Da en miljøfjer blev til fem høns

Som politiker oplever man dagligt, at H.C. Andersens eventyr "Det er ganske vist" gentages i medierne. Og da journalisterne lever af at skrive af efter hinanden, dog sådan at historien for hver gang den bliver gentaget i en ny avis, lige som hønesnakken får en tand til, bliver historien bedre og bedre og bedre. Desværre ikke sjældent med det resultat, at den, der udtalte sig, ikke kan genkende historien, når den kommer tilbage til åstedet. Deri er intet nyt.

Der er heller intet nyt i, at politiske modstandere i stedet for at undersøge, om afsenderens budskab er blevet forvrænget af medierne, straks benytter lejligheden til at forarges over udtalelserne og slå politisk mønt heraf. Det er en del af det politiske spil, men det burde ikke være metoden i en teologisk diskussion, idet jeg forudsætter, at der virkelig er tale om en teologisk diskussion og ikke en miljødebat med et politisk mål om at påvise, at klimaforandringer er unddraget Vor Herres magt, men alene skyldes mennesket.

Det undrer mig derfor, at flere teologer nærmest udråber dommedag til et tabu, der endelig ikke må tales om, som om det skulle være blevet særligt politisk ukorrekt at nævne dommedag i forbindelse med kristentro.

Det er uforståeligt, at omtalen af dommedag kan give anledning til forslag om censur af præsternes forkyndelse. Det kræver en nærmere forklaring til det lægfolk, der hver søndag i trosbekendelsen synger: "hvorfra han skal komme at dømme levende og døde."

Man tror, det er løgn, at et biskoppeligt forbeholdent svar om kendte begreber i trosbekendelse, bibel og salmebog, givet til en tilfældig journalist i den grad kan bringe andre teologer på barrikaderne som fortalere for generel indskrænkning af forkyndelsesfriheden og trosfriheden.

Det går dog efterhånden op også for den naivt troende kender af salmebogen, at der virkelig er skriftkloge, der alvorligt mener, at præster, der vover at nævne dommedag, skal under censur, undergivet et paveligt råd bestående af landets biskopper, der vist heller ikke må mene, hvad de vil.

Skal præsterne imidlertid under censur, er der også flere salmer, der skal ud af den salmebog, som den hårdtarbejdende og gladeligt syngende salmebogskommission lod passere gennem nåleøjet.

Synger vi ikke med Grundtvig: "Rejs op dit hoved, al kristenhed.

Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet"? Er det ikke tilstrækkeligt, kan vi synge videre med Kingo: "Rettens spir, det alt er brækket..og jeg bliver dømt i nåde."

Hvad man skal med syndernes forladelse, hvis dommedag er afskaffet, ved jeg ikke. Men måske findes der en professor, der uden censur kan forklare det.

Birthe Rønn Hornbech er MF for Venstre og formand for Folketingets kirkeudvalg