Danskernes Gud i sygdom og krise

Kriser er et tveægget sværd: Det er jo netop i krisen og under modgang, at man gives en mulighed for at vokse som menneske – modgang gør stærk, som det hedder i ordsproget. På den anden side er det jo også lige så sandt, at det ikke passer. Krise, modgang og stress har knækket mange gode mennesker. Det helt afgørende i al krisetænkning og coping-teori er derfor, hvad der gør forskellen: Hvad er det, der gør, at nogle mennesker knækker, mens andre kommer forstærkede ud af krisen? I forskningen benævnes dette fænomen "muligheden for stress-relateret vækst". Selv om forskningen i religiøs coping næsten udelukkende er amerikansk og ikke direkte overførbar til Danmark, er det muligt, at elementer af den kan belyse danske forhold. Kan man ud fra denne forskning sige noget om den specifikke danske religiøsitets fordele og ulemper?

Der foreligger efterhånden en del befolkningsundersøgelser over danskernes religion, og selv om det er begrænset, i hvor høj grad de fortæller noget om kvaliteterne af danskernes tro, vil jeg her alligevel vove pelsen og med baggrund i dem opstille nogle karakteristika ved danskernes tro og komme med et bud på dens coping-potientiale.

Danskernes Gud er ikke konkret. Der er ikke mange overbeviste ateister i Danmark (fire procent), og spørger man danskerne, om de er "et troende menneske", svarer 71 procent ja, mens kun 24 procent tror på "en personlig Gud". En positiv konsekvens af dette kan være, at danskerne ikke er i stor risiko for usunde religiøse anfægtelser og spekulationer, hvis de rammes af en alvorlig krise, mens et mere negativt aspekt kan være, at det kan være meget vanskeligt at danne en stabil og trøstende relation til en Gud, der er ukonkret og upersonlig.

Danskerne tror, men har ikke noget tros-indhold. Mens 62 procent af danskerne siger, at de "tror på Gud", tror de i forhold til udlandet ikke på meget andet - forholdsmæssigt tror danskerne ikke så meget på hverken livet efter døden, på at mennesket har en sjæl, på himlen eller på synden. I Finland tror man på Gud i samme grad som danskerne, men procentvis tror næsten det dobbelte på livet efter døden, sjælen, himlen og synden. I Amerika er det tre gange så mange i gennemsnit. Man kan tolke dette positivt som en påpegning af, at danskerne personligt og frit tilslutter sig deres religiøse forestillinger. Der er ikke tegn på, at mange danskere bliver påduttet religiøse dogmer. En mere kritisk vinkel kunne imidlertid være, at danskerne i forhold til andre nationer mangler religiøse billeder og forestillinger og dermed også de ord, som kan bruges til at tænke med, når krisen rammer. Danskerne får svært ved at tolke, vurdere og svare religiøst adækvat, hvis behovet opstår.

Mangel på religiøst netværk. 43 procent af danskerne mener, at de er opdraget religiøst i forhold til 82 procent af amerikanerne. I Danmark går 11 procent i kirke en gang om måneden eller mere mod hele 73 procent af amerikanerne. Når en så forholdsvis lille del af danskerne deler religiøsitet med den nærmeste familie, og når kirkegangen er så lav (en syvendedel af USA's kirkegang,) kan man positivt sige, at vi ikke særlig tit bliver konfronteret med religiøse problemstillinger og spørgsmål, og at vi derfor heller ikke særlig tit er tvunget til at tage stilling til indviklede, måske pinagtige eksistentielle spørgsmål. På den negative side kan man anføre, at danskerne i høj grad må antages at være eksistentielt og religiøst alene – også når det virkelig gælder i nødens stund.

Lav optimisme og tillid til Gud og verden. Kun 38 procent af danskerne mener, at Gud bekymrer sig om hvert menneske – mod 73 procent af amerikanerne. En fjerdedel af danskerne tror på mirakler, og en fjerdedel angiver, at de opnår trøst og styrke i religionen. Tre gange så mange amerikanere angiver de samme ting. Danskerne er tilsyneladende et realistisk indstillet folkefærd, der ikke gør sig for mange illusioner. Mere kritisk kunne man også tolke det sådan, at danskerne i forhold til andre lande anser verden for kold og hård, og at muligheden, ønsket og specielt håbet har ringe kår i danskernes bevidsthed.

Lav kontrol og forudsigelighed af verden. Hvis man spørger, hvad der er årsag til menneskelig lidelse, svarer danskerne først og fremmest, at det skyldes tilfældigheder, hvorimod andre lande betoner, at lidelse skyldes, at folk er onde mod hinanden, og at samfundet kan være uretfærdigt. Ved at forklare lidelse med tilfældighed har danskerne en lettilgængelig og måske befriende undskyldning for ikke at gøre så meget ved verdens problemer og en eventuel plagsom dårlig samvittighed. På den anden side er troen på tilfældet som styrende princip også en pointering af vores magtesløshed, af manglende personlig kontrol og handleevne, også når krisen rammer én selv.

Det onde findes ikke. Det allermest slående ved danskernes religiøse egenart er den manglende tro på djævlen og helvede. Helvede tror otte procent af danskere på mod hele 72 procent i USA. Fordelen ved danskernes tro er naturligvis, at vi ikke har store muligheder for negative og dæmoniske religiøse tolkninger, som kan gøre ondt værre, men atter en gang må det på den anden side hævdes, at danskerne er fattige på ord og forestillinger, når vi konfronteres med det, der faktisk er ondt i verden. Vi er ude af stand til at begrebsliggøre ulykken. Vores tro er fragmenteret: Den rent gode Gud hænger ikke godt sammen med den til tider onde verden, vi må sande f.eks. under naturkatastrofer som tsunamien.

Samlet set kan man overveje, om danskernes religiøse egenart bedst beskrives som kulturel frisættelse eller kulturel fattigdom, som åndsfrihed eller eksistentiel overfladiskhed. Men religionspsykologisk set tyder tallene på, at danskernes religiøsitet er af en karakter, der giver ringe sammenhæng mellem de to former for tro, som er nævnt i indledningen, den kognitive og den intuitive, og skal man tro forskningen, opnår danskerne hermed et ringe niveau af stress-relateret vækst - dvs at danskerne alt andet lige vil have sværere ved at komme styrket ud af kriser. Danskerne har som helhed svært ved at bruge religiøsitet som en ressource under sygdom og krise.

Peter la Cour er cand.psych.