Af Lena Lee Thomsen |
28. februar 2005
Skriftemålet forsvandt ud af de danske folkekirker og er nu på vej tilbage – det har aldrig været officielt afskaffet, siger kirkehistoriiker
Sognepræsten Flemming Baatz Kristensen i Århus gør det. Det samme gør Per Ramdal fra Brorsons Kirken i København og Iben Munkgaard Davis, der er gadepræst i Århus. De tilbyder alle personlige skriftemål til menighedens medlemmer.
Flemming Baatz Kristensen siger til MetroXpress i Århus, at skriftemålet er en enestående hjælp til et menneske, som sidder fast i sin skyld. Derfor er han nu begyndt at tilbyde skrifte den sidste torsdag i hver måned.
Mange forbinder skriftemål med skriftestolen i den katolske kirke, hvor præsten sidder bag et klæde og lytter til store og små synder. Men ifølge gadepræst Iben Munkgaard Davis er der ikke noget særligt mystisk ved at skrifte. I Århus var hun for nylig med til at holde en konfirmandgudstjeneste, hvor de unge kan "zappe" lidt rundt imellem de forskellige ting, der foregår i kirken.
– Vi havde indrettet et skrifterum, hvor de unge kunne tale med en præst, og de stod simpelthen i kø for at komme til, fortæller hun.
Iben Munkgaard Davis er ikke i tvivl om, at tilbuddet om skriftemål er en stor succes, og det er mennesker i alle aldre, der er interesseret i et personligt skriftemål hos en præst.
– Det er tunge ting, de unge fortæller. Hemmeligheder, som de aldrig har fortalt til nogen, ting de har været udsat for eller har udsat andre for som for eksempel mobning. Jeg tror, de synes, det er rart, at der er en aktiv lyttende person, der tager dem seriøst. Der er noget særligt ved, at skriftemålet kan afsluttes med et ritual, hvor de får tilgivelse, eller at vi beder en bøn sammen, siger hun.
Skriftemålet forsvandt ud af de danske lutherske kirker i løbet af 1800-tallet. Og det havde intet med Luther at gøre. Men han lavede om på det personlige tvungne skriftemål, som man havde i den katolske kirke før reformationen i 1500-tallet.
– Der var skriftemål i danske kirker længe efter reformationen. Luther mente, at skriftemål var vældigt nyttigt. Det, han gjorde op med, var det katolske tvungne skriftemål, hvor man skulle komme med en udtømmende redegørelse for alle sine synder mindst en gang om året, forklarer Per Ingesman, der er professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet.
Det tvungne skriftemål var ifølge Luther en plage for samvittigheden, fordi den enkelte synder altid var usikker på, om han havde fået det hele med.
– Luther indførte et fælles skriftemål, som gik på en mere generel syndsbekendelse, hvor man fælles viste, at man angrer. Det forgik som regel lørdag eftermiddag, og afslutningsvis modtog man absolution, og dermed kunne man deltage i højmessen søndag formiddag, fortæller Per Ingesman.
Det fælles skriftemåltrivedes i bedste velgående op igennem 1700-tallet. Det er aldrig blevet afskaffet officielt, det gik bare af brug i løbet af 1800-tallet, og ifølge Per Ingesman er der ingen forklaring på hvorfor.
Hvad angår skriftestolen, skal Luther ikke beskyldes for, at den mystikomgærdede anordning ikke kan findes i de lutherske kirker i dag.
– Skriftestolen var slet ikke opfundet i middelalderkirken. Den blev først indført i 1600-tallet. Tidligere sad præsten på en stol i kirken, og så knælede man foran ham, siger Per Ingesman.
Eftersom skriftemålet aldrig officielt er blevet afskaffet, ser Per Ingesman intet odiøst i, at nogle præster nu genindfører det i den danske folkekirke.
– Da skriftemålet forsvandt, havde man nok ikke øje for, at det havde nogle sjælesorgskvaliteter, som blev skyllet ud med badevandet. Det, som et personligt skriftemål kan give et menneske, er nok noget, mange har brug for, siden der er en stigende interesse for det, siger han.
lee@kristeligt-dagblad.dk