Angst kan blive til selvcensur

Men tanken bag mødet var en helt anden. De syv skue-spillere og instruktøren ønskede ikke længere at være med. "De ville ikke smide olie på bålet", som de sagde.

Paradoksalt nok ender Ahmed Aynans stykke nemlig også med, at den marokkansk-fødte hovedperson slår sin ven ihjel, da han finder ud af, at han har forrådt ham. Uden at vide det, har hovedpersonen været med i et videnskabeligt eksperiment, hvor man finder ud af, at berbere har et specielt religiøst gen, der gør dem aggressive. Det vil lægerne så uskadeliggøre, fordi regeringens integrationspolitik har svigtet. Hovedpersonen bliver til sidst så sur over, at hans ven har hjulpet lægerne med at gøre ham til et "ostehoved" – som hollænderne også kaldes – at han myrder vennen.

Ahmed Aynan synes imidertid ikke, det var grund nok til at lade være med at spille.

– For mig som kunstner er det utænkeligt at gå tilbage. Jeg vil ikke presses til at lade være med at udfolde mig på grund af politisk korrekthed. Og jeg blev sur på skuespillerne. De kunne da i det mindste være ærlige og sige, at det var, fordi de var bange, men det ville de ikke. De blev bare ved med at sige, at de ikke syntes, det var passende.

Ahmed Aynan mener, at det hænger sammen med, at de var hollændere.

– Hvis skuespillerne havde været marokkanere, havde de spillet stykke. Det er der ingen tvivl om. I vores kultur ville man aldrig kunne gøre noget, hvis man trak sig, hver gang man blev bange. Det er jo netop i sådanne stunder, man har pligt til at holde fast.

Men selvom teaterdirektøren, der havde kontrakt med skuespillerne, stod på Ahmed Aynans side, holdt skuespillerne og instruktøren fast på sit.

I trods besluttede Ahmed Aynan i stedet, at han selv ville sætte stykket op og spille alle rollerne. Han ringede derfor til de to store aviser "De Volkskrant" og "Trouw" for at fortælle dem historien. De syntes straks, den var interessant og skrev store artikler om skuespillerne og instruktøren, der ikke turde spille. Den megen medieomtale betød imidlertid, at teatret pludselig ikke ville lægge scene til Ahmed Aynans solo-opvisning.

– Det hele eksploderede bare, og selvom der var flere skuespillere og instruktører, der tilbød at spille gratis efter avisomtalen, blev det ikke til noget, fordi vi ikke kunne finde et teater, fortæller Ahmed Aynan.

Imidlertid var der et forlag, der henvendte sig til ham for at udgive stykket på bog. Den udkom i februar i år, og den 12. februar blev stykket så opført en enkelt gang på Zcala af de skuespillere, der ikke ville være med i november. Dog ikke som rigtigt teater. Skuespillerne sad ned og læste deres roller, og opførelsen var en del af en debat om "Hvor fri er den frie kunst i Holland?".

– Man er jo ikke fri, hvis man lader angsten og den politiske korrekthed styre. Som kunstner skal man være en rebel og turde løbe risici. Hvis først man begynder at tænke over, hvad andre vil sige, overtager selvcensuren. Så er der ingen kreativitet, og uden kreativitet er kunst kun propaganda, er Ahmed Aynans kommentar til den debat.

Han mener stadig, at instruktøren og skuespillernes reaktion i november var overdrevet.

– Jeg har aldrig selv modtaget nogen form for trusler, og det, synes jeg, viser, det hele er en storm i et glas vand. Frygten fik lov at styre, uden at nogen forholdt sig til fakta.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Frie ord i klemme

Politikere, der trues og går under jorden. Undervisere, der overfaldes. Religiøse, der holder inde med budskaberne. Kunstnere, der må trække sig tilbage. Rundt omkring i hele Europa er der en tendens til, at det bliver farligere at sige sin mening. Kristeligt Dagblad sætter i en artikelserie fokus på et Europa, hvor ytringsfriheden er under pres.