om, at livet og håbet sejrer, siger Jens Brun.

Påsken har da også altid været en af den kristne kirkes vigtigste højtider, slår både præsten og folkloristen fast. Kirkens mand anerkender dog, at en af højtidens vigtigste funktioner i dag er, at dagligdagens ofte hektiske rytme sænkes og bliver til ro og eftertænksomhed:

– Når man sidder ved et pyntet bord med hele familien omkring sig, indbyder det til at sidde der længe, snakken går, og man kommer hinanden ved. Det er med til at forstærke bånd, der ofte kan blive noget tyndslidte i hverdagen, forklarer Jens Brun.

Og ateisten Anne Mendelsohn er, når det kommer til stykket, åben for at følge en kristen skik. Hendes mand er nemlig katolik, og hvert år følger hun ham til påskemidnatsmesse i Sakramentskirken på Nørrebrogade:

– Først er der en lang messe, hvor alle helgenernes navne nævnes. Så går alle ud i gården med et påskelys, som et efter et tændes, hvorpå man går tilbage i kirken, der kun oplyses af menighedens stearinlys. Til sidst er der fest i krypten med lam, rigelig rødvin og andre gode sager. Som regel er vi først hjemme igen ved sekstiden om morgenen.

familie@kristeligt-dagblad.dk

Bud på påsketraditioner

Se solen danse påskesøndag.

Trille malede æg ned ad en bakke eller planke. Når ens æg rammer modstanderens, får man dem. Siden hakkes de til for eksempel æggesalat og spises.

Gemme påskeæg i naturen/haven, som børn og barnlige sjæle skal finde.

Påskekort og gækkebreve kan sendes til familie og bekendte. De findes også på internettet.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock