SPØRG OM LIVET FAMILIELIV HISTORIE MAD-OPSKRIFTER
Liv & Sjæl

Fri os fra det onde

18. feb 2005 02:00 FADERVOR: Charlotte Lindberg Englev lider af uhelbredelig brystkræft. Sygdommen har åbnet hendes øjne for kærligheden i hverdagen

Kommentér
Share
Udskriv
Tip en ven
Billede
Charlotte Lindberg Englev ved ikke, hvor mange år hun har tilbage at leve i. Men på trods af en uhelbredelig brystkræft ser hun positivt på livet og fokuserer på at leve, mens tid er. -- Foto: Hans Christian Jacobsen.

AF DORTHE HEIN LØWENDAHL OG MIA L. CHRISTENSEN
Din brystkræft kan ikke helbredes. Lægen kigger nevøst på Charlotte, der sidder i stolen overfor. Ordene bider sig fast i hende. I det samme træder kæresten Michael ind ad døren på hospitalsstuen, og det får Charlotte til at bryde sammen.

– Jeg skal dø.

Det var på en ferie for tre år siden, at den dengang 30-årige Charlotte Lindberg Englev første gang mærkede, at noget var galt. Inden hun tog af sted, opdagede hun en knude under armen, men tænkte ikke nærmere over det. Hun overvejede, om hun kunne have brystbetændelse, da der tre måneder efter ferien kom udslæt på det ene bryst. Lægen henviste hende til biopsi, men hun blev heller ikke for alvor bange, da lægen ville se hende personligt for at give svar på prøverne.

– Jeg skal sikkert bare have noget penicillin, var hendes eneste tanke.

Annonce
Men hos lægen får Charlotte den besked, der vælter hendes liv omkuld. Hun lider af brystkræft – en besked, der først virker ubærlig på hende. Men efter at have tygget på beskeden trøster hun sig med, at man jo sagtens kan blive helbredt for kræft.

Håbet om at blive rask beholder hun i knap to uger. Lægerne har planlagt en kemoterapi, men som dagene går, bliver hun mere og mere svag. Hiver efter vejret efter bare få skridt. Så hun beslutter sig for at tage på hospitalet dagen inden den planlagte kemoterapi.

Her får Charlotte at vide, at brystkræftcellerne har spredt sig til knoglemarven. Lægerne er i begyndelsen bange for at give Charlotte kemoterapi, når hun er så svag, men beslutter sig alligevel for at begynde behandlingen med nedsat styrke, så de kan holde hende i live.

Hun og kæresten Michael har på det tidspunkt kendt hinanden i knap et år. De er stadig i gang med at lære hinanden at kende. Pludselig er kræften også en del af deres forhold.

– Du behøver ikke at blive. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke kan holde til det, siger Charlotte til Michael.

– Hvis du dør, skal jeg leve uden dig. Men det skal jeg jo også, hvis jeg forlader dig, lyder Michaels svar, der hjælper hende, hver gang hun får et iltbagefald.

I den periode beslutter Charlotte og Michael sig for at købe en lejlighed på Østerbro i København. De vil gerne have et hjem sammen. Charlotte har taget en beslutning. Ingen eller intet skal bestemme, om hun skal dø.

– Hvorfor gifter vi os ikke bare, spørger Michael, nogle dage inden købet af lejligheden er ved at gå igennem. Det er ikke sådan et frieri, som Charlotte drømte om dengang, hun var rask. Alligevel smiler hun. Tænk, at han frier til hende, selv om han ved, at hun skal dø ung.

Michael ved, at Charlotte altid har drømt om et stort kirkebryllup, men de er enige om, at det ikke passer sig. Derfor bliver de gift på rådhuset. Charlottes kjole er hvid, lang og fin. Hun har perler i det helt korte hår. Da hun siger ja til at leve med Michael i med- og modgang, er hun helt sikker på sit løfte. De ved jo allerede, hvad modgangen er, tænker hun.

Det er som om, hun falder. Dybere og dybere. Forsøger at hive sig op, men kan ikke. Efter brylluppet er der ikke længere noget at glæde sig til, og det gør hende deprimeret. Hun har svært ved at passe sit arbejde, som hun trods sygdommen stadig har. Charlotte starter behandling med antidepressiv medicin, som kun langsomt virker.

Hun ser Michael for sig. Alene i lejligheden efter hendes død. Han sorterer i hendes ting. Smider hendes tøj ud.

Hun føler ikke, at hun kan andet end at sprede sorg blandt de folk, hun holder af. Hun kan ikke hjælpe med noget. Blot gøre dem kede af det.

En veninde får hende alligevel overtalt til at tage til et arrangement med Charles Ndifont, et amerikansk medie, som angiveligt kan helbrede folk ved hjælp af Jesus og Helligånden. Charlotte er en smule skeptisk. Hun er da kristen, men har aldrig dyrket det specielt meget. Men da hun træder ind ad døren til Pinsekirken, mærker hun en susen i kroppen. Hun føler, at noget uforklarligt guddommeligt har rørt ved hende. Begynder at mærke, at det onde har ført noget godt med sig.

Charlotte begynder at komme meget i kirken, hvor folk beder for hende. Hun beder også for sig selv. Beder sit fadervor. For hende har fadervor altid været "bønnen". Det var den, man sagde i kirken, og det er først efter hendes møde med Pinsekirken, at hun har lagt mærke til, hvad det er, man siger.

Hun tænker på fadervor. At Gud er vores far. En kærlig person, der er der for at elske, hjælpe og tage hånd om én. Og dét, synes Charlotte, er meget sigende for kristendommen.

Når hun hører "fri os fra det onde", føler hun, at sygdommen er ond, fordi det er så hårdt. Fordi hun ikke kan se lyset forude.

– Men der er jo så meget ondt i verden. At jeg er blevet ramt af kræft, er jo bare en lille ting, siger Charlotte til sig selv. Det går op for hende, at døden måske ikke er ond. Altså selve døden. Men det er tiden inden døden, som Charlotte frygter, og hun kan ikke forstå, hvorfor hun skal igennem så meget lidelse.

Efter tre år med den uhelbredelige brystkræft som en del af hverdagen ved Charlotte, at der snart ikke er flere behandlingsmuligheder inden for kemoterapi tilbage. Håbet svinder. Hun har taget 25 kilo på grund af det binyrebarkhormon, hun får ved siden af kemoen. Det giver hende en enorm appetit, og væske hober sig op i kroppen.

I slutningen af november 2004 opdager lægerne metastaser i hjernen. Kræften har spredt sig til Charlottes hoved.

Alligevel forsøger Charlotte at få mest muligt ud af livet. At nyde det. Det onde har ført så meget godt med sig. Nemlig en masse kærlighed, som Charlotte mærker hver eneste dag fra sine omgivelser og som er det, hun kan give tilbage, inden hun må sige farvel.

Artiklen er baseret på interview med Charlotte Lindberg Englev. Efter redaktionens slutning har Charlotte fået stereotaktisk stråling, som er en mild form for stråling, der bruges mod små metastaser i hjernen.

loewendahl@kristeligt-dagblad.dk



Fakta

De hyppigst forekommende advarselstegn ved brystkræft er en knude i brystet, abnorm fortykkelse eller ændringer i fastheden. I mere sjældne tilfælde kan tegnet være en rødmen på huden.

Risikoen for brystkræft stiger med alderen. De fleste tilfælde findes hos kvinder mellem 40 og 50 år.

I 2000 døde 15.479 personer i Danmark af en kræftsygdom.

Kilder: Verdenssundheds- organisationen WHO, Danmarks Statistik, Kræftens Bekæmpelse og Cancerregistret under Sundhedsstyrelsen.



Fader vor,

du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje som i himlen,

således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er Riget og magten og æren

i evighed!

Amen.

SERIE

Hvordan bevarer man troen, når livet tager en uventet drejning? Afsættet er fadervor, når Kristeligt Dagblad lader syv danskere fortælle om, hvordan de er kommet videre ved hjælp af troen. På trods af alt. Dette er sjette artikel i serien, som afsluttes mandag den 21. februar

Kommentér denne artikel Share


Mest læste
Teologisk fakultet på vej til lukning
Dansk biskop: Også misbrug i den katolske kirke i Danmark
Mysterium om kvindelig flypioners skæbne måske opklaret
V-folk sikrer homoseksuelles ret til adoption
 

 
Flere nyheder? Tilmeld dig vores nyhedsbrev


E-mailadresse:


 



 



 



 
Label Mest læste Danmark
Label Mest læste kirke og tro
Label Mest læste Liv&Sjæl
 
Label Mest læste udland
Label Mest læste kultur
Label Mest læste debat

Temaer fra Kristeligt Dagblad

Temaer fra religion.dk

Temaer fra kristendom.dk


 
 
 
 
 
 
 
 

Afstemning

Ser du mere positivt på homoseksuelle vielser i folkekirken end for 10 år siden?

Ja
Nej
Ved ikke

 
 
Seneste artikler på Kristendom.dk
Massiv kritik af katolsk biskop
Sådan indsættes en sognepræst
- Vi kender kun Gud gennem Jesus
10 nye former for kirke, der ikke chokerer din bedstefar
Konkurrent til rådhus og kirke fører sig frem
Dansk biskop: Også misbrug i den katolske kirke i Danmark

 

Nyhedsbrev

Ja tak, send mig dagens nyheder på e-mail


E-mailadresse: