Den skjulte forskel

VALGET ER DIT Er Socialdemokraterne og Venstre blevet et og samme parti? Nej, for under de næsten identiske valgløfter om flere i arbejde, bedre folkeskole og bedre ældreomsorg er der store ideologiske forskelle

-- Tegning: Peter M. Jensen.
-- Tegning: Peter M. Jensen.

Hvis valgkampen stod på et menukort, ville den figurere under "blandede gryderetter". Kokkene er Socialdemokraternes Mogens Lykketoft og Venstres Anders Fogh Rasmussen, der lige nu står i køkkenet og smager retten til, så alle kan lide den. Den skal nemlig være spiselig for størstedelen af den danske befolkning, når vi på tirsdag skal uddele kokkehuer til de to konkurrenters kulinariske talenter, og derfor har vælgerne svært ved at kende forskel på socialdemokratisk og liberal politik.

Men blandt gryderettens mange ingredienser, som f.eks. tusindvis af nye arbejdspladser, bedre hjemmehjælp, penge til forskning og uddannelse og bedre folkeskole, er der alligevel forskel på, hvilket samfund, de to gerne vil stå i spidsen for, og det er ikke hip som hap, hvem der sidder på statsministertaburetten. Det vurderer både en forsker og direktørerne for henholdsvis den borgerlige, liberale tænketank, CEPOS, og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er forankret i fagbevægelsen.

I den aktuelle valgkamp er det særligt de mange identiske valgløfter fra de to store partier, der mudrer billedet til, så partiernes ideologi og fundament næsten ikke er til at få øje på for vælgerne, og det ærger den liberale Martin Ågerup, direktør i CEPOS.

– Særligt er det ærgerligt, når de penge, de lover til alle grupperne, kun er et lille greb i lommen i forhold til den store og samlede samfundsøkonomi. Det er ikke valgløfterne, der vælter det danske budget, siger han og savner, at der meldes klart ud fra de to partiformænds side.

Lidt forenklet kan man sige, at Venstre står for en samfundsudvikling, der hælder mod, at markedet skal være det bærende økonomiske fundament, også når det handler om velfærd, mens Socialdemokraterne ser staten og den offentlige sektor som velfærdens garant. På trods af de mange lighedspunkter i buketten af politiske løfter i valgkampen er det et godt sted at begynde, hvis man skal lede efter partiernes fundamentale forskelle. Selv om de to partier umiddelbart synes at have de samme mål, så er vejen til målet vidt forskellig.

Løftet om flere i arbejde er ifølge forskningsassistent Christian Albrekt Larsen fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet et godt eksempel. Venstre baserer de mange tusinde nye arbejdspladser på en forventet vækst i samfundet ved at give især erhvervslivet lavere skatter og dermed bedre vilkår for mere produktion. Sagt med andre ord skal det være markedet, der skaber arbejdet.

I modsætning til Venstre vil Socialdemokraterne investere i den offentlige sektor. Det skal være staten og ikke markedet, der garanterer arbejdspladser, fordi man anser staten for at være den sikre og stabile part i modsætning til det ustabile marked.

– Selv om Socialdemokraterne med Nyrup-regeringen i 1990'erne slog fast, at man ikke kan komme uden om markedet som det bærende element i international økonomi, fastholder partiet alligevel, at den offentlige sektor godt kan være med i den konkurrence.

Mogens Lykketoft vil gerne gøre den offentlige sektor stærk og dynamisk, så det på en og samme gang er staten, der står som garant for velfærd, samtidig med at den så vidt muligt gør det på markedsvilkår på en socialt ansvarlig måde i forhold til partiets solidariske ideologi, siger Christian Albrekt Larsen, medforfatter til bogen "Magten på borgen", der er en del af Magtudredningen.

I løbet af de sidste tre år, hvor Venstre og Det Konservative Folkeparti har haft regeringsmagten, kan man også ifølge eksperterne se en forskel på liberal og socialdemokratisk politik. Den såkaldte Særlige Pensionsordning, hvor borgerne indbetaler en procent af lønnen, blev under den socialdemokratiske regering forvaltet sådan, at selv om nogle ender med at have indbetalt flere penge end andre, fordi deres løn er højere, så får alle det samme beløb udbetalt. Det har V og K ændret, så man nu får udbetalt det samme beløb, som man har indbetalt.

– Det er et klokkeklart liberalt skridt, som ændrer en ret betydelig velfærdssikring. Forenklet kan man sige, at Socialdemokraterne ville udligne de sociale forskelle, mens Venstre og de konservative vil sikre deres egen vælgergruppe, der hører til i den høj-ere indkomstklasse, siger Christian Albrekt Larsen.

I de senere år er det frie valg blevet et meget moderne begreb inden for politik. Det frie valg består i, at borgerne skal kunne vælge mellem eksempelvis en offentlig og privat hjemmehjælp eller mellem offentlig og privat børnepasning. Selv om Socialdemokraterne var med til at indføre det frie valg i dets seneste regeringsperiode, er det ifølge Christian Albrekt Larsen en liberal idé.

– Vi kan se, at det frie valg breder sig mere og mere, og det er uden tvivl noget, der vil dominere velfærdsbilledet om nogle år. Socialdemokraterne gør alt, hvad de kan, for at fastholde, at det stadig skal være det offentlige, der kontrollerer og sikrer de private tilbud, mens Venstres politik peger i retning af, at det private marked i stigende grad skal overtage en række af de velfærdsydelser, der i dag ligger i det offentlige system, siger han.

Martin Ågerup fra CEPOS har denne vurdering.

– I hele samfundet er vi vant til at være kunder og kunne vælge, og det element vil vi se mere af i fremtiden, når det handler om velfærd. Vi har en stor 68'er-generation, der er på vej på pension, og jeg har svært ved at forestille mig, at de vil acceptere en hjemmehjælp, hvor de kun kan få et bad om ugen. De har penge til at forsikre sig og købe sig til mere velfærd. Hvis Lykketoft vinder valget, tror jeg, at han vil forsøge at bremse den udvikling og i stedet statsliggøre ordningerne, så der ikke er noget valg, mens Anders Fogh Rasmussen nok vil se udviklingen an fra sidelinjen med det argument, at staten ikke skal blande sig i, hvordan folk vælger at bruge deres penge, siger han og fortsætter:

– Fordelen ved de private tilbud er, at erhvervslivet er mere konkurrencedygtigt og vant til at positionere sig på et marked, mens det offentlige system er stort og tungt og langt mere ineffektivt. De kan nok levere samme kvalitet, men ikke på samme tid og til samme pris.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ser man pudsigt nok ikke med samme optik på den debat. Her mener direktør Lars Andersen, at det frie valg er med til at udhule det offentlige system, så det i sidste ende kun er samfundet svageste, der går i folkeskole og får hjemmehælp fra kommunen. Den stærke gruppe vil købe sig til et bedre selskab.

– Vi ser jo allerede nu, hvordan mange af de københavnske folkeskoler er udhulet. Friskoletanken er blevet for børn af samfundets elite, mens de socialt udsatte er samlet i folkeskolen, og det samme vil ske med hjemmehjælp. Hvis vi vil undgå den sociale ulighed, skal den offentlige sektor ikke kun levere velfærd til de allersvageste, men til alle, siger han.

De to direktørers argumentation rammer ifølge Christian Albrekt Larsen plet i forskellen mellem liberal og socialdemokratisk ideologi, for når man skærer helt ind til benet, består forskellen i det, der med et lidt teknokratisk ord kaldes for fordelingspolitik.

– Socialdemokraterne vil stadig udligne forskellen mellem rig og fattig ved at tage fra dem, der har meget, og give til dem, der har lidt. Den ideologiske tanke bag den fordeling er, at samfundet generelt bliver rigere, når alle har lige muligheder, og ingen falder helt igennem. Venstre vil derimod gøre op med det, flere liberale betegner som tvang, nemlig at der ikke er noget valg. Det er det offentlige eller ingenting. Men grunden til, at vi som vælgere har svært ved at se forskel, er, at det lige nu handler om at vinde valget. Lykketoft tør ikke at slå for hårdt på de solidariske tangenter og sige, at de rige skal give til de fattige, og Anders Fogh Rasmussen tør ikke at slå for meget på den liberale tankegang, hvor det offentlige i stigende grad kun skal blande sig ganske lidt. Valget er vigtigst, og så må de langsigtede tanker og ideologier ligge for en stund, siger han.

duus@kristeligt-dagblad.dk

uddrag af Socialdemokraternes principprogram

Markedet skaber en lang række fordele for mennesker. Men markedet kan ikke i sig selv sikre en mangfoldighed af valgmuligheder for alle mennesker. For at sikre, at de reelle valgmuligheder styrkes overalt i det danske samfund, og at alle får indflydelse på eget liv og velfærd, skal der ske en samfundsmæssig regulering af markedet. Reelle valgmuligheder må ikke bremses af økonomisk uformåen og manglende evne.

I vores moderne samfund betyder solidaritet ofte, at de mange skal give til de få. Den store gruppe af velstillede skal udvise solidaritet med en mindre gruppe af mennesker. Det skal den, fordi vi ønsker et samfund, der er fri af store sociale skel og konflikter. Et samfund, hvor alle har lige muligheder, og ingen går tabt.

Socialdemokraterne ønsker at fastholde den solidariske finansiering af de grundlæggende velfærdsydelser. Vi ønsker at fastholde skattesystemets progressivitet, der sikrer en økonomisk omfordeling. Kun hvis vi fastholder solidariteten også på dette område, kan vi fastholde lige muligheder og friheden til den enkelte.

Fordelingspolitikken skal – både når det gælder indkomst og adgang til de grundlæggende velfærdsydelser – afspejle ungdommens solidaritet med de svage grupper af ældre og de ældres solidaritet med bl.a. børn, unge og børnefamilierne.

Kilde: Socialdemokraternes hjemmeside

Uddrag af Venstres principprogram

Udgangspunktet skal være, at opgaver løses på privat initiativ af den enkelte, af familien, af private virksomheder eller af private organisationer. Det offentlige påtager sig kun løsningen af almene samfundsopgaver, som ikke kan løses forsvarligt på privatøkonomisk grundlag.

Den frie markedsøkonomi sikrer den dynamik og fornyelse i samfundet, der giver vækst i såvel materielle som ikke-materielle værdier. De offentlige indgreb i det frie marked skal derfor begrænses mest muligt og koncentreres om foranstaltninger, der tjener til at øge den frie konkurrence samt smiddiggøre og effektivisere den frie prisdannelse.

Med henblik på privatisering bør en række offentlige aktiviteter udskilles i selvstændige selskaber. Der skal ikke drives offentlig erhvervsvirksomhed på områder, hvor private virksomheder kan løse opgaven.

Der skal være valgfrihed mellem offentlige og private løsninger af opgaverne. Midlet er at omdanne institutionstilskud til persontilskud. Borgerne kan så frit bruge persontilskuddet til at vælge mellem offentlige og private løsninger.

Arbejdsløse skal være sikret en understøttelse. Det offentlige udbetaler en grundydelse til dem, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Den enkelte kan tegne en supplerende, privat dagpengeforsikring, som udbetaler dagpenge oven i den offentlige grundydelse.

Kilde:Venstres hjemmeside

Socialdemokraternes rødder

Partiet blev stiftet i efteråret 1871 af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff. Formålet var at organisere den hastigt fremvoksende arbejderklasse på et socialistisk grundlag. Siden midten af århundredet havde Danmark været inde i en industrialiseringsproces. Landbefolkningen flyttede ind til byerne og blev arbejdere, og Socialdemokratiet udsprang af kravet om at give denne befolkningsgruppe retfærdige levevilkår og demokratiske rettigheder.

Til folketingsvalget i 1924 blev Socialdemokratiet det største parti med 36,6 procent af stemmerne, og partiet dannede for første gang regering med Thorvald Stauning som statsminister. I hele perioden frem til 1982 har Socialdemokratiet med få undtagelser haft regeringsmagten og har dermed præget den danske samfundsudvikling på næsten alle områder.

Socialdemokratiet dannede senest regering fra den 25. januar 1993 frem til den 27. november 2001. Socialdemokratiet har i dag over 50.000 medlemmer og fik ved det senestevalg den 20. november 2001 1.003.323 stemmer svarende til 29,1 procent.

Kilde: Folketingets hjemmeside

Venstres rødder

Det Forenede Venstre blev dannet i 1870 som rigsdagsparti efter en sammenlægning af tre grupper: Venstre, Centrum og Højre. Venstre var den eneste gruppe, der var organiseret før 1848, og den hårde kerne i gruppen udgjordes af Bondevennernes Selskab – dannet af bønder og liberale fra byerne. Fra 1870 tog dannelsen af lokale vælgerforeninger fart. De kaldtes f.eks. grundlovsværneforeninger, folkeforeninger, frisindede vælgerforeninger osv. Venstre blev som forening bygget op fra grunden. Først kom de lokale foreninger i sogne (senere kommuner), kredse og amter. Senere kom landsdelsforeningerne (der ikke mere eksisterer), og sidst Venstres Landsorganisation med godt 166.000 medlemmer i 1929. Medlemstallet er i dag omkring 80.000.

Partiets højeste myndighed er landsmødet, som fastlægger den principielle politiske linje og vedtager partiprogrammer. Folketingsgruppen har en betydelig selvstændighed i forhold til organisationen. Det gælder i øvrigt også kommunalbestyrelsesmedlemmer og Europa-Parlamentsmedlemmer. Venstres stemmemæssige styrke var størst omkring forrige århundredeskifte, hvor partiet havde flertal. Partiets store triumf dengang var gennemførelsen af det parlamentariske demokrati (parlamentarismen) i 1901. Allerede i 1908 tabte man flertallet i Folketinget.

Dermed startede den udvikling, som stadig præger dansk politik, nemlig mindretals- og koalitionsregeringer, som kun undtagelsesvis har flertal i Folketinget.

Kilde: Folketingets hjemmeside