Allah og demokrati går fint i spænd

Det, vesterlændinge ofte glemmer, er, at Iran ikke er den eneste stat omkring Den Persiske Golf, der blander elementer fra islam og demokrati sammen. Jævnfør eksempelvis Iraks nabo Saudi-Arabien og den lille stat Qatar.

I sidste måned afholdt Saudi-Arabien lokalvalg for første gang i sin 73-årige historie, et skridt, Qatar havde taget seks år forinden. Den saudiarabiske regering gjorde meget ud af at betegne valget som historisk og var kløgtig nok til at sponsere en konference om international terrorismebekæmpelse i hovedstaden Riyadh, som fandt sted på valgaftenen. På den måde tiltrak man udenlandske journalister, som nok ellers ikke ville have gjort noget særligt ud af at dække lokalvalget.

Men denne officielle begejstring kan ikke skjule det faktum, at det saudiarabiske regime for første gang lovede politiske reformer – inklusive en nedskrevet forfatning og valget af et bredt "rådgivende råd" – i 1962.

30 år skulle passere, før kong Fahd vedtog landets grundlov, og han gjorde det ved et kongeligt dekret i stedet for en lovgivningsproces. Da det længe ventede rådgivende råd blev oprettet i 1993, blev dets medlemmer udpeget af kongen i stedet for ved valg, mens det stort set kun fik bemyndigelse til at stille spørgsmålstegn ved beslutninger foretaget af ministre.

Dette hjælper med at forklare, hvorfor saudiarabere stiller sig så mistroiske over for deres regerings løfter om at tage de første skridt mod demokrati, at kun en fjerdedel af vælgerne registrerede sig, hvoraf kun to tredjedele gik til stemmeurnerne. Desuden fik kvinder naturligvis ikke valgret, ligesom de ej heller har lov at køre bil og skal indhylle sig i slør fra top til tå. Det religiøse politi bruger ofte stokke til at slå mod anklerne på de kvinder, der vover at vise dem frem offentligt.

Desuden er alkohol, film og dans offentligt forbudt. Nyhedsmedier og bøger underlægges streng censur, uanset om de udgives i udlandet eller indenrigs. Gudsdyrkelse er kun tilladt for muslimer, og kristne har end ikke lov at bære smykker, der indeholder et kors.

Islam er statsreligion i Saudi-Arabien, og al lovgivning er afledt af sharia alene. Medlemmerne af kongefamilien Saud tilhører den puritanistiske Wahhabi-sekt inden for islams sunnidel, og den kongelige husholdnings religiøse retmæssighed underskrives af det øverste religiøse råd, der indstilles af kongen.

Tingene forholder sig væsentligt anderledes i Qatar. Da de saudiarabiske mænd gik til stemmeurnerne, så embedsmændene og nyhedsmedierne her på med stiltiende accept af ideen iblandet beklagelse over kvinders manglende stemmeret. Det fik mest af alt Qatars befolkning til at føle stolthed over deres eget politiske system. De fik trods alt deres første lokale valg med fuld stemmeret i marts 1999.

Ligesom i Saudi-Arabien bekender den regerende familie i Qatar sig til Wahhabi. Islamisk sharia udgør også her den overvejende kilde til lovgivning – det bekendtgøres i artikel 1 i Qatars forfatning, som blev ratificeret ved folkeafstemningen i 2003, at "Islam er statens religion, og islamisk sharia er den overvejende kilde til dens lovgivning".

Ikke desto mindre har Qatar et relativt demokratisk politisk system. Forfatningen banede vejen for parlamentet, også kaldet Det Rådgivende Råd, hvor 30 af de 45 medlemmer er kommet til gennem valg. Måske lever det ikke op til vestlige standarder for lovgivningsmagt, men det er autoriseret til at godkende statsbudgettet og overvåge den udøvende magt, der ligger hos regenten, også kendt som emiren.

Forfatningens artikel 50, der sikrer religionsfriheden, omfatter alle. Den anglikanske ærkebiskop for regionen omkring Den Persiske Golf holder til i Doha. Kristne grupper kan samles offentligt eller i private villaer, hvor præster eller fromme lægmænd kan dyrke deres gud.

Mindst lige så vigtig er forfatningens artikel 48, der sikrer pressefrihed. I marts 1998 opløste emiren, Sheik Hamad bon Khalifa al Thani, informationsministeriet, hvormed mediecensuren ophørte. De statsejede nyhedsmedier blev uafhængige offentlige institutioner. Endvidere udvidede loven naturligvis horisonten for den bedst kendte arabiske nyhedskilde, tv-stationen Al Jazeera, der blev oprettet i 1996.

Kvinder i Qatar må køre i bil og gå i cowboybukser og trøjer; man ser dem endda i bikini omkring på strandene og ved svømmepølen. Kvinder nyder de samme politiske rettigheder som mænd. Ved det første lokale valg var der flere kvindelige stemmer end mandlige, og i 2003 vandt en kvinde en af de 29 pladser i byrådet. Undervisningsministeren er en kvinde. Der serveres alkohol på fem- og firestjernede hotelværelser. På mit firestjernede hotel er der både bar og diskotek. Sådanne omstændigheder ville være utænkelige i Saudi-Arabien.

Qatar er bestemt ikke perfekt på alle leder og kanter. Men når to ensartede sunnimuslimske nationer, hvis regenter begge bekender sig til Wahhabi-sekten, kan være så forskellige fra hinanden, er det usandsynligt, at Irak med sin unikke blanding af religiøse og etniske grupper vil efterligne en eksisterende fundamentalistisk republik eller et monarki. Lad os i stedet for at bekymre sig om blandingen af tro og love se, hvordan Den Irakiske Islamiske Republik selv skaber en ny kategori blandt demokratiske omend fortsat religiøse stater omkring Den Persiske Golf.

udland@kristeligt-dagblad.dk

© 2005 The New York Times

Oversat af Helga Heyn

Dilip Hiro:

Dilip Hiro er forfatter, journalist og kommentator om Mellemøsten og islamiske spørgsmål . Han er født i Indien og uddannet i Indien, Storbritannien og USA. Han er forfatter til 25 bøger, såvel skøn- som faglitterære og har desuden skrevet manuskripter til teater, tv og film. Seneste udgivelse er "The Essential Middle East: A Comprehensive Guide", og den kommende bliver "Iranian Labyrinth".