Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Jeg skal hver dag fødes på ny til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg skal hver dag fødes på ny

Erik A. Nielsen-- Kristustroen er for mig ikke bare en beroligende bekendelse, man kan falde til hvile i. Den er et mysterium, et stadigt arbejdende spørgsmål, som mange steder får alt for mange kvarte svar og accepteres eller afvises med alt for stor skråsikkerhed.

- Leif Tuxen

Kommenter Hold mig opdateret

MIT LIVSSYN: Erik A. Nielsen - ny litteraturprofessor ved Københavns Universitet - elsker klarhed, men har livet igennem været truet af melankoliens mørke

Erik A. Nielsen tiltræder den 1. marts som professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet. Den 63-årige dr. phil. er docent på Institut for Nordisk Filologi med et engagement i kristendom og kirke, der for ham er mere end blot en faglig interesse.

I sin tid var han – sammen med blandt andre hustruen, politikeren og præsten Margrete Auken – blandt forfatterne til "Kirkens mund og mæle", som med sit forslag om kirkeråd tog forskud på den aktuelle folkekirkelige debat.

Erik A. Nielsen er i disse år i gang med et stort værk om kristendommens billedsprog, hvor han blandt andet tager fat på sprogbillederne hos de gamle salmeforfattere. Værket vil komme til at fylde fire bind og ventes udgivet i løbet af et par år.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Annonce
– Måske har jeg ikke noget så fint. Snarere en livspraksis, hvis formål er at fastholde livfuldheden og inspirationen. Jeg rammes stærkt og dagligt at de smerter, som vækkes på så mange fronter, og i perioder må jeg ligefrem beskytte mig mod informationernes syndflod, fordi de så let kan knække mig. Men positivt: Jeg elsker kvinder og børn, musik og ost! Lige så højt elsker jeg ideer, indsigt og klarsyn. At komme til forståelse og anskuelse er en uundværlig del af livet for mig, og det offentlige livs store fortræng-ninger og illusionsnumre er derfor direkte pinefulde. At kunne se noget for sig, at lade det lyse i sin tanke, at sætte det i ord og dermed bringe det sete videre til andre – det er min vigtigste opgave som opdrager, lærer, forfatter og foredragsholder.

Hvad har formet din indstilling til livet?

– Først og fremmest den kristne forståelse af kærligheden og tilgivelsen. Den har jeg fået i rigt mål, især fra en række kvinder, som jeg af samme grund har den højeste agtelse for, men også gennem fortolkningen af denne nådefulde kærlighed hos f.eks. Jakob Knudsen, Grundtvig, den svenske forfatter Lars Ahlin, Dostojevski m.fl.

Hvad tror du på?

– På Jesus Kristus, den levende Guds søn, og jeg har brugt en meget stor del af mit priviligerede liv på at begribe, hvad der ligger i sådan en bekendelse. Kristustroen er for mig ikke bare en beroligende bekendelse, man kan falde til hvile i. Den er et mysterium, et stadigt arbejdende spørgsmål, som mange steder får alt for mange kvarte svar, og accepteres eller afvises med alt for stor skråsikkerhed.

– Jeg beskæftiger mig dagligt med at forstå og nyformulere, hvad tro dog er for et mærkeligt fænomen. Det er for mig en ren katastrofe, at Dansk Folkeparti nu har fået lov at tegne et vidt udbredt billede af, hvad kristentroen er. Ærligt talt: de aner det ikke! Ligesom når de taler om danskhed, så lyder deres kristendom som den blindes beskrivelse af farverne. Søren Krarup og Jesper Langballe som kristne trendsættere – ak og ve og herrejemini!

Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?

– Jeg er som mange andre dagligt plaget af verdens kritiske tilstand. Det er ofte det perspektiv, jeg vågner i, straks jeg slår øjnene op. Det er intet mindre end forfærdende, at de politikere, der bryster sig af at være de ansvarlige, handler så uansvarligt, som tilfældet er. At de uophørligt disponerer på vegne af virkeligheden, men savner det, jeg vil kalde den ædle, tragiske realisme: at indse, hvor truet vores klode er.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Mennesker, der prøver at få indsigt, meninger og praksis til at hænge sammen. Mennesker, der åbent indrømmer, hvor vanskeligt det er at tilvejebringe en sådan sammenhæng. Den første, der her falder mig ind, er Grundtvig, og jeg kunne fra nutiden nævne den svenske FN-diplomat Hans Blix, hvis stille realisme har gjort et stort indtryk på mig. Hvad åndelige forbilleder angår, er jeg aldeles ubeskeden: Kristus er for mig selve forbilledet, mest fordi alting fortætter sig så fuldkomment og dybest set uefterligneligt i hans person.

Hvad har du taget med dig fra dit barndomshjem?

– Ungdommelighed og kærlighed. En sorgfuld solidaritet, for der var svære konflikter i det hjem, men de bragte mig tæt sammen med mine to søstre og min mor. Kvindelig humor, slagfærdighed, evne til at være på pletten, når det er tiltrængt. Livlighed og en ikke-hovmodig intelligens.

Hvilket fællesskab er vigtigst for dig?

– Familien. Ikke ret meget andet kan glæde mig som det forhold, at det går mine børn og nu også mine børnebørn godt. Intet kan skræmme mig mere end tanken om, at de forulykker eller mishandles af skæbnen eller af andre mennesker. Men som lærer er det også vigtigt for mig, at de faglige fælleskaber lever, og jeg glæder mig over de mange, der fortsat forsøger at fastholde en lødig folkelig debat, på trods af det politiske spindoktoris uigennemsigtighed.

Hvordan er dit syn på fremtiden?

– Findes den? Er der ikke grund til at frygte for, at mange af de såkaldte dommedagsscenarier er mere realistiske end al den politiske snakken udenom? Anders Fogh Rasmussen tillod sig at affeje den sidste alarmerende klimarapport midt under valgkampen med ordene: måske går det ikke så galt! Tænk, hvis man advarede om, at børn kunne blive kørt ned på et farligt sted, og man så svarede sådan.

– Der er brug for ærlighed og realisme. Det er så uendeligt udmattende, at politikere i så stor stil taler udenom – særlig slem er kirkeminister Tove Fergo i den kunst! Hver gang, man håber på et klart svar, får man et henholdende, eller et svar, der svarer på noget andet, man ikke har spurgt om. Min kære kone vover den klare tale og mere end det ene øje, men hun bliver jo også anset for at være lidt til en side. I så fald: den gode side.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Glæde, veloplagthed, nysgerrighed, festlighed, musikalitet.

Har du et motto?

– Hen over min pauseskærm kører somme tider en sætning af Grundtvig: "Lys er oprundet, stat op og bliv klar!" Jeg elsker klarhed, og jeg har hele livet igennem været truet af melankoli og mørke, som jeg har måttet bryde ud af. Jeg skal ligesom fødes på ny hver dag, og det lykkes ikke altid. Når Kristus er så vigtig en person i mit liv, beror det dybest set på selve opstandelsens mysterium: gravmørket kunne ikke holde ham.

Hvilke håbstegn ser du i verden i dag?

– Den menneskelige ukuelighed. At ungdommen vel for pokker omsider ophører med at være bestukket af velfærd og tager energisk og kritisk del i genopretningen af jordklodens skude, der efter min mening har faretruende slagside. Men håb – det er vist for dyrt et ord for min vurdering af tilstanden.

steens@kristeligt-dagblad.dk

ERIK A. NIELSEN

Dr. phil., docent, forfatter, foredragsholder, debattør. Nyudnævnt litteraturprofessor. Opvokset på Østerbro i København. Har et omfattende forfatterskab bag sig, bl. a. "Den skjulte gudstjeneste" (1987), "Kirkens mund og mæle" (1992 – medforfatter) og "Solens fødsel. Seks tekster om kristendommens hemmeligheder." (1998). Hædret med Holberg-Medaillen i 1993. Gift med EU-parlamentsmedlem Margrete Auken (SF). Parret har tre voksne børn, hvoraf en stillede op for SF ved det netop overståede valg. Fire børnebørn.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​