Religion i defensiven i det katolske Europa

For den katolske religion som sådan er der heller ikke positive udviklinger i gang på det overordnede, europæiske samfundsplan. Tal fra Vatikanet viser, at antallet af katolikker i det vestlige Europa lige så stille er faldet fra 41,4 procent af den samlede, vestlige Europas befolkning i 1997 til 39,87 i 2002. Her er de nye medlemslande i EU, hvor især Polen trækker op på tallet, dog ikke medregnet.

Kirken har samtidig mistet det moralske initiativ i samfundene og sin betydning i den politiske sfære. I Frankrig har regeringen forbudt alle religiøse symboler i skolerne – både slør og kors – og tilladt borgerlige vielser mellem homoseksuelle. I Spanien har den socialistiske regering på det seneste haft flere sammenstød med de katolske biskopper om en række tiltag, der gør abort og skilsmisse lettere og tillader ægteskab mellem homoseksuelle og forskning i stamceller samt begrænser betydningen af religionsundervisningen i skolen. I begge lande er det sket med bred opbakning i befolkningen.

Den katolske kirkes svækkede magtposition kan også ses ved, at Gud og Europas kristne arv ikke blev nævnt i forordet til EU-forfatningen, som i år skal gennem folkeafstemninger i flere EU-lande. Trods intens lobbyvirksomhed fra Vatikanets side og gentagne krav fra særlig Polen og Italien endte det kun med en vag formulering om kontinentets religiøse arv.

– Sekulariseringen er resultatet af fire århundreders voksende modernitet, hvor man har skilt religionen ud fra de politiske, økonomiske, filosofiske og videnskabelige sfærer. Religionen er blevet et privat fænomen, der hører til i hjemmet, i kirkerne og kultens verden. Folk lader sig i dag mere lede af rationaliteten end af guddommelige påbud, forklarer den spanske teolog Juan José Tamayo, der er leder af Instituttet for Teologi og Religionsvidenskab ved Carlos III-universitetet i Madrid.

Tendensen i Europa står i stærk kontrast til udviklingen i USA, der må siges at være et mindst lige så moderne og udviklet land, men hvor religionen fortsat spiller en stor rolle i det politiske liv. Den italienske filosof og venstrefløjspolitiker Gianni Vattimo finder en del af forklaringen i den amerikanske pionerånd.

– I USA er staten opstået for at sikre ordenen mellem jordejere. Pionererne tiltog sig jorden, og staten kom og sikrede ordenen. Bush's religiøsitet har også med pionerånden at gøre. Den er mere fanatisk. Europa har for sin del baseret sig på opløsningen af det værende. Det har brudt de store essenser i stykker for at åbne sig mod pluralismen og den kulturelle mangfoldighed. Europas projekt bygger derfor mere på næstekærlighed end på det sekteriske "jeg har ret, du har ikke", sagde Vattimo forleden til den spanske avis El País.

Ifølge både Joan Estruch og

Juan José Tamayo spiller den katolske kirkes historie også en vigtig rolle i udviklingen i det sydlige Europa.

– Den katolske kirke har ikke villet acceptere den generelle modernisering og adskillelsen af kirke og stat. I et forsøg på at holde fast i sine historiske privilegier har den således selv været med til at fremskynde processen. Det kan især ses i Spanien, hvor vi indtil for 30 år siden levede med General Francos sammenblanding af stat og kirke i det, han kaldte nationalkatolicismen, og som der har været en stærk reaktion mod siden. Man kan kalde det pendulets lov, siger Estruch.

Sekulariseringen har sat sine spor i individernes syn på tro.

– Ikke-tro er blevet meget udbredt. I snævre hovedsagelig akademiske kredse har det ført til ateisme og agnosticisme, mens det i langt større udstrækning har ført til en stadig voksende generel ligegyldighed over for troen i de bredere lag, siger Tamayo.

Den religiøse nødvendighed eksisterer stadigvæk, men oftest uden for de etablerede kirker eller som en slags "religion a la carte", hvor folk tager det fra kirkerne, de kan bruge, og supplerer op andre steder fra, f.eks med meditationsteknikker fra Østen eller såkaldte new age-religioner. Det er et yderligere resultat af personaliseringen af religionen.

En form for religiøs "opvågning" ses dog også inden for kirkerne.

– Her er der tale om et tvetydigt fænomen. Det kommer dels til udtryk som en radikalisering i form af fundamentalisme, der mangler kritisk sans og tilsidesætter tolerance, frihed og altruisme. Dels i form af forsøg på interreligiøs dialog og forskellige socialistisk baserede trosretninger, siger Juan José Tamayo.

Fra den katolske kirkes side ser man på udviklingen med stor bekymring. Kardinal Joseph Ratzinger, formand for troslærekongregationen i Vatikanet, sagde for nylig til den italienske avis La Repubblica, at der i disse år "eksisterer en aggressiv, sekulær ideologi" i det politiske rum.

– Verdsligheden giver ikke længere plads til den katolske og kristne måde at se tingene på, og det begynder at blive noget udelukkende privat og i bund og grund ødelæggende for religionen. Et samfund som vores, hvor Gud er meget marginaliseret og fraværende, vil ødelægge sig selv. Det har vi set i alle de store totalitære styrer i det seneste århundrede, sagde Ratzinger.

Det mener Joan Estruch ikke er tilfældet.

– Tværtimod er vi på vej mod en normalisering af forholdet mellem religion og samfund, hvor katolicismen stadig vil være den største religion, men uden de historiske privilegier, den fortsat holder fast i, siger han.

Processen er stort set fuldført i mange nordeuropæiske lande, mener han, men mangler dog stadig en del i især Italien og Spanien

udland@kristeligt-dagblad.dk