Morten Mikkelsen |
18. februar 2005
Trods lavt timetal og ringe bevågenhed på skolerne har kristendomsfaget altid været skolens politisk mest følsomme fag. I de seneste år har VK-regeringen tilmed skærpet retningslinjerne for faget som led i en ideologisk kamp
– Kristendomskundskab diskuterer man jo dobbelt så meget som alle andre fag tilsammen.
Sådan faldt ordene fra skolemanden og venstresocialisten Erik Sigsgaard, da Folketinget i 1975 andenbehandlede den folkeskolelov, som ændrede faget fra et forkyndende til et kundskabsmeddelende fag.
I de følgende 30 år har udsagnet vist sig at holde stik. Selv om faget kun fylder lidt på skoleskemaet, optager det megen plads på den politiske dagsorden, hvor fagets navn, indhold og muligheden for at få elever fritaget er til fortsat debat.
– Faget vil altid røre ved mange følelser, fordi religion er et personligt emne. Men hvor slaget tidligere stod om, hvorvidt skolen skal forkynde eller ej, er det i disse år det store antal indvandrerbørn med muslimsk baggrund, som aktualiserer debatten i voldsom grad, siger Steffen Johannesen, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og specialist i kristendomskundskab.
Han forklarer, at to ideologiske fronter er blevet trukket skarpere op de seneste 10-15 år.
Den ene front anvender det, man kunne kalde kulturarvs-argumentet. Det går ud på at sætte lighedstegn mellem kristendom og dansk kultur. Ud fra denne argumentation er kendskab til kristendommen en uadskillelig del af det at være at være dansker – også nydansker – og derfor bør kristendommen have en fortrinsstilling. Denne front udgøres af VK-regeringen samt Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, idet Venstre og Kristendemokraterne dog vil bevare elevers ret til fritagelse.
På den modsatte side findes en front, som gerne vil have så neutral en undervisning som muligt, blandt andet som følge af, at skole-elever i dag har en mere blandet religiøs baggrund end tidligere, altså et integrations-argument. Derfor vil de ændre folkeskolefaget, så det minder mere om gymnasiets religionsfag. Denne front udgøres af den politiske venstrefløj, Socialdemokraterne samt dele af det radikale bagland.
Disse modsætninger er også blevet registreret af adjunkt i pædagogisk antropologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Jon Milner, der har forsket i kristendomsundervisningens nationale indhold.
– Der foregår en kulturpolitisk kamp om at huske og glemme. For den ene side er det vigtigt at huske, at danskerne har været lutheranere i 500 år, men gøre mindre ud af, at vi før det var katolikker og tidligere endnu havde helt andre religioner. På den anden side er synspunktet, at vi må opgive forestillingen om et homogent dansk samfund, siger han.
I øjeblikket udgør de københavnske folkeskoler den centrale kampplads, idet Københavns skoleborgmester, Per Bregengaard (Enh.), fører en skarp ideologisk kamp til fordel for integrations-argumentet. Han har gennem flere år opfordret kommunens skoler til at tilpasse deres undervisning til den mere multikulturelle elevsammensætning og til at kalde faget "religion" på skemaet.
Siden 2000 har Per Bregengaard kæmpet for, at Ålholm Skole i Valby skulle have en læseplan for kristendomskundskab, hvor der er så få referencer til kristendommen som muligt. Dette har bragt ham på kollisionskurs med Undervisningsministeriet, som mener, at folkeskoleloven er overtrådt. Trods gentagne påbud har Bregengaard kun ændret mindre detaljer, og efter alt at dømme munder sagen ud i, at Københavns Kommune bliver sat under særligt tilsyn.
Men også fra VK-regeringens side har der været ført kulturkamp, påpeger formanden for Religionslærerforeningen, John Rydahl:
– Der er ingen tvivl om, at regeringen har haft et ideologisk sigte, da man foretog den seneste justering af Fælles Mål for kristendomsfaget. Kristendommen har fået en mere central placering og andre religioner er blevet nedprioriteret.
Fælles Mål er de mere præcise formuleringer af skolefagenes indhold, som undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) de seneste år har fået udarbejdet for alle fag. Fælles Mål har erstattet Klare Mål, som var forgængeren, Margrethe Vestagers (R), bud på det samme. Men John Rydahl påpeger, at i modsætning til Klare Mål rummer Fælles Mål ingen konkrete krav til undervisning i "Ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser" før 7. klassetrin. Derimod er der mange krav til undervisningen i "Bibelske fortællinger" samt "Kristendommen og dens forskellige udtryk i historisk og nutidig sammenhæng".
Personligt repræsenterer Religionslærerforeningens formand en mellemposition mellem de to fronter, idet han vil bevare faget som et bredt fag, der berører andre religioner, men har en klar hovedvægt på kristendommen. Han ser gerne navnet ændret til "religion", ligesom faget i øvrigt også hed før 1937. Men læseplanen for Ålholm Skole anser han for uantagelig.
– Den læseplan er så generelt formuleret, at vi principielt kan risikere, at eleverne kommer igennem hele faget uden at høre om kristendommen, siger John Rydahl, der på den anden side tvivler på, om Undervisningsministeriet eller Statsamtet kan tvinge Københavns Kommune til at ændre praksis, idet ansvaret for undervisningens indhold rent juridisk er placeret hos kommunen.
Også Steffen Johannessen placerer sig på en moderat midterlinje, men med en forkærlighed for fagbetegnelsen kristendomskundskab. Han understreger dog, at han gerne ser, at skoler udfordrer fagets indhold ved at udarbejde nye læseplaner:
– Det ærgerlige ved Ålholm Skoles læseplan er, at den er blevet så dårlig. Planen er en dårlig vejledning til lærerne, og derfor ærgrer det mig, at den breder sig til andre københavnske skoler. I forbindelse med debatten i 1975 var der langt mere spændende lokale læseplaner i omløb, men i nyere tid er det kun Ålholm Skole, som har gjort sig denne ulejlighed. Det illustrerer det problem, kristendomsfaget står med: Selv om der er stor furore på Christiansborg, forsvinder faget i skolernes dagligdag på grund af lav interesse og mangel på initiativer.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad