Bente Clausen |
3. marts 2005
Professor Margit Warburg er arrangør af symposiet "Tørre tal om troen" i København i dag
Når en række statistikere, sociologer og religionseksperter i dag kan sætte hinanden stævne for at sætte redelige tal på religion og religiøse i Danmark, så skyldes det den 54-årige professor i religionssociologi Margit Warburg, som har arrangeret "Tørre tal om troen" på Københavns Universitet. Symposiet er et af arrangementerne under Københavns Universitets satsningsområde "Religion i det 21. århundrede", hvor Margit Warburg er næstformand i styregruppen.
Organisationstalentet er en af hendes store styrker. En anden er fagligheden. Faktisk siges det, at hendes studerende er fantastisk dygtige. Blandt andet fordi Margit Warburg ikke bare stiller store krav til sig selv, men også til andre. Det får studerende på mange andre uddannelsesinstitutioner også glæde – eller rædsel – af. Siden 1990 har hun været censor i religionsfagene på Århus og Københavns universiteter og på minoritetsstudier i København. Det sidste en uddannelse hun sammen med Helen Krag har etableret i 1983.
Religiøse minoriteter har siden 1987 været et af Margit Warburgs hovedområder. Ikke mindst bahai-samfundet, som er en religion stiftet i det nuværende Iran i 1800-tallet. Her har de også været en forfulgt religiøs minoritet. I dag er der omkring fem millioner bahaier i verden, og de er den mest magtfulde religiøse lobbyorganisation i FN. I ikke mindre end 20 forskellige lande, blandt andet Israel, Sydkorea, Canada og Gambia, har Warburg gjort feltstudier i kortere og længere perioder. Det er der kommet en række bøger og afhandlinger ud af, blandt andet om bahai-samfundene i USA og i Danmark.
Margit Warburg sidder også i det udvalg, som indstiller til kirkeministeren om, hvorvidt en religion er berettiget til vielsesbemyndigelse og dermed også kan anerkendes som religion i Danmark.
I begyndelsen af 2004 blev Margit Warburg professor i religionssociologi for en treårig periode. Dermed fik hun mulighed for at fordybe sig i endnu et interessefelt: religion og globalisering. Her skal hun forske i "Migration, globalisering og religiøs forandring blandt danskere i ind- og udland".
Af kolleger beskrives Margit Warburg som ambitiøs, engageret, flittig og som en god samarbejdspartner. Hun har også humor – for nok skal man tage sin forskning alvorligt, men ikke for alvorligt. Enkelte vil også mene, at hun har været for ambitiøs i sine yngre dage på et universitet, hvor knivene sidder løst på de fleste institutter, men også at hun er blevet meget rundere med årene. Det sidste kan hun selv genkende, men bestemt ikke det første. En anden forkla-ring har en kollega: Warburg var den første professor på religionssociologi, efter den berømte professor i religionshistorie Arild Hvidtfeldt (1915-1999), der blev akademiker efter en journalistisk karriere, så det har været et slæb at finde sine ben inden for et dengang forholdsvist nyt forskningsområde. Og også at skulle forsvare, at faget hørte til de humanistiske fag og ikke til enten sociologi eller teologi.
Margit Warburg blev mag.art. i religionshistorie ved Københavns Universitet i 1979, og siden 1985 har hun på forskellig vis været tilknyttet religionshistorie i Køb-enhavn – som ekstern lektor, adjunkt, lektor, institutleder og nu professor sammesteds. Privat er professoren gift med en anden professor – i kemi – og ved at væn-ne sig til, at de to børn på 23 år og 25 år ikke længere bor hjemme.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad