Jeg tror på tilfældet

– Min evne til at se problemer er også en forfattersygdom. Der skal være en konflikt, hvis man skal kan bygge en historie. Når andre går gennem byen og ser glade børn og løbende hunde, ser jeg, at der er alt for mange biler. Når jeg kommer på landet, tænker jeg "her kunne jeg ikke bo" eller "sikke nogle sære folk", mens andre de betragter det smukke landskab og glæder sig over at se et anderledes stykke af Danmark. Jeg ser de ting, som kan føre til et sammenstød og bringe ting ud af balance. Jeg er ikke ret god til at glæde mig, og det kan nok være en prøvelse for mine omgivelser. En gang troede jeg, at man blev klogere med årene. Men den forædling har jeg for længst opgivet. Vi bliver ikke klogere, som tiden går, men måske bliver vi bedre til at dække over de ting, som vi ikke er gode til.

– Mit fixpunkt er altid, hvad der kan gøres bedre. Jeg er aldrig tilfreds med det, som jeg laver, men i arbejdssammenhæng kan den kritiske sans bruges konstruktivt.

Hvad har formet dit livssyn?

– Når jeg læser om andre forfatteres opvækst, så har jeg ofte tænkt, at min barndom var meget lige ud ad landevejen. Da jeg skule i skole, flyttede vi fra en lejlighed i Hvidovre ud til Albertslund, hvor mine forældre havde købt et parcelhus. 30.000 andre familier flyttede i samme retning. Jeg er fra et rigtigt middelklassehjem med en mor, som var sekretær, og en far, der var embedsmand. Funktionelt er jeg enebarn, for jeg var 11 år, inden min søster blev født, men der var altid børn i kvarteret at lege med, og de mange byggetomter indtog vi som legepladser. Der er blevet talt meget i mit hjem, og man skulle op i tempo for at være med i samtalen, samtidig betød humoren meget. Jeg er vokset op med meget ironi og den distance, som det også giver til livet.

Hvad tror du på?

– Ikke på meget. Jeg tror på tilfældigheden. Tsunamien fik mange til at takke deres skæbne for, at de overlevede, men for mig bekræftede katastrofen i Asien, at tilfældighederne råder. Min datter og jeg ville have holdt jul på Pipi Island, hvis ikke min far var død. Vi udskød derfor rejsen til januar, for at min mor ikke skulle være alene den første jul uden far.

Jeg kender en del, som har en tro, og jeg kan se på deres liv og konstatere, at man er meget alene, når man ikke har en tro. Jeg har ikke åndsfæller, og jeg kan ikke pege på en eller anden mening med det hele. Jeg er et typisk eksempel på et individ, som lever i slipstrømmen på det religiøse og politiske sammenbrud, som har hærget den vestlige verden.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Dem, jeg en gang så op til, er blegnet. Som ung tog jeg ud med "Den Rejsende Højskole". Vi ville genrejse retfærdigheden i verden, plukkede bomuld i Nicaragua og var præget af en håbløs blåøjethed. Jeg var der i 16 måneder, men ved slutningen af mit ophold i Tvind, begyndte Information at bringe kritiske artikler om bevægelsen, og de idealer, jeg havde, faldt.

– Når jeg ser, hvordan det er gået os fra den gang, så er der en påfaldende simultanitet i vores liv, selv om vi hævder at være individualister. Det er i min generation, at forældreskabet er blevet helligt. Når jeg tænker på, hvordan vi anstrengte os, da vi skulle vælge vuggestue og siden børnehave, skole og alle de andre valg, som forældre træffer. Så kom sommerhusbølgen, bølgen med større boliger, og nu har vi alle sammen fået hjem med god plads og samtalekøkkener. Vi er gode ved børnene, og somme tider lader vi bilen stå for også at være gode ved miljøet. Fra at ville ændre verden har vi vendt os mod os selv og den del af tilværelsen, som vi har mulighed for at have styr på. Verden er summen af vores gøren og laden, men man kan ikke mærke sig selv gøre en forskel i det store perspektiv, og derfor er det nærliggende at leve for det nære. Jeg kan fornemme en dovenskab, når jeg læser aviser. Jeg ser overskriften og underrubrik, men orker ikke at læse mere. Informationspresset er vokset uhæmmet, men min evne til medfølelse vokser ikke.

Hvad vil du gerne give videre til dit barn?

– En forståelse af, at hun er elsket. Da jeg blev far, blev jeg hjemmearbejdende, og det var mig, som gik med hende til læge og tandlæge og fulgte hende i skole. Jeg har vist hende, at hun var velkommen i verden.

Jeg håber ikke, at jeg har smittet hende med mine evige bekymringer. Da jeg blev forælder, syntes jeg, at jeg kunne slukke for alt det med, at ting kunne være bedre. Efter min datters fødsel rykkede mit livs centrum ud af mig selv og lå pludselig ved siden af mig. Der kom en ny sårbarhed, som jeg slet ikke var forberedt på men også en mening: Der var en mening med mig, og det er sammen med hende, jeg er bedst til at slukke for bekymringen.

Hvad er lykke?

– Jeg står helt af, når jeg møder bekendte, som siger, at jeg rider på en bølge af succes. Jeg mener ikke, at verden ser sådan ud. Et udtryk som "lykkelige år" er alt for stort til mig. Lykke er noget, som jeg oplever i glimt, og det er først i bakspejlet, jeg kan se det. Meget af vores stræben i livet har som mål at opnå lykke i den fede bolig og drømmejobbet, men for mig vil lykke altid være noget flygtigt, som opstår i leg, når jeg griner med min datter, og når jeg står på ski.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk



Kim Fupz Aakeson

Forfatter, dramatiker og tegner. Han er født i 1958 i København og opvokset i Hvidovre og Albertslund, tog en HF på Vallensbæk Gymnasium og havde derefter mange og kortvarige forhold i erhvervslivet, afløst af rejser. Fra starten af 1980'erne var han freelance illustrator i aviser, fagblade og tidsskrifter. Debuterede som forfatter med børnebogen "Hvem Vover At Vække Guderne" i 1984. Siden har han udgivet novellesamlinger, romaner og en lang række børnebøger. I 1996 blev han uddannet på Filmskolens manuskriptlinie og har blandt andet skrevet manuskripter til film som "Den Eneste Ene", "Små Ulykker", "Store Planer", "Okay" og "Mirakler". Kim Fupz Aakeson levede i mange år sammen med advokat Lulla Forchhammer. Han er far til Sallie på 16 år.