Kirkeministeriet regner med at offentliggøre landsdækkende tal for folkekirken i løbet af næste uge, men kirkelige eksperter er ikke imponerede
Det er over tre år siden, der fra officielt hold forelå håndfaste tal om udviklingen i folkekirken. Nu oplyser Kirkeministeriet, at en landsdækkende statistik for 2004 på en række af folkekirkens områder bliver offentliggjort i næste uge. En række eksperter kritiserer, at den ikke er omfattende nok.
At statistikken er på vej, bekræftes af Kirkeministeriets informationskonsulent, Jørgen Engmark.
I den kommende statistik kan man se, hvor mange af de fødte i 2004, der er blevet døbt. Denne statistik vil være underopdelt i antal hjemmedåb og efterfølgende fremstillinger i kirken.
Der vil være en oversigt over antal konfirmander og antal vielser. De vil yderligere være underopdelt i nødvielser, lysninger og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab. Endelig vil der være tal over kirkeligt begravede, folkekirkens samlede medlemsprocent og dåbsprocent. I visse tilfælde vil tallene være beregnet stiftsvis, provstivis eller på sogneplan.
Den nye kirkestatistik afløser en tidligere statistik, der ophørte allerede for godt tre år siden.
Den blev i sin tid udarbejdet af Danmarks Statistik. Sparekrav betød imidlertid, at Kirkeministeriet skulle betale mere for at få statistikken leveret. Det ønskede daværende kirkeminister Tove Fergo (V) ikke.
Den nye statistik bygger på den elektroniske kirkebog, som er de gamle håndskrevne kirkebøger overført til computer i samtlige sogne. Derfor indeholder statistikken kun kirkelige handlinger.
Derimod er det ikke opgjort, hvor mange der for eksempel deltager i den indledende konfirmationsforberedelse ("minikonfirmander"), altergang eller melder sig ind eller ud af folkekirken. Statistik for de øvrige trossamfund i landet er slet ikke med.
– Nu vil jeg lige se statistikken, når den kommer, men hvis den kun er en opsummering af tal og ikke en bearbejdning foretaget af fagfolk, tror jeg, den er pinlig primitiv, siger lektor på Københavns Universitet Hans Raun Iversen.
Han deltog i går sammen med en lang række andre kirke- og religionsforskere i et daglangt symposium på universitetet, arrangeret af forskningsprojektet "Religion i det 21. århundrede". Det fremgik blandt andet, at der kun er få tilgængelige tal om folkekirken og andre trossamfund.
– Vi halter langt bagud i forhold til lande som Norge og Sverige, der har oprettet institutter, hvor religioner og religiøse aktiviteter statistisk bliver kortlagt og forsket i, siger Hans Raun Iversen.
Han mener, det ville være ret enkelt at stable en kvalificeret dansk kirkestatistik på benene.
Også Kirkefondet arbejder med kirkestatistik, men er i høj grad henvist til selv at skaffe sig tallene hos Danmarks Statistik.
Nu kommer Kirkeministeriet så med de kirkelige handlinger i tilgift.
– Den nye statistik er da et skridt på vejen, siger konsulent i Kirkefondet Sabine Kleinbeck.
– Men det er ærgerligt, at vi mister tal for minikonfirmander og altergæster. Der er heller ikke længere tal over udmeldte i forhold til indmeldte i folkekirken, hvis ikke man køber dem hos Danmarks Statistik. Endelig er det en stor mangel, at vi ikke kan følge med i andre trossamfunds medlemsudvikling, siger Sabine Kleinbeck.
vincents@kristeligt-dagblad.dkKirkestatistik
Frem til 2001 stod Danmarks Statistik for den kirkelige statistik i Danmark.
Fra 2001 til i dag har der alene været det statistiske materiale til rådighed, som den kirkelige organisation Kirkefondet har samlet.
I næste uge kommer Kirkeministeriet med en ny statistik, der er baseret på den elektoniske kirkebog og oplysninger fra det centrale CPR-register.