Når frygten bliver daglig følgesvend

Det har en pris at sige sin mening, mener hun.

– Jeg nægtede at gå under jorden, fordi jeg som politiker er valgt til at udføre et stykke arbejde, og det kan man ikke bare forsvinde fra. Selvfølgelig er det sygt, at man ikke kan sige sin mening uden, at blive truet, men hvis man ikke kan klare den slags, skal man ikke gå ind i politik. Hvis man lader sit liv styre, har de dårlige kræfter jo netop vundet, pointerer Mimount Bousakla, mens hun tænder endnu en cigaret.

"Hun er en kvinde med en mands karakter," som hun fortæller med et smil, at hendes far siger om hende. En far, der i dag er stolt af hende, men sådan har det ikke altid været.

Da hun var 17 år, ville hendes marokkanske forældre, der havde bosat sig i den lille belgiske universitetsby Louvain uden for Bruxelles, have hende gift med en marokkaner. Hendes tre ældre søstre var blevet bortgift i arrangerede ægteskaber som unge, og de var lykkelige og trivedes, så det måtte også være løsningen for Mimount, mente forældrene.

Men hun havde andre planer. Hun ville læse på universitet. Have en uddannelse og et job og selv finde sin mand.

– På det tidspunkt var jeg den første marokkanske pige i Louvain, som ville læse videre, og det skabte oprør i det marokkanske miljø. Dagligt kom der folk hjem til mine forældre, som sagde, at de var nødt til at være hårde og stå fast over for mig. Det var virkelig gruppepres, siger Mimount Bousakla.

Hendes mor var lidt friere i sin tankegang end hendes far og kunne egentlig godt forstå Mimounts ønske om en uddannelse, men som hun sagde, "er det far der bestemmer", så efter at have diskuteret situationen igennem med sin ældre søskende besluttede hun sig for at forlade familien og forfølge sin drøm.

Hun rykkede derfor til Antwerpen, som var så tilpas langt fra Louvain, at hun ikke kendte nogen dér – og vigtigere: at ingen kendte hende. Her fik hun et job om dagen, mens hun læste marketing om aftenen. Studierne førte til et job i en bank, og hun begyndte at engagere sig politisk i det flamske parti SPA, Det sociale Progressive Alternativ. I 2000 blev hun valgt ind i Antwerpens distriktsråd med 30.000 personlige stemmer, og i 2003 blev hun så valgt som senator.

Da hun på et tidspunkt i starten af sin politiske karriere var på tv, så forældrene hende og tog kontakt til hende, efter de ikke havde set hinanden i fem år.

– I dag har vi det godt sammen. Nu er det mig, der står for mange ting i familien. For eksempel sender min far mine to mindre søskende til mig, når der skal diskuteres uddannelse, og min lille-søster læser i dag på universitetet. Både de og jeg har ændret sig meget i de fem år, vi ikke har set hinanden. Min far har mere eller mindre brudt med det marokkanske samfund i Louvain, og ser nu mange flere gode ting i det belgiske, fortæller Mimount Bousakla.

Philippe De Cloet, den 38-årige belgier, der stod bag dødstruslerne mod Mimount Bousakla, blev løsladt mod kaution i januar og skal den 10. marts have udmålt sin straf. Han hævder, at det

aldrig var hans mening at skade Mimount Bousakla og siger, han var under indflydelse af de anti-muslimske følelser, der rasede efter Theo Van Gogh-mordet.

– Det var det dummeste, jeg har gjort i mit liv. Det var ikke min mening at gøre noget, og jeg er oprigtigt ked af det, udtalte Philippe de Cloet i sidste uge.

Mimount Bousakla, der symbolsk har krævet en

euro i moralsk erstatning for dødstruslerne, er glad for undskyldningen

– For mig er det nok, at han har sagt de ord. Men hele sagen og den mediebevågenhed, den har affødt, tror jeg ikke gør det lettere for mig. Nu kender folk mig virkelig, og når man som muslimsk kvinde stiller sig op og siger de ting, jeg gør, så vil der i mange år fremover være folk derude, der bliver ekstremt provokeret. Men det betyder ikke, at jeg stopper. Nogen skal kæmpe den her kamp, og frygten skal ikke have lov at vinde.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Frie ord i klemme

Politikere, der trues og går under jorden. Undervisere, der overfaldes. Religiøse, der holder inde med budskaberne. Kunstnere, der må trække sig tilbage. Rundt omkring i hele Europa er der en tendens til, at det bliver farligere at sige sin mening. Kristeligt Dagblad sætter i en artikelserie fokus på et Europa, hvor ytringsfriheden er under pres.