Tro, håb og social indignation

Den 43-årige teolog kan med let hjerte forlade Diakonhøjskolen i Århus, hvor han har været forstander og haft sit hjem i ni år. Hans mål er nået. De studerende er blevet SU-berettigede, der er venteliste til studiepladserne, økonomien er god, og en ny tilbygning med efteruddannelses- og kursusfaciliteter er under overvejelse. Ovenikøbet har det maget sig sådan, at han og hele familien, der tæller fire børn i alderen 6-15 år, kan flytte til Haslev på Sjælland, hvor hustruen Karen har fået embede som sognepræst.

– Det er en glæde at kunne forlade en skole, hvor der er grund til optimisme og tro på fremtiden, og hvor vi har haft fantastiske år med elever, medarbejdere og samarbejdspartnere. Samtidig ser jeg frem til at komme ind i en spændende og dynamisk organisation som Folkekirkens Nødhjælp, hvor værdigrundlaget stemmer med mit eget. Vi skal være der for de mennesker med mest behov, de allerfattigste, både med her og nu-hjælp og langsigtet hjælp, og vi skal også være de mest udsatte gruppers talerør. Jeg går ind til jobbet med ydmyghed, for det er en stor post. Men jeg har lyst til det, tror på det og på, at jeg har noget at give i den sammenhæng, siger Henrik Stubkjær.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

– Jeg er begavet med et positivt livssyn, som tit har hjulpet mig. Jeg har let ved at se det positive i situationen og er også meget socialt oplagt. Jeg har det godt med at møde nye mennesker og med at have mennesker omkring mig. Jeg har en grundlæggende tro på mennesker og på mig selv.

Hvad har formet dit livssyn?

– Jeg er vokset op i Brædstrup mellem Horsens og Silkeborg i et hjem og samfund, hvor der var tryghed. Min mor var lærer, og min far var skoleinspektør, og jeg har fire søskende. Hele familien flyttede til Vejle, da jeg skulle i gymnasiet, og her havde jeg en utrolig god gymnasietid med masser af venner. Min far blev skoledirektør og senere forvaltningschef for skole-, kultur-, idræts- og børneungeområdet i Vejle Kommune.

Hvad tror du på?

– Jeg betegner mig selv som et kristent menneske og har et kristent menneske- og livssyn. Jeg vil have lov til at tro, at hvert enkelt menneske rummer en gudbilledlighed. Og at der selv i den dybeste håbløshed dog er et håb.

Hvordan gør troen en forskel i dit liv?

– Ved at sætte håbet som fortegn. Det spiller med i mit møde med andre mennesker og gør, at jeg kan møde andre med tillid og ikke mistillid. Det kan gøre mig harm, når man i debatten putter mennesker i kasser og spiller på den angst for det fremmede, der ligger i os alle. Når vi taler nødhjælp, kan det møde med andre ikke begrænses af menneskeskabte grænser. Vi kan også møde mennesker med en anden tro i tillid, fordi vi ved, hvad vi selv står for – og med en åben nysgerrighed efter, hvad det andet menneske kan bidrage med, hvad enten det er kulturelt, religiøst eller andet.

– Troen spiller også ind på den måde, at jeg ikke kan være ligeglad med tingenes tilstand. Troen fremkalder et politisk engagement. Og jeg mener, at fordi Folkekirkens Nødhjælp arbejder ud fra et kristent livssyn, er vi nødt til at sige fra, hvis vi ude i verdens brændpunkter oplever, at menneskers rettigheder trædes under fode. Nogle mener, at Folkekirkens Nødhjælp ikke skal udtale sig. Det er jeg ikke enig i. Vi skal ikke gøre det for at skabe strid, men når vi finder det nødvendigt.

Hvad har du taget med fra dit barndomshjem?

– De lette løsninger var ikke accepteret derhjemme, og det har jeg også noget af. Vi havde en åben, diskuterende og drøftende holdning. En glad og livsbekræftende kristendom. Vi har altid været aktive i kirkeligt arbejde i gymnastikbevægelsen og i KFUM og KFUK. Det var også et hjem med bøger. Og med mange mennesker ind og ud af døren. Ville man flytte noget, måtte man også gøre noget. Det har været naturligt for mig at arbejde med det, jeg gør, fordi det passer med mit livssyn og sociale indignation. Nu går jeg så fra at være hjemlig til international diakon.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu har jeg en dyb respekt for. Han står for et helt utroligt positivt kristendomssyn, der giver ham ballast til at stå fast og bevare et håb under mange års systematisk undertrykkelse og at komme ud på den anden side uden bitterhed. Det er flot!

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Jeg vil gerne have, at mine børn siger, at deres far var nærværende.

Hvad er lykke for dig?

– Lykke har noget at gøre med de nære relationer. At stå med et nyfødt barn i favnen. Når jeg mærker min kones kærlighed. Og når jeg oplever at være tæt på et andet menneske. Det kan også være, at noget lykkes. At vi sammen når resultater.

Hvad er elendighed for dig?

– Tab af relationer og dybest set tab af håb. Den ultimative elendighed er dér, hvor der ikke er mere håb tilbage, siger Henrik Stubkjær.

Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?

– Lidt blandet. Jeg befinder mig i et sporskifte præget af taknemmelighed over det, vi har fået her på Diakonhøjskolen, og forventning og lidt utålmodig venten på at komme i gang med det nye. Samtidig er jeg taknemmelig over, at tingene ligesom falder på plads. At det, at jeg har fået en spændende ny udfordring, falder sammen med, at min kone har fået et nyt ønskeembede. Som jeg sagde til én, så er det lige til at blive religiøs af. Han svarede: "Ja, pas nu på med det!"

remar@kristeligt-dagblad.dk

Henrik Stubkjær

Henrik Stubkjær er forstander på Diakonhøjskolen i Århus til den 1. marts, hvor han tiltræder som generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp i København.

Han er født i Brædstrup i 1961. Cand. teol. fra Århus Universitet 1990. Inden ansættelsen på Diakonhøjskolen i 1996 har han arbejdet som landssekretær i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse/KFUM og KFUK i fire år. Derefter var han ansat i Folkekirkens Nødhjælps informationsafdeling og tre år som studenterpræst ved Århus Universitet/Møllevangssogn i Århus. Han har desuden været aktiv i en række udvalg og bestyrelser inden for idræt, kirke og diakoni.

Henrik Stubkjær er gift med præst Karen Stubkjær. Parret har fire børn i alderen 6-15 år og er på vej til at bosætte sig i Haslev på Sjælland.