Stilheden når Gud taler til én

– Hvis man formår at overvinde modgang og modstand, er også dette noget, der danner et menneske. Det har jeg i hvert fald ofte følt for mit eget vedkommende. Jeg har selv oplevet både modgang og modstand. Har fejlet forskelligt. Som dreng fik jeg ødelagt et knæ ved fodbold, og det blev antydet, at jeg ikke ville komme til at gå mere.

– Og i åndelig henseende: I 1980'erne og 1990'erne var det svært på Aarhus Universitet for én, der interesserede sig for kristen litteratur. Det var en modstand, der var til at mærke.

Hvad tror du på?

– Som det første og grundlæggende vil jeg sige: På Jesus Kristus. Og når man tror på ham, gentages efter min opfattelse det kristne drama, som man kan læse om i evangelierne, i hvert enkelt menneske. For mig er kristentroen ikke noget færdigt, men en levende, uophørlig proces, en tilblivelse i det enkelte livsøjeblik. En slags genopstandelse.

– Jeg tror på genopstandelsen. Tror på, at Kristus overvandt døden. Og på, at hvert menneske i kraft af troen på Kristus også kan gøre det. Det for mig måske allervigtigste ved begrebet genopstandelse er, hvad troen på den gør ved mennesket, mens det er i live. Dette at nuet gennem opstandelsesbudskabet får evighedsværdi. Det er et syn, som jeg i høj grad har mødt både hos Søren Kierkegaard og Martin A. Hansen, som da også er nogle af dem, der har præget mit livssyn.

– Gud er det fra mennesket fuldstændig anderledes. Det må han være, eftersom han er skaberen ud over enhver menneskelig forstand. Men samtidig er Gud det helt nære og velkendte. Det er han, fordi han sendte sin søn som menneske til os. At han både kan være det anderledes og det nære, kan vi ikke begribe. Det skal vi heller ikke. Vi skal tro det.

– Ikke alene tror jeg på Gud som skaberen af alle ting, men også på Gud som forsyn, hvilket jo ikke er så kurant i moderne teologi. Jeg tror, at alt, hvad der sker i verden, ned til mindste detalje er udtryk for Guds vilje. Det vil sige, at jeg tror på, at alt har en mening. Også i de masser af tilfælde, hvor jeg ikke kan se meningen. Jeg kan ikke præstere eller skabe mening. Men jeg kan tro på, at den vil blive skænket mig.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Jeg har ingen moralske forbilleder, men derimod åndelige og religiøse. Jeg nævner igen Jesus. Og Søren Kierkegaard, som efter min mening er den, der siden evangelierne blev skrevet, med dybest forstand og størst følelse har skildret, hvad den kristne tro er for en størrelse.

– Desuden vil jeg nævne min kone Lotte, fordi hun på én gang er varm og intelligent, hvilket desværre efter min erfaring er en sjælden kombination. Dertil hendes ukuelighed, som jeg har lært meget af. En sådan besad jeg ikke så meget selv, før jeg mødte Lotte. Uanset hvilke tildragelser, hun bliver udsat for, holder hun ud og kommer igennem med sig selv i behold. Det synes jeg er forbilledligt.

– Mange andre har betydet meget for mig. De er ikke forbilleder, men har beriget mit liv. Blandt andre Shakespeare, Johannes V. Jensen, Jørgen Gustava Brandt, Bob Dylan og Jean-Luc Godard.

Hvilke fælleskaber er vigtigst for dig?

– Faktisk ingen, hvis der med fællesskaber menes noget, der inkluderer mere end to eller allerhøjest ganske få, for eksempel den nærmeste familie. Jeg har aldrig troet på fællesskaber, der er større. Det skyldes nok noget psykologisk. Jeg er en enspænder og kan ikke trives ordenligt i hverken grupper eller kliker. Jeg får røde knopper af umyndiggørende massebevægelser og masseideologier.

– Kun i to sammenhænge må den enkelte opgive sin egen suverænitet. I forholdet til Gud og til ens ægtefælle. Dér er man til gengæld nødt til det. Men ellers må man aldrig. Det er ikke, fordi jeg er fortaler for en eller anden ekstrem og ukrænkelig individualisme. Det er slet ikke det, jeg mener.

– Men man kan først slippe sit selv, når man har et. Som Kierkegaard siger: Man bliver nødt til at overtage sig selv for senere at kunne give slip på sig selv. Først når man har overtaget sig selv og er blevet en menneskelig idenitet, kan man som hine enkelte forsøge at danne fællesskaber. Det skal ske i den rækkefølge. Man kan ikke danne et fællesskab, før man er en identitet.

Hvordan er dit syn på fremtiden?

– Med hensyn til den nogenlunde overskuelige fremtid er det noget dystert. Jeg synes, at næsten alt, hvad der i øjeblkkket sker i det offentlige rum, går i den forkerte retning. Jeg tænker på den åndelige foramelse, som især den vestlige verden udsætter sig selv for. Ved at dyrke det materielle og det overfladiske.

– Men på længere sigt tror jeg også her på en mening. Og på, at der er én, der ønsker, at det skal ende godt, siger Anders Thyrring Andersen.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Anders Thyrring Andersen

43 år. Født i Skive. Student 1981 fra Morsø Gymnasium. Mag.art. i litteraturhistorie Aarhus Universitet 1991. Gift med mag.art. samt ph.d. Lotte Thyrring Andersen, forskningsbibliotekar ved Statsbiblioteket i Århus, hvor parret er bosat. Udgiver af blandt andet "Martin A. Hansen: Dagbøger 1931-1955" (1999). Forfatter til "At forføre til tavshed. Søren Kierkegaard præsenteret" (2002). Desuden redaktørvirksomhed i forbindelse med bogudgivelser.