Universitetets religion er åndsfriheden

– Hvis studerende bliver fornærmede over den akademiske metode af for eksempel religiøse årsager, så må de finde et andet sted at uddanne sig, siger hun.

Det hellige på universitetet er, ifølge Margit Warburg, ikke det religiøse.

Det er derimod idealet om åndsfrihed: At den enkelte kan tænke og tro, som han eller hun vil, frigjort af alle fordomme. Et andet ideal er metodefrihed – og at der er en redelighed i forskningen, så man præsenterer et afbalanceret materiale og ikke overser eller fortier viden, der taler mod ens konklusioner. Idealerne er den fælles ramme, som universitetets ansatte og forhåbentligt også de studerende er enige om, at den akademiske debat skal føres indenfor.

– Det er også inden for den ramme, at faglige uenigheder diskuteres. Det er fuldstændig uacceptabelt at true eller intimidere. De eneste argumenter, der gælder, er de argumenter, der er belæg for inden for rammen for videnskabelig forskning. Det er idealer, der gælder for alle, uanset om både lærere og studerende i fritiden tror eller tænker i andre baner. For eksempel religiøse.

Margit Warburg understreger, at det ikke handler om mangel på respekt for religion. Religiøse argumenter forstået som den eneste sandhed hører ikke hjemme på et universitet. Men det kan sagtens høre hjemme i synagogen, kirken, moskeen og de uddannelsesinstitutioner, der måtte knytte sig hertil.

– Videnskabelig forskning kræver, at forskerne deler en fundamental forståelse af, hvad videnskabelig forskning er. Ellers kan de ikke diskutere på lige vilkår. Her tæller det religiøse argument ikke, fordi det ikke deles af alle. De videnskabelige præmisser skal være ens, uanset om man studerer biologi, medicin eller religion, ellers kan vi ikke diskutere på et fælles sprog på tværs af fakulteter. Det er også derfor, konferencen har så stor interesse. Forsøget på at intimidere vigtige forskningsprincipper berører os alle.

Margit Warburg har blandt andet forsket i Baha'i-religionen, som har sit udspring i Iran.

Baha'i har i dag omkring fem millioner tilhængere og er den mest aktive, religiøse lobbyorganisation i FN.

Målet for baha'i'erne er en fredelig, ny civilisation, og de ser, ifølge Warburg, deres egen religiøse organisation med et centraliseret, men demokratisk valgt lederskab som fremtidens model for både politiske og religiøse organisationer. Bahai'erne ser gerne, at der forskes i deres religion, men forsøger også, igen ifølge Warburg, at give retningslinjer for forskning i religionen. Baha'i-ledelsen mener, at de akademiske ånds- og metodefriheds-principper, Margit Warburg taler om, i virkeligheden dækker over, at der er tale om ateistisk forskning, fordi den åndelige dimension ikke tæller.

– Forskning i religion er snarere begrænset end ateistisk. Den del, forskningen nemlig intet kan vide om, er religionernes åndelige sider. Hellige bøger og andre skrifter kan behandles videnskabeligt. Men den enkelte troendes oplevelse af Gud, omvendelsesoplevelser og mirakler kan ikke behandles videnskabeligt. Vi forstår det simpelthen ikke videnskabeligt. Her kan vi blot registrere, at det er den enkeltes oplevelse. Det betyder ikke, at den religiøse erfaring er uvigtig i forskningen. Den er jo forudsætningen for at forstå den troende.

Så det tæller altså ikke for forskeren at forklare en hændelse med, at Gud havde en finger med i spillet. Kun hvis det kan bevises ud fra videnskabelige metoder.

– Men hvis Guds finger kan bevises videnskabeligt, så accepterer videnskaben også, at det er sådan. Modsat religiøse argumenter, som oftest er absolutte og opfattes som en bestemt sandhed, så har videnskaben jo netop den fordel, at den ikke er absolut. Jeg er meget tilfreds med, at videnskab ikke er absolut. At vi netop ændrer opfattelse, når hidtidig forskning overhales af ny, dokumenteret viden, siger Margit Warburg.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk