Alle lærere skal være dansklærere

– I 1980'erne opstod der en international trend, som førte til, at OECD holdt en række ministermøder om kvalitet i undervisningen. Meget tidligt fik jeg den opfattelse, at nu skulle vi holde op med at tale så meget om uddannelsesstruktur og mere om mål- og rammestyring. Vi skulle nedtrappe juraen og økonomien og i stedet optrappe arbejdet med indholdet, siger Bertel Haarder og tilføjer:

– Jeg fik nedsat kvalitetsudvalg omkring samtlige fag, som udkom med de såkaldte bregne-rapporter. Men lige da den sidste rapport var udkommet, måtte jeg gå af, og min efterfølger interesserede sig desværre ikke det allermindste for projektet. Lederen af projektet, Uffe Gravers Pedersen, som var direktør for gymnasieskolen, blev så deprimeret, at han tog sin afsked. Dette blot for at illustrere, at jeg faktisk allerede for 15 år siden var optaget af det.

Undervisningsministeren afviser dog ikke, at han selv og hans partifælle Ulla Tørnæs har deres del af ansvaret for den folkeskole, vi har i dag. En folkeskole, som han selv er med til at kritisere for manglende faglighed. Men arbejdet med at ændre folkeskolen begynder heller ikke fra nul.

– Men nu vil jeg sætte endnu mere fokus på fagligheden og det, jeg kalder flere kærlige krav. Det står i regeringsgrundlaget, så det kan jeg heldigvis ikke komme udenom. Desuden har jeg selv tilføjet et par ting: Når vi taler om faglighed og det, jeg kalder kærlige krav, så omfatter det også de kulturbærende fag dansk, historie og kristendomskundskab samt musik og billedkunst. Da jeg blev undervisningsminister første gang, var det de fag, jeg allerførst tog op, så der allerede efter et år var nye læseplaner, og nu tager jeg fat i dem igen. Det er der brug for, siger Bertel Haarder.

Han lægger ikke skjul på, at de kulturbærende fag efter hans opfattelse skal strammes op, så elementerne af danskhed, fælles fortællinger og kristent kulturgrundlag står tydeligere frem.

Som det fremgår på forsiden af dagens avis indebærer det, at kommuner som vil erstatte det klassiske kristendomskundskabsfag af et bredt religionsfag, går en svær tid i møde, og som Kristeligt Dagblad kunne fortælle i lørdagsavisen, betyder det, at alle skolebørn skal lære de bibelske fortællinger at kende. Også de elever, som er fritaget fra at deltage i kristendomskundskab.

– Jeg vil straks proklamere, at tanken om at gøre kristendomskundskab til et religionsfag vil jeg absolut ikke gå med på. De, der vil have navneforandring til religion, ønsker, at faget skal være et orienteringsfag. Men for mig er det et kulturfag. Fagets kerne er de bibelske fortællinger, som er den måske vigtigste grundfortælling i vores kultur. Den har kulturel værdi, den har filosofisk værdi, den har eksistentiel værdi. Den er helt central i vores kultur, også for ikke-kristne. Og det vil være et kulturtab uden lige at reducere den bibelske fortælling som kernen i faget kristendomskundskab, siger Bertel Haarder.

Han understreger, at danske elever naturligvis også skal lære om andre religioner end kristendommen, men han præciserer, at der efter hans opfattelse skal skelnes mellem, at eleverne skal være fortrolige med kristendommen og have kendskab til andre religioner. Dette er en formulering i folkeskoleloven, som betyder meget for Bertel Haarder. Han har også selv skrevet den.

– Det var mig, der rettede det udkast til loven, der var skrevet. Jeg tror, det var af professor Jørn Lund. Jeg greb ind og sagde: "Nej de skal ikke ligestilles. Man skal være fortrolig med sin egen kultur og have kendskab til andres", husker Bertel Haarder med synlig stolthed.

Ministeren er samtidig overbevist om, at de elever, som selv har rødder i en anden kultur og religion, alligevel skal være fortrolige med den kultur og religion, som har været fremherskende i deres nye hjemland. Inklusive teksterne fra Bibelen.

– Den bibelske grundfortælling er jo mindst lige så vigtig for muslimske børn som for kristne. Og i øvrigt er store dele af teksterne fra Det Gamle Testamente fælles for begge. Jeg tror i øvrigt slet ikke, at almindelige muslimske forældre har noget imod, at deres børn møder den kristne grundfortælling i skolen. Det, som muslimerne frygter, er ikke kristendommen i Danmark, det er gudløsheden, siger Bertel Haarder.

Et af de flittigst brugte argumenter for at skabe et bredere religionsfag i stedet for det officielle kristendomskundskabsfag, går ud på, at skolen skal tage udgangspunkt i eleverne. Hvis eleverne har baggrund i islam, ateisme eller noget tredje, må undervisningen komme dette i møde frem for at stå stejlt på at de kristne fortællinger skal have den altdominerende placering. På denne måde sikrer man, at integrationen går begge veje og ikke bliver til assimilation af indvandrerne, lyder begrundelsen. Men dette er undervisningsministeren lodret uenig i:

– Centrum i skolen er fagene. Skolen skal ikke koncentrere sig om det, eleverne kender i forvejen. Skolen skal netop sprænge den verden, eleverne lever i. Jeg har ingen som helst dårlig samvittighed ved at stille krav, som udvider den verden, eleverne har med sig hjemmefra. Det er faktisk det, vi har skolen til. Når vi siger, at skolen skal tage udgangspunkt i den enkelte elev, handler det ikke om at ændre indholdet. Opskriften må være, som en gammel grundtvigianer sagde, at skolens opgave ligger der, hvor skolens krav og elevens evne mødes. Og det siger jeg med stor sikkerhed, for vi har jo friskoleordningen for dem, som vil noget helt andet.

Bertel Haarder tilføjer, at hans projekt om at styrke kulturarven i skolen i mindst lige så høj grad handler om fagene historie og dansk:

– Historie er ikke læren om forskellige samfundstyper, der afløser hinanden. Og dansk er ikke kun et kommunikationsfag. Historie er et kulturbærende fag, som tager udgangspunkt i danskernes skæbnefortællinger, som de har udfoldet sig i vekselvirkning med andre folk. Og i dansk er jeg tilhænger af en kanon, som det nu er blevet foreslået af et udvalg med Jørn Lund som formand. En kanon, som beslaglægger en tredjedel eller en fjerdedel af tiden og sikrer, at eleverne møder de vigtigste forfatterskaber og genrer, pointerer Bertel Haarder.

At ideen om en kanon og ideen om centralt fastlagte test af elevernes faglige standpunkt skulle være særlige konservative mærkesager, afviser Bertel Haarder på det bestemteste. Han kan ikke se, at regeringsgrundlagets erklæringer på det skolepolitiske område skulle bære mere præg af Det Konservative Folkeparti end af Venstre.

– Så vidt jeg ved er jeg venstremand og ikke konservativ, og jeg går altså også varmt ind for det. Jeg tror også, at mine holdninger repræsenterer Venstre meget bredt, tilmed Højskole-Venstre, siger Bertel Haarder, som pointerer, at ligesom han hele tiden har ønsket en litterær kanon, har han længe ønsket såkaldt diagnostiske prøver på alle klassetrin:

– Allerede i 1990, da vi fik den første katastrofale læseundersøgelse fra OECD, var jeg optaget af at samarbejde med det daværende Danmarks Lærerhøjskole om sådanne prøver. Min idé var at sende resultaterne ud til forældrene, fordi så var jeg sikker på, at forældrene ville forlange, at man vurderede børnene på baggrund af prøverne og lod dem indvirke på undervisningen. Det kunne jeg have gjort dengang, men så måtte jeg gå af som minister. Nu har jeg så mulighed for at gøre det, jeg hele tiden helst har villet.

Bertel Haarder har netop talt med en viceskoleinspektør, som mindede om, at de nye test ikke vil gøre den store forskel i elevernes arbejde, for de er vant til at få stukket opgavesæt ud. Kun lærerne vil opleve en forandring, og det glæder Bertel Haarder, for han ønsker at prøverne skal indvirke på den måde, undervisningen gribes an på.

– Problemet har været, at hverken elever eller forældre har vidst, om det niveau, opgaverne lå på, afspejlede, hvad de gerne skulle have lært på deres klassetrin. Det får vi nu bedre mulighed for, siger ministeren, som forventer at kunne lave et bredt skolepolitisk forlig med både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om de nationale test.

En anden konkret udfordring for den nye undervisningsminister bliver udformningen af en ny læreruddannelseslov. Han har ikke lagt sig fast på, præcis hvordan hans udspil vil se ud. Men det er helt sikkert, at der skal være færre linjefag end de nuværende fire, og at de lærerstuderendes fravær skal nedbringes, enten gennem højere faglige krav eller ved mødepligt. Desuden skal uddannelsen deles i to, så man enten uddanner sig til lærer for de små eller de store elever.

– Det er et vigtigt led i den nye faglighed, vi skal have i skolen. Der er så kæmpestor forskel på at lære små poder at danne ord og at læse Karen Blixen, Holberg eller Klaus Rifbjerg i 9. klasse. Men hele vejen igennem er der brug for at skærpe den sproglige opmærksomhed på læreruddannelsen. Mit mål er, at alle lærere skal være dansklærere. Alle skal bidrage til den sproglige udvikling, inklusive børnehaveklasselærerne, slår Bertel Haarder fast.

Dermed er vi tilbage ved ministerens udgangspunkt: Den fælles rod i det danske, som skal fylde mere i folkeskolen, sprogligt såvel som kulturelt. Et projekt, som han måtte gå på listesko med i sin forrige ministerperiode, men som han føler sig overbevist om at have tidsånden bag sig med i dag.

– Og årsagen til det er globaliseringen. Globaliseringen udsætter os jo for nogle livgivende påvirkninger og udfordringer fra den store verden, men netop derfor øger den også behovet for identitet og kulturelle rødder. For at det enkelte barn får kendskab til den fælles kultur nedfældet i bøger og billeder, i kunst og kultur, i salmer og sange. Alt det som konstituerer os som folk.

Bertel Haarder understreger, at netop fordi man i dag rejser meget ud i verden, har man ekstra behov for at vide, hvor man hører hjemme:

– Man kan tage H.C. Andersen som det smukkeste eksempel. Hvis der var nogen, der var internationalist, var det ham. Kun få har rejst mere i andre lande end han. Og hvis der var nogen, der var pæredansk og havde de stærkeste rødder i Danmark og skrev den smukkeste nationalsang, som tænkes kan, så var det jo ham. Han repræsenterer netop denne kombination af rødder, kultur og identitet. Og han beviser Grundtvigs pointe: At den eneste vej til det universelle er det folkelige og nationale. Abstrakt menneskelighed findes ikke. Al menneskelighed har en folkelig udformning, og hvis man ikke kender den, bliver man rodløs. Så savner man et springbræt i samvkemmet med andre kulturer, og så har vi ikke noget at give i det samkvem, som globaliseringen gerne skulle føre til.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk