af MORTEN BONDE PEDERSEN |
21. februar 2005
Med et kommende direktiv vil psyko-terapeuter blive anerkendt, så de får mulighed for at arbejde i alle EU-lande
I Danmark står psykoterapifaget uden for det etablerede sundhedssystem. Terapeuterne er henvist til at uddanne sig for egne midler, og de kan ikke få officielt stemplede papirer på deres kunnen.
Det vil EU ændre på med et kommende direktiv, der ventes at blive til lov i løbet af et år eller to. Ifølge et udkast til direktivet skal der fremover stilles ensartede krav i hele EU til psykoterapeuternes uddannelse. Desuden skal en psykoterapeut, der arbejder i ét land, have mulighed for at flytte sin praksis til et hvilket som helst andet medlemsland.
Blandt psykoterapeuter
håber man, at det kommende EU-direktiv vil føre til, at faget bliver officielt anerkendt.
– Vores mål er at få en autorisationsordning. Nu får vi så at se, om danske politikere når det før EU, siger Hans Christian Schrøder, der er næstformand i Sammenslutningen af Psykoterapeutiske Uddannelsesinstitutioner i Danmark.
I dag har syv af de 25 EU-lande en lovgivning, hvor der stilles krav til psykoterapi-
erhvervet og -uddannelsen. Blandt dem er Sverige, Finland, Holland og Østrig. Eksempelvis er titlen som psykoterapeut i Sverige forbeholdt personer inden for sundhedsvæsnet, som har taget en overbygningsuddannelse. I Sverige er der også krav om, at terapeuter, der kommer til landet fra andre EU-lande, skal være uddannet inden for en af de psykoterapeutiske retninger, som er godkendt.
Herhjemme er der ingen regler for, hvem der kan kalde sig psykoterapeut, eller hvem der kan uddanne psykoterapeuter. Men som omtalt i Kristeligt Dagblad sidste weekend har en tværministeriel arbejdsgruppe udarbejdet et sæt retningslinjer, som private psykoterapeutuddannelser kan lade sig evaluere efter.
Arbejdsgruppen oplyser, at man er bekendt med det eventuelt kommende direktiv, og at man har ladet sig inspirere af de indholdsmæssige krav til uddannelsen, som EU stiller.
Hos den europæiske
sammenslutning af psyko-terapeuter, EAP, ser generalsekretær Alfred Pritz det kommende direktiv som et "revolutionerende fremskridt."
– Målet er nu at få anerkendt erhvervet som psykoterapeut i alle EU-lande ud fra de krav til uddannelse, som EU har opstillet, siger Alfred Pritz, der er professor i Østrig.
EAP er paraplyorganisation for 13 nationale psyko-terapeutorganisationer og repræsenterer i alt 140 organisationer fra 26 lande.
Direktivet "Anerkendelse af professionelle kvalifikationer," som det officielt hedder, blev behandlet første gang i Europa-Parlamentet den 11. februar i fjor. Derefter har parlamentets juridiske udvalg foreslået ændringer.
Formanden for det juridiske udvalg, italieneren Stephano Zappalá forventer, at direktivet vil blive ende-
lig vedtaget af parlamentet
i maj. Derefter skal det
godkendes af EU's Ministerråd.
bonde@kristeligt-dagblad.dkLæs mere under Danmark
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad